Tegning: Anne-Marie Steen Pedersen.

Tegning: Anne-Marie Steen Pedersen.

Debat

»I Danmark får man hug, hvis man stikker næsen for langt frem«

Henrik Fogh Rasmussen afviser ikke, at han selv vil gå ind i amerikansk politik.

Debat

En novemberdag i 1992 kommer Henrik Fogh Rasmussen gående ned ad gågaden i Viborg efter skole.

Han er på det tidspunkt 13 år, og faderen, venstremanden Anders Fogh Rasmussen, er dagen før trådt af som skatteminister efter sagen om ’kreativ bogføring i Skatteministeriet’ og vildledning af Folketinget.

Det første, der møder Henrik Fogh Rasmussen, er spisesedlerne og avisforsiderne foran forretningerne med fotografier af hans far.

»Jeg mærkede det meget tæt, da min far måtte gå af som skatteminister. Jeg kan huske, at jeg var i gaden i Viborg, hvor der var spisesedler og en forside i Ekstra Bladet med min fars ansigt på med ordet ’idiot’. Det gik mig virkelig på. Og i lang tid var jeg ked af det«.

Både bageren og købmanden i Skals boykottede spisesedlen den dag.

Selv om faderens nedtur berørte Henrik Fogh Rasmussen meget, var han allerede dengang bevidst om, at indflydelse og politisk magt har sine konsekvenser.

Han reagerede derfor ikke ved at tage afstand fra magt og indflydelse, men fik efterfølgende et tættere bånd til sin far og udviklede sin glødende interesse for den politiske verden.

For ham handler det i dag om at tage ansvar for og søge indflydelse i samfundet, når man har talentet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



I dag er Henrik Fogh Rasmussen amerikansk statsborger. Han har skiftet Dannebrog i fødebyen Skals ud med Stars and Stripes i Springfield, Illinois i USA, hvor han er gift med en amerikansk kvinde, og hvor han arbejder som kommunikationsrådgiver.

Hvordan var det at vokse op i et hjem med en politisk indflydelsesrig far?

»Det har haft stor indflydelse på min opvækst. Mine søskende og jeg fik tit at vide, at det, vi talte om ved køkkenbordet hjemme, skulle vi ikke tale om ude i byen. For hvad nu, hvis en journalist opsnappede noget privat fra familien og skrev om det i et af sladderbladene dagen efter? Meget tidligt blev jeg opdraget til at være diskret og holde på hemmeligheder på et niveau, som måske ikke var normalt for børn i min alder. Det var min indgang til magten«.

Ikke normalt?

»Jeg var otte år, da min far første gang blev skatteminister, og jeg husker stadig aftenen, hvor han fik opkaldet af Poul Schlüter. Vi fik at vide af min mor, at vi ikke måtte fortælle det til nogen, da det endnu ikke var officielt. Fra den dag var det naturligt og spændende for mig at indgå i det ’team’ med min familie, hvor vi var loyale og værnede om min fars hemmeligheder. Og det er ikke, fordi jeg ikke har haft god grund til at være påpasselig«.

Kan du give et konkret eksempel?

»Ja, i 9. klasse var jeg i erhvervspraktik på Berlingskes Christiansborgsredaktion. På det tidspunkt kørte der finanslovsforhandlinger, og jeg kan huske, at jeg sad inde på Christiansborgsredaktionen, hvor journalisterne sad og skrev om finanslovsforhandlingerne, mens min far sad og forhandlede dem. Om aftenen fik jeg så at vide, hvad der var sket under forhandlingerne, altså det, journalisterne forsøgte at gætte sig frem til. Og det spurgte journalisterne selvfølgelig ind til den efterfølgende dag, men jeg var opdraget til at holde tæt, så de fik intet at vide«.

En spiller på holdet
Der herskede en åbenhed i Fogh-hjemmet, der gjorde, at alle familiemedlemmer blev inddraget i politiske diskussioner over køkkenbordet, et sted, hvor Henrik Fogh Rasmussens syn på magt blev formet, og hvor han oplevede, at der blev lyttet til ham. Som han selv udtrykker det, var alle i familien en del af holdet.

»Vi var en del af det, han lavede, og en del af hans hverdag, så vi snakkede om tingene. Det gør også, at man bliver berørt, når det går mindre godt«.

Synes du selv, at du blev inddraget for meget og for tidligt i din fars tilværelse og arbejde i forhold til din alder?

»Nej, for jeg var afklaret med, at der sammen med den store indflydelse, far havde, også fulgte opture og nedture med. Det gjorde også, at jeg følte, jeg var en slags medarbejder for ham og en del af hans hold, og at det var for galt, at journalisterne lavede de overskrifter i avisen. Jeg kan huske, at jeg både var ked af det, men også lidt stolt over at være med på holdet. Jeg valgte jo selv at gå ind i politik senere«.

Hvad har det betydet for dit syn på magten, at du i så tidlig en alder fik mulighed for at opleve den indefra?

»Min far har altid gjort meget ud af at fortælle mig, at magt er noget, man gør sig fortjent til. Det er noget, man er betroet af andre mennesker, og ikke noget, der hæver en over resten af befolkningen. Da jeg var på sergentskolen i Sønderborg, kom han på besøg, efter at jeg blev udnævnt til sergent. Og vi gik sammen rundt på skolen dernede, hvor der hænger et stort skilt inde på kasernen, hvor der står ’For ret at byde, lær først at lyde’. Det var en af de første ting, han pegede på med et smil, og det passede jo til måden, vi blev opdraget på. Mit syn på magt og indflydelse kommer helt sikkert fra samtalerne fra middagsbordet«.

Hvordan?

»Jeg lærte, at man altid skal forblive en smule ydmyg og aldrig må være arrogant i forhold til magten. Der blev diskuteret meget politik ved køkkenbordet, og der blev lyttet til os. Jeg kan huske, at min farfar tidligere havde gjort det samme med min far. Han indtog altid bevidst et kontroversielt standpunkt, så der ville blive diskussion om køkkenbordet. At der blev lyttet til os, har været med til at forme mit syn på magt og indflydelse«.

De lyttede til mig
Henrik Fogh er ikke bleg for at sige, at det for hans politiske virke i Danmark i gymnasietiden kunne have været en fordel, at han hed Fogh Rasmussen til efternavn, hvis han vel at mærke havde fulgt partiets linje. Folk lyttede til ham, og aviserne interesserede sig for ham.

»Som i Venstres Ungdom, der var stor opmærksomhed omkring min person på grund af mit efternavn. På et tidspunkt var der et opgør i VU, hvor medierne pludselig begyndte at skrive om alt, hvad jeg sagde. Det ville ikke være interessant for dem, hvis min far var en anden. Det er jeg sikker på. I 1997 interviewede Henrik Qvortrup mig til en artikel, hvor jeg gav udtryk for mine liberale holdninger. Artiklen hed ’Hjælp, min far er rød’«.

Så det var en fordel, at du var søn af Anders Fogh Rasmussen?

»Havde jeg rettet ind efter partiets linje, havde det nok været en fordel. Fordelen er, at andre bemærker en og lytter til, hvad man siger. Det er vel også en form for magt. Men fordi jeg ikke fulgte partilinjen, var det faktisk et handikap for mig i VU, at aviserne interesserede sig for mine meget liberale holdninger. Det førte blandt andet til, at jeg trak mig som formand for VU i Viborg Amt i 1997. Jeg passede ikke ind i dansk politik af ideologiske grunde. Ikke engang i Venstre. Jeg passer bedre ind i USA og amerikansk politik. Jeg opfatter det klart som et privilegium, at jeg har lært spillet i en meget tidlig alder. Hvordan tænker en statsmand og en toppolitiker? Hvordan strikker man et projekt sammen og sætter en dagsorden? Og hvilke konsekvenser er der ved at have magt? Sådanne spørgsmål har jeg fra en tidlig alder diskuteret med min far«.

Magtens grimme ansigt
Selv om indflydelse er noget, man skal gøre sig fortjent til og søge, er den ikke helt uden konsekvenser. Det, som Henrik Fogh Rasmussen husker tydeligst fra sin opvækst med en toppolitiker, er stress og det psykologiske pres, der følger med arbejdet som minister.

»Jeg har set, hvilken form for stress det kan give en toppolitiker at have indflydelse. Det er den største negative side af politik, som jeg har oplevet på tæt hold. Min far har altid været god til at lægge tingene fra sig, når han var hjemme i weekenden, men vi kunne jo ikke undgå at bemærke, når der var en eller anden kæmpesag, der kørte, at han blev lidt fjern i blikket under middagen, hvor han ofte sad og tænkte over tingene. Han var tit i sin egen verden«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Sin egen verden?

»Ja, vi plejede også at løbe sammen. Undervejs begyndte han sommetider at snakke med sig selv. Jeg kunne høre, at han løb og tænkte på noget politisk samtidigt. Konstant på arbejde. Han var hele tiden på! Jeg kunne også mærke på ham, om målingen i søndagsavisen så god eller dårlig ud. Det er bestemt en af bagsiderne ved magtens ansvar. Det er den pris, man betaler. Eller familien betaler den«.

I forhold til indflydelse og magt, er der så forskel på, hvordan man ser på magt i USA og i Danmark?

»Jeg er fascineret af måden, amerikanerne taler om lederskab på, altså ’leadership’, et begreb, man hører overalt i alle niveauer i det amerikanske, hvorimod lederskab og magt i Europa er mere hierarkisk betinget. Det er sådan noget, politikerne har, hvorimod magt her i USA er noget, man har, hvis man tager initiativ i sin lokalforening. Det amerikanske samfund er meget foreningspræget, og man bliver hyldet for at tage initiativ, organisere og udvise lederskab«.

Hvordan er det anderledes end Danmark?

»I USA bliver man tilskyndet til at tage og bruge magt på græsrodsniveau, hvorimod man i Danmark rent faktisk kan få hug for at stikke næsen for langt frem. Det er den der jantelovstankegang, jeg opponerer imod. Samfundet tilskynder folk til at tage initiativ her i USA, hvilket det danske også gør, men hvis man gør sig lidt for bemærket, bliver man hurtigt sat på plads i Danmark. Der er mange andre punkter, hvor jeg er mere amerikansk end dansk«.

Hvilke?

»Jeg kan ikke acceptere at bo i et samfund, hvor man skal betale så meget i skat, som man skal i Danmark. Det er det rene røveri, hvis du spørger mig«.

Vil du helt afvise selv at gå ind i politik i USA?

»Nej, det vil jeg ikke. Jeg har set både fordelene og ulemperne ved det politiske liv, men det kunne meget vel være, at jeg en dag går ind i amerikansk politik. Når jeg ser problemer, som jeg kan bidrage til at løse, er det naturligt for mig at søge indflydelse. Det har jeg lært af den bedste«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce