I en række enslydende og – som noget nyt – gentagede Saxo Bank-annoncer i de større aviser har Anders Samuelsen for nylig stillet spørgsmålet, om det er muligt at praktisere »en liberal velfærdsmodel«. Ja, hvad i himlens navn skulle der dog være i vejen for at gøre det? Liberalitet har jo noget med frisind og storsind at gøre, og det strider jo ikke på nogen måde mod velfærdstanken. Tværtimod! Det lader sig derimod ikke gøre at praktisere en liberalistisk velfærdsmodel.
Den liberalistiske ideologi, som Samuelsen for tiden hylder – han er jo lidt holdningsmæssigt svingende – vedrører jo: tanken om at være sin egen lykkes smed, kræfternes frie spil, mindre stat og mere privat, den stærkes ret og vind eller forsvind.


