En uge efter at den muslimske prædikant, Bilal Philips, havde taget den danske verdenspresse med storm, holdt de franske islamister kongres i Bourget, en forstad til Paris.
Kongressen var arrangeret af den store muslimske paraplyorganisation, UOIF, der kan betegnes som ’islamistisk’, fordi den har historiske rødder tilbage til Det Muslimske Broderskab i Egypten og Nordafrika. Denne årlige begivenhed, hvor tusindvis af muslimer mødes for at høre foredrag, diskutere eller bare tilbringe nogle dage med familie og venner, er en udmærket anledning til at tage temperaturen på den europæiske islamisme. Hvad er oppe i tiden? Sharia, demokrati eller islamiske banklån? Der er flere grunde til at kaste et blik på den franske islamisme. For det første er der i dag omkring fem millioner franske muslimer, som dermed udgør knap 10 pct. af den franske vælgerskare. For det andet tæller de fransksprogede muslimer nogle særdeles velartikulerede personer, som bidrager aktivt til diskussionen af, hvorledes islam kan praktiseres i Europa. En af de mest fremtrædende skikkelser er den kontroversielle Tariq Ramadan, som også deltog i konferencen. Hvis man var kommet til Bourget for at gøre status over et fænomen, som toneangivende danske politikere har kaldt »vor tids største trussel«, var konferencen en tynd kop te. Her var ingen brandtaler om jihad eller snarlig indførelse af sharia. Og selv om det franske burkaforbud netop var trådt i kraft, gav det ikke anledning til højlydte akklamationer, men blot sporadiske markeringer i diverse diskussioner. I det hele taget var det ikke ideologiske slagord, der prægede konferencen, men pragmatiske spørgsmål om muslimers aktuelle problemer i Frankrig. En debat handlede for eksempel om noget så prosaisk som ægteskaber. En ung pige ville vide, om det nu også var nødvendigt at blive gift på de franske borgmesterkontorer – kunne man ikke bare nøjes med at blive religiøst gift af en imam?
