Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Debat

Er vi ved at blive en politistat?

V har glemt princippet om, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Debat

Vi ser sager om ulovlige politiovergreb, der må opgives, fordi politiet ikke kan eller vil identificere sine egne, eller hvor sager aldrig bliver opklaret, fordi politiet ikke kan huske, hvem der gav ordren.

Var der tale om almindelige vidner, der nægtede at angive bagmænd eller tilbageholdt vigtige informationer, ville de formentlig blive truet med frihedsberøvelse, indtil de fik munden på gled, men ikke politiet.

Her er der tilsyneladende ingen sanktioner, selv om adfærden ind imellem minder om magtmisbrug – en forseelse, der normalt bliver set meget alvorligt på i et retssamfund. I Danmark kan det ligefrem føre til forfremmelse. Det vender vi tilbage til. Først et blik på en frisk sag.

For nylig bragte DR Dokumentar en rystende afsløring af en sag, der nær var endt med mange års fængsel til en sønderjysk hotelejer for brandstiftelse.

Politiefterforskerne mente at kunne fremlægge beviser for, at branden var påsat, selv om der ikke var skyggen af spor af brandbare væsker – heller ikke i de 19 prøver, der blev sendt til laboratoriet og altså ingen tekniske beviser til at bakke påstanden op.

Alligevel brugte politiet hele sin autoritet på at fastholde hotelejerens skyld i stedet for at lade tvivlen komme ham til gode.

Politiets brandtekniker, der ikke har nogen formel uddannelse, baserede udelukkende sin viden på tre linjer i et internt arbejdsnotat, Nordisk Brandmanual, som hævder, at brandbare væsker kan lave nedbrændinger i gulve, som man så et par steder i det nedbrændte hotel, men ifølge internationalt anerkende brandforskere er det en myte og lodret forkert.

Hotelejeren blev frifundet, fordi han og forsvareren fik rettens tilladelse til at indkalde en sagkyndig uden for politiets rækker, som er ekspert i brandfysik og branddynamik, og som kunne gennemhulle politiets teori.

Men der er endnu ikke taget skridt til en undersøgelse af politiet skandaløse og mangelfulde efterforskning, der kunne have ført til frihedsberøvelse af en uskyldig mand, selv om det langt fra er første gang, der bliver rejst tvivl om politiets efterforskning af brandsager.

Under klimatopmødet i 2009 blev en uskyldig flyttemand iført hvid heldragt og plastik strips og kørt rundt i Københavns gader i timevis, fordi politiet troede, at han var en efterlyst terrorist – yderligere tre flyttemænd og en 65-årig kvinde blev anholdt ved samme lejlighed.

De klagede efterfølgende over den noget hårdhændede behandling, men sagen blev opgivet, fordi det efter tre års efterforskning stadig ikke var lykkedes statsadvokaten at opklare, hvem, der sad bag i salatfadet sammen med de anholdte.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det burde eller være ret enkelt at finde ud af, mente bl.a. formanden for Københavns Politiforening, Claus Oxfeldt, men statsadvokaten for København og Bornholm, der dengang hed Lise-Lotte Nilas, smed håndklædet i ringen og lukkede sagen trods massiv kritik. Det var i 2012. Den mangelfulde efterforskning fik ingen konsekvenser for statsadvokaten. Tværtimod. Hun blev forfremmet.

Ytringsfriheden – og hermed retten til at demonstrere – er en af de bærende søjler et demokrati og en retsstat.

Det gjorde vi bl.a meget ud af at understrege under Muhammed-krisen for nogle år siden, men i juni 2012 blev borgere, der viftede med tibetanske flag under den kinesiske præsidents besøg, skubbet væk eller tilbageholdt af politiet.

En 58-årig mand blev ulovligt frihedsberøvet i over en time af syv betjente og beordret til at lægge sit flag på jorden, fordi der var ’demonstrationsforbud’ eller – kunne man næsten fristes til at skrive – indført kinesiske tilstande i Danmark. I hvert fald har jeg aldrig tidligere hørt om demonstrationsforbud i det danske demokrati.

For kort tid siden blev betjentene dømt for ulovlig tilbageholdelse af den 58-årige, men desværre blev vi ikke så meget klogere på, hvorfor borgere, der alle havde det tilfælles, at de bar et tibetansk flag, blev pillet ud af mængden.

Under retssagen fortalte vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen ganske vist, at PET inden besøget havde fortalt politiet, at kineserne ikke ønskede at tabe ansigt, og at man i Kina ikke var vant til at udtrykke sig som i Danmark. Ifølge Weekendavisen fremgik det også, at kineserne flere gange bad det danske politi om at fjerne tibetanske flag.

Men ifølge politiet var det blevet afvist. Ingen af de to betjente, der havde en del af ansvaret for statsbesøget kunne dog forklare, hvorfor man havde antastet seks borgere med tibetanske flag. Det havde nemlig vist sig at være uhyre vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at finde de pågældende betjente.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis vi mener noget med vores demokrati og princippet om, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist, så er vi nødt til at kræve tilbundsgående undersøgelser af sager som de ovennævnte, hvor uskyldige borgere kommer i klemme og om nødvendigt indlede sager mod de, der har misbrugt deres autoritet og magt.

Ellers risikerer vi at ende med et samfund, der minder mere om en politistat end et retssamfund.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden