Den britiske historiker James Bryce fremhævede i sin bog ’Modern Democracies’ fra 1921 »den universelle anerkendelse af demokratiet som den normale og naturlige styreform«.
Demokratiets status som den ’bedste styreform’ er imidlertid af nyere dato. I hele perioden, fra romerne underlagde sig antikkens Grækenland i 146 før vor tidsregning og frem til den franske revolution, var demokrati et skældsord. Faktisk var det først med de store liberale revolutioner i midten af 1800-tallet, det igen begyndte at blive et plusord. Og der skulle en Første Verdenskrig til, af den amerikanske præsident Woodrow Wilson udråbt til en »krig for at gøre verden sikker for demokrati«, før alle samfundsgrupper forligede sig med ordet. Få år efter at Bryce udgav sin moderne klassiker, vendte stemningen imidlertid igen. Resten af mellemkrigstiden blev præget af en tilbagegang for demokratiet. Vender vi blikket mod nutiden, kunne situationen – ved første øjekast – dårligt se mere anderledes ud: I de seneste to generationer har verden således været omsluttet af en veritabel ’demokratiseringsbølge’.
