Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sanger(inde). I 2010 trak norske Susanne Sundfør sig fra en nomination som årets bedste kvindelige sanger ved Spellemann musikprisen.
Foto: LÆRKE POSSELT (arkiv)

Sanger(inde). I 2010 trak norske Susanne Sundfør sig fra en nomination som årets bedste kvindelige sanger ved Spellemann musikprisen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvor skal vi 'hen', når vi ikke længere er piger og drenge, du?

De skandinaviske feminister må finde ud af, hvad sejren skal bruges til.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når man er så heldig at bo i et traditionelt arbejderklassekvarter i Barcelona med ældgamle omgangsformer, kan den hidsigt rullende kønsdebat i Skandinavien nogle gange forekomme både villet og forceret.

Her i la Barceloneta titulerer man stadig hinanden som henholdsvis señora og señor på gaden, og mænd holder døren for deres kvinder i butikkerne.

Nede på den lokale plaça gynger og hopper pigerne på tegnede mænd på asfalten, mens drengene spiller bold.

Alt sammen i en respekt for forskellen på kønnene, der naturligvis ikke kan fjerne gyselige fakta, som at hustruvold stadig trives i Spanien.

Men på en god dag, hvor solen skinner i november, og der både er smil og spil mellem kønnenes repræsentanter i de snævre gader, kan man godt falde i staver over, hvad der forekommer livsvigtigt mod Nord.

Eller dele journalist John Tagliabues underspillede undren i en reportage fra børnehaven Nicolaigården i Stockholm i den amerikanske avis International Herald Tribune i går.

De 115 elever i børnehaven i Gamla Stan i Stockholm siger ikke hende eller ham (altså på svensk). De skal enten bruge hans eller hendes navn, sige ’ven’ eller ’hen’ – det nye svenske ord for det fælles- eller intetkøn, der er skudt ind over de gamle kønsgrænser.

Det siger næsten sig selv, at pigerne i Nicolaigården ikke ligefrem opmuntres til at lege med dukker eller boligindretning i små træhuse, mens drengene ikke får stukket hverken lego, en hammer eller en fodbold i hånden.

Ved at filme sig selv har personalet fundet af, at de behandlede flickor och pojkar forskelligt.

Piger blev for eksemplet trøstet længere og mere verbalt end drenge, hvis de havde slået sig og græd. Drengene blev typisk rejst op og sendt videre med et ’det går snart over’.

Det virker, som om selve kampen, selve hadet mod den maskuline arvesynd, er stærkere end at forholde sig fornuftigt til virkeligheden

Sådan skal det ikke være, og forældrene til poder i den svenske lilleskole håber, at drengene fremover vil udvikle et lige så godt sprog som pigerne modsat jævnaldrende elever uden samme fællestrøst.

Kritikere som matematikprofessor Tanja Bergkvist fra universitetet i Uppsala kalder ordningerne »hjernevask af 3-årige«.

Hun betragter hele molevitten som »kønsgalskab«.

Hvis hun har ret, er det ikke kun i børnehavealderen, galskaben trives.

I går meddelte kulturredaktør Martin Jönsson, at den store svenske avis Svenska Dagbladet ikke vil anmelde sangeren Chris Browns koncert i Stockholm på grund af hans dom for at have banket sin daværende kæreste, kollegaen Rihanna. En modbydelig handling.

Men fjolset er altså dømt ved retten for udåden, som Rihanna tilmed har tilgivet. Det gør man så ikke i Svenska Dagbladet, hvor man fremover kan få travlt med censuren.

Er der ikke også en svensk skuespiller eller to, som har haft lidt for løse næver, og en forfatter, som engang har kørt sprutkørsel?

Inden dette udvikler sig til en kampagne mod svenskerne, så lad os rette blikket mod Norge, men blive ved musikken. Den hædrer man i Norge hvert år med musikpriserne Spellemann-priserne.

Som i Danmark har man altid i Norge hædret for eksempel årets bedste kvindelige og mandlige sangerinde/sanger.

Da sangerinden Susanne Sundfør fik prisen i 2007, takkede hun ved hvast at indvende:

»Jeg er først og fremmest sanger, ikke først og fremmest kvinde«. I 2010 trak hun sig fra en nomination i samme kategori.

Oprøret fik konsekvenser. Næste gang årets Spellemann skal findes – 23. marts – bliver det uden kvindelige og mandlige kategorier.

Fair nok, men er der ikke forskel på kvindelige og mandlige sangere, ikke i kvalitet, selvfølgelig, men i udtryk?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jo, der er forskel på jentemusik og guttemusik, mener Joachim Lund, som i en kommentar i den norske avis Aftenposten advarer mod, at kønsudjævningen blot vil føre til flere priser til mænd, for:

»Menn velger menn, og når en kvinne først blir valgt, velger også hun menn«.

LÆS DEBAT

Et udsagn, der nok skal få automatstemplet ’mandschauvinist’ knaldet i panden på Joachim Lund. Selv om han hævder at have berettigelse for det i empirien.

For – i hvert fald set lidt på afstand – det virker, som om selve kampen, selve hadet mod den maskuline arvesynd, er stærkere end at forholde sig fornuftigt til virkeligheden og nutiden for de feminister, der jo har sejret massivt. I hvert fald i vore søsterlande.

Er det ikke, som om det enormt forudsigelige ved det møjsommeligt vedligeholdte raseri i en trist blanding af postfeminisme og politisk korrekthed overskygger de reelle problemer, den virkelige ulighed på for eksempel lønninger? Jeg synes det.

Hvad er det, feminismens moderne frontkæmpere vil have – manden ’hen’ til kastreringsmaskinen og tilbage til kommoden i en fremtid, hvor vi alle er ens?

Måske er det det, kønskampen trænger til at få afklaret, inden vi kan komme videre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden