To gange har skatteyderne kastet redningskransen ud for at redde Danske Bank fra fallit og undergang. Første gang var tilbage i 1920’erne, da Landmandsbanken – som banken hed dengang – krakkede, og man kørte sækkevogne med pengesedler over gaden fra Nationalbanken til Landmandsbanken. Dengang i 1920’erne og i efteråret 2008 skønnede politikerne, at banken var for stor, til at man turde lade den gå ned. Kendsgerningerne er, at Danske Bank – med daværende direktør Peter Straarup og den daværende bestyrelse, med nuværende direktør Eivind Kolding som næstformand – smed kundernes penge ud i absurde investeringseventyr i 00’erne. Blandt andet det vildt satsede opkøb af National Irish Bank. Grådigheden kendte ingen grænser. Det kunne de gøre, fordi de vidste, at staten og skatteyderne stod klar i kulissen og var villige til at redde banken, hvis det gik galt. Senere har det vist sig, at også ATP har kastet vores pensionsopsparinger ind for at redde Danske Bank og de øvrige banker, der havde brug for kapital.

Det betyder reelt, at Danske Bank – sammen med de øvrige fire storbanker – er hævet over markedet. De er at betragte som særlige statsstøttede institutioner. Såkaldte systemiske banker, der er for »store til at gå ned«. I modsætning til de øvrige banker, der er dømt til at lukke og slukke, hvis de krakker.