Island blev en selvstændig nation i 1944, knap 100 år efter at den islandske nationalhelt Jón Sigurðsson havde startet sin kamp mod, at den danske grundlov skulle omfatte Island.
I 1944 stemte ikke mindre end 97 pct. i Island ja til selvstændighed, og denne enighed blev en vældig styrke og en bærende kraft for udviklingen af islandsk økonomi det næste halvt hundrede år. Den samlede udenrigshandel i Island udgør ca. 75 pct. af bruttonationalproduktet. I de første mange år var økonomien helt afhængig af fisk og fiskeprodukter med udsving fra år til år betinget af konjunkturerne i fiskeriet. Island havde en ’fiskevalutafod’ og en økonomi med høj inflation og hyppige devalueringer. Med bygningen af den første aluminiumssmelter begyndte en diversifikation af den islandske økonomi, og denne er siden blevet forøget med en yderligere udbygning af aluminiumsindustrien og med turisme og service som væsentlige erhvervsområder i Island. Island er medlem af EFTA og har siden 1994 været knyttet til EU gennem EØS, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. 'Ekspansionsvikingernes' indtræden Islands årlige gennemsnitlige økonomiske vækst har i de fleste år været højere end i de fleste OECD-lande, og specielt efter EØS-aftalen og liberaliseringen af Islands finansielle sektor med introduktion af fonds- og valutabørser var vækstraterne i Island høje. Islands økonomi fulgte globaliseringsregimet, og islandske virksomheder udvidede deres investeringer i udlandet gennem opkøb af finansielle virksomheder, detailhandelskæder og luftfartsselskaber mv. Det betød alt i alt, at Island blev et af de rigeste lande i OECD målt i BNP per indbygger. Udviklingen indebar, at Islands lille økonomi med en befolkning på ca. 325.000 personer blev splittet op i to, en lille meget rig del af befolkningen bestående af kapitalstærke islændinge med tætte netværk mellem banker og politikere, og en stor del af befolkningen, der fortsatte deres hidtidige levevis, men hvor en del optog lån i udlandet til meget lave renter for at prøve at efterligne den adfærd, som den rige del af befolkningen, de såkaldte ’ekspansionsvikinger’, udviste. Statsbankerot stod for døren Oktober 2008 med den verdensomspændende finansielle krise blev afslutningen på Islands succes som økonomi, men allerede fra 2006 var der forvarsel om ændrede tider, da det islandske aktiemarked udviste betydelige kursfald, og den islandske krone kom under pres som følge af manglende tiltro til, at en så lille valuta som den islandske kunne holde til betydelige ændringer i konjunkturen og til spekulation i valutaen. Samtidig blev det mere og mere klart, at de islandske investeringer var højt gearede, og at der var et sammenspist og ikke sundt forhold mellem en række politikere, centralbanken, bankerne og ’ekspansionsvikingerne’.
