Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Magtmisbrug. Det afgørende er, at vi får opkvalificeret journaliststanden. Tegning: Per Marquard Otzen

Magtmisbrug. Det afgørende er, at vi får opkvalificeret journaliststanden. Tegning: Per Marquard Otzen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvorfor beskytter journalister og medier magtmisbrug?

Journaliststanden bør opkvalificeres, så der ikke bliver løbet om hjørner med medierne.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er den seneste tid dukket en række uheldige sager op, hvor det ser ud til, at særlige rådgivere (spindoktorer i daglig tale) har spillet en uheldig rolle i samarbejdet med medierne.

Politikerne på Christiansborg har nu besluttet, at det er på tide at give reglerne for ministrenes særlige rådgivere et eftersyn. At kigge på de særlige rådgivere og politikerne kan givetvis være en god ide, men hvad med journalisternes rolle?

I de konkrete sager har journalisterne henvist til reglerne om kildebeskyttelse, og højesteret har i det ene tilfælde godkendt dette. Men hvis lovgivningen understøtter de pågældende journalisters handlemåde, kunne det være en god ide at lave loven om.

I debatten har der været en del kritik af de særlige rådgiveres plads i den danske medievirkelighed. Fra min plads i systemet, som går ud på at uddanne og opkvalificere journalisterne, er politikernes brug af særlige rådgivere imidlertid ikke det største problem.

LÆS OGSÅ

Man kan ikke fortænke politikerne i at ville professionalisere den politiske kommunikation, eftersom det jo er den, de lever af.

Det nytter ikke noget at ville de rigtige ting med samfundet, hvis man ikke kan forklare sine vælgere det.

Det afgørende er derimod, at vi får opkvalificeret journaliststanden til at være på niveau med de særlige rådgivere, så de ikke bliver løbet om hjørner med.

Her kan man vel roligt sige, at vi inden for de seneste uger har været vidner til nogle sager, hvor de særlige rådgivere tilsyneladende har spillet journalister et pus.

Meget tyder på, at særlige rådgivere i Forsvarsministeriet og Skatteministeriet har givet informationer til journalister, hvor journalisterne har følt sig forpligtet af reglerne for kildebeskyttelse.

Det var f.eks. tydeligt i offentliggørelsen af lydklippet, hvor Rasmus Tantholdt giver udtryk for utilpashed med at have fået nogle oplysninger fra Jacob Winther, som han ikke føler, han kan sætte offentlig kildeangivelse på.

Sagerne har ført til, at cheferne ved flere af de store mediehuse i Danmark har besluttet sig for enten straks at udsende nye retningslinjer for journalisters brug af kildebeskyttelse på de særlige rådgivere (Ekstra Bladet, Berlingske og DR), andre er gået i tænkeboks (TV 2, Dagbladet Information).

At sagerne har ført til eftertænksomhed hos nogle af de store mediehuse er lige så klædeligt, som det er uklædeligt, når atter andre medier, f.eks. Jyllands-Posten, skyder diskussionen til hjørne med udsagn som, at det er en »diskussion, man hører rundt omkring på universiteterne, og som er båret af en betydelig grad af ukendskab til det virkelige liv på en redaktion«, for nu at bruge chefredaktør Jørn Mikkelsens ord.

LÆS OGSÅ

Jeg skal ikke benægte, at jeg har en fortid i universitetsmiljøet og som sådan måske per definition ikke kan vide noget om, hvad der foregår på en redaktion.

Men til gengæld ved jeg dog, at en redaktion (lige så lidt som universiteterne) ikke har en værdi i sig selv. Bare fordi nye regler kan besværliggøre redaktionernes arbejde, er det ikke et argument for at bevare de gamle – hvis de gamle skaber en situation, hvor medierne ikke befordrer en demokratisk ligeværdig debat.

I forhold til lækket om jægerkorpsets indsættelse har vi jo Højesterets ord for, at reglerne for kildebeskyttelse er relevante – det mulige brud på tavshedspligten blev overtrumfet af hensynet til en særlig »samfundsmæssig betydning«.

I forhold til lækket af Helle Thorning-Schmidt er det ikke blevet afprøvet ved en domstol, men uden at være jurist kan man vel godt forestille sig, at en journalist kan vurdere, at det er af »samfundsmæssig betydning« at vide, om en mulig kommende statsminister er til at stole på, når hun proklamerer, at hun er blevet frifundet af skattevæsenet – eller om hun kan finde ud af at styre sin egen økonomi, når hun muligvis fremover skal styre landets.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det, vi har brug for, er regler, der gør det klart, at kildebeskyttelse kun kan gives, når oplysningerne tjener til at stille kritiske spørgsmål til etablerede magthavere.



Dermed har vi altså to eksempler på, at reglerne for kildebeskyttelse favoriserer en mediesituation, hvor magthaverne kan udnytte deres særlige indblik i følsomme oplysninger til at forme en opinion, der favoriserer den siddende politiske magthaver på bekostning af oppositionen (lækket om jægerkorpset blev bl.a. brugt af regeringen til at mistænkeliggøre oppositionens medlemmer i Udenrigspolitisk Nævn).

Det, vi har brug for, er regler, der gør det klart, at kildebeskyttelse kun kan gives, når oplysningerne tjener til at stille kritiske spørgsmål til etablerede magthavere. Det ville også betyde, at ministrenes særlige rådgivere i udgangspunktet ikke har kildebeskyttelse – medmindre de lækker sager, der kan belaste deres egne arbejdsgivere.

Dette ville ikke nødvendigvis betyde, at særlige rådgivere aldrig kan udtale sig 'til baggrund' (dvs. uden for referat). Men man skal bare gøre sig klart, at en samtale ’til baggrund’ ikke giver journalisten en egentlig kilde til en kommende historie.

En samtale ’til baggrund’ er tænkt som en orientering, der kan hjælpe journalisten videre i sin research, og kan journalisten ikke finde andre kilder end den særlige rådgiver, må man enten spørge rådgiveren, om denne vil gentage historien 'til citat', eller også lade historien falde.

Her er det selvfølgelig noget bøvl, når nogle særlige rådgivere af princip aldrig udtaler sig til citat (f.eks. Noa Reddington, Helle Thorning-Schmidts rådgiver), men man skal huske, at rådgiveren jo har en lige så stor interesse i at få historien frem som journalisten.

Derfor kunne man nok godt tænke sig, at de særlige rådgivere var knap så firkantede, hvis journalisterne vendte tilbage til en mere passende brug af dem.

FACEBOOK

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden