Jeg sidder og ser Tour de France uden Jørgen Leths sprog i ørerne, og jeg savner ham. Måske er der bedre plads uden for Danmark til den sensualitet, som han mestrer og er blevet fortaler for. Det er ikke let at være Leth i Danmark. For han er et nummer for lysten til den skandinaviske politiske korrekthed. Skal hvert land have sin liderbasse for sig selv – Italien har Berlusconi, Frankrig har den nu rufferimistænkte eks-IMF direktør Dominique Strauss-Kahn og Danmark sin Leth? Nej! Leth er ingen liderbasse, han er bare liderlig, og uanset hvordan hans ikkefans forsøger at slå det hen med tredjeverdensomsorg, kvindens ret til at sidde øverst eller andre kuldslåede, artige synspunkter, så er han heldigvis blot en mand med en lyst og en ret til at bruge den. LÆS OGSÅJørgen Leth: Betonfeministisk ministerkritik er ubehagelig Strauss-Kahn ser måske også sådan på sig selv, måske som den eneste, for hans stenrige hustru, der ellers udtalte sidste år, at hun elsker en mand, der kan forføre, har forladt ham, og han skal nu forklare retten, hvordan og hvorledes det er med alle de prostituerede, han måske har haft i sit sold sammen med alle hans venner.
Jeg har lige haft æren af at skulle skrive forord til en nyoversættelse af Fanny Hill. En kvinde med en meget stor lyst. Jeg er med på, at en roman fra midten af 1700-tallet havde nogle andre eksistensvilkår end Jørgen Leths kunstneriske virke, men også her var han i mine tanker. Fanny er blevet forbudt mange gange i årenes løb og skulle helt i højesteret for ikke at blive forbudt i Danmark i 1960’erne. Leth bliver ikke forbudt, men han er godt nok ikke elsket bredt for sin lyst. Særligt kvinder i Politikensegmentet synes, han er alt muligt skidt, som går under samlebetegnelsen ’for meget’. Han kan lide unge, sorte kvinder. Føj! Han kan finde på at fremstille erotiske møder med det blik, manden ser på kvinden med. Han har et stort ego. Føj! Han er nogle gange glad for sit køn. Føj!
