Hvad fik dig til at skrive Kroniken?
»Helt grundlæggende var det et desperat forsøg på at blive forstået. Jeg havde en følelse af at blive trampet på som offer, mens gerningsmanden fik en masse hjælp. Jeg blev lappet sammen på hospitalet, men der var ingen, der så mig, da jeg efterfølgende også havde brug for hjælp. Til sidst troede jeg, at jeg var ved at blive skør, og jeg kunne mærke, at jeg havde behov for at fortælle om min situation. Der var da heller ingen, der forsøgte at tale mig fra at skrive indlægget. Mine nærmeste havde set mig kæmpe og havde oplevet, hvor ulykkelig og frustreret jeg var over min situation. Så de anerkendte, at den Kronik var en del af min kamp«.

Hvilke tanker gjorde du dig om den effekt, dit indlæg ville få?
»Selv om jeg havde håbet på, at Kroniken ville skabe debat, så havde jeg aldrig regnet med, at det ville vokse sig så stort. Men jeg sad også og følte mig overset, så helt naturligt tænkte jeg, at der også var en fare for, at indlægget ikke ville vække folks interesse. Hele processen har været sindssyg hård, men jeg er rigtig glad for, at jeg bestemte mig for at skrive. Især fordi jeg har fået en masse støtte fra andre, der står i samme situation. Så jeg står ikke alene; der er mange andre, der føler sig glemte og fortabte«.