Thea Sloth Jørgensen, gymnasieelev
Jeg kender godt pigerne på forreste række, der er anspændte og neglebidende, når karaktererne deles ud. For piger kommer til at tænke for meget over, at gennemsnittet er afgørende for ens muligheder fremover. Det føles som en lille knude i maven, der minder dig om, at du konstant skal yde dit allerbedste for din fremtids skyld. Og det er jo ikke så underligt. Vi får jo at vide, at vi skal igennem uddannelsessystemet i en fart. Jeg ved, at presset hos mange piger også sætter sig fysisk. De oplever søvnløshed, udmattelse og hjertebanken. Jeg har da også selv mærket det pres. Og jeg har stadig meget høje forventninger til mig selv, for jeg vil gerne have alle muligheder åbne. Men når det forventes, at vi skal have topkarakterer, at vi skal se seje ud, at vi skal være sociale og også skal vide, hvad vi vil studere efter gymnasiet, så kan det hele let kamme over. Drengene har lige fra børnehaven fået at vide, at de er seje, mens vi piger får at vide, at vi er dygtige. Så vi bliver indoktrineret med en ansvarsfølelse, og den sætter sig fast som et benhårdt ideal.
