Den økonomiske krise har ført til en kraftig stigning i de offentlige udgifter til dagpenge og kontanthjælp og et fald i indtægterne fra skatter og afgifter. Sammen med markante finanspolitiske lempelser har dette vendt et komfortabelt overskud før krisen til et stort underskud. Desværre skyldes underskuddene ikke kun krisen. Flere ældre og relativt færre unge gør, at der er udsigt til underskud på de offentlige finanser, så langt øjet rækker. Uden nye tiltag kan vi selv med en udgiftspolitik, der er markant strammere end de seneste 10-20 år, se frem til et offentligt underskud i 2020 på omkring 2 pct. af BNP voksende til 4 pct. i 2030 og videre til omkring 5,5 pct. af BNP i perioden 2040-2050. Et sådant forløb forbyder sig selv. Der er derfor behov for en mærkbar forbedring af den offentlige økonomi. En vidtgående efterlønsreform kan reducere underskuddene, men er ikke nok til at sikre en holdbar og troværdig udvikling. Der er brug for mere.
LÆS OGSÅ Økonomer: Efterlønsreform haster slet ikke
For det første er der brug for en strammere styring af de offentlige udgifter. De offentlige serviceudgifter er de seneste 15 år vokset kraftigt som andel af den samlede økonomi, fra omkring 24,5 pct. af strukturelt BNP i 1995 til nu over 28,5 pct. En sådan udvikling er ikke forenelig med en langsigtsholdbar finanspolitik.
Et andet element i en troværdig, langsigtet plan bør være at ophæve fastfrysningen af boligskatterne. Skattestoppets nominalprincip indebærer reelt løbende skattelettelser til boligejerne.
Det er paradoksalt, når der er brug for at styrke finansieringen af velfærdsstatens kerneydelser. En ophævelse af skattestoppet vil både forbedre de offentlige finanser og bidrage til at stabilisere økonomien i forbindelse med store konjunkturudsving. En højere arbejdstid vil også kunne bidrage til en bedre offentlig økonomi. Imidlertid er det vanskeligt at pege på konkrete instrumenter, der kan øge arbejdstiden.
