Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Overfaldet: Mette Nexmann blev mødt af ligegyldighed fra sine omgivelser, da hun blev svinet til på en togtur.
Foto: Martin Lehmann

Overfaldet: Mette Nexmann blev mødt af ligegyldighed fra sine omgivelser, da hun blev svinet til på en togtur.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg blev verbalt overfaldet i metroen - men ingen hjalp mig

Jeg fatter virkelig ikke, hvorfor vi er så dårlige til at passe på hinanden herhjemme - vi er en nation af lurepassere.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var en sen torsdag eftermiddag i maj, stemningen i metroen gik fra fyraftenskuller til lethed.

Jeg havde cyklen med fra Fasanvej og skulle mod Ørestad. Det er en tur, som tager ca. 25 minutter, de første 10 befinder man sig i et gulnet halvmørke, indtil toget hæver sig op på en rampe og skyder ud i lyset ved Islands Brygge.

De tumlede ind i vognen på Christianshavn Station, tre teenagefyre, tynde på den jagede måde og i tarveligt oversizetøj. De to var danskere og den tredje arabisk, de havde alle det låste, stikkende blik, som skæve mennesker har. De to af dem sad foroverbøjet og nikkede halvsovende, den tredje, en helt bleg fyr med sjuskede tatoveringer, begyndte at tale ophidset. Først troede jeg, at han skændtes med luften foran sig, men det viste sig at være mig, der stod for skud.

Drengene sad en halv meter fra mig, den højrøstede tættest på.

Han lagde ud med at kommentere min herrecykel og spurgte, om den var min fars, men da jeg smilede tavst ned i gulvet, skete der et voldsomt skred. Han blev grov og hvæsede de mest sjofle, grænseoverskridende gloser, jeg nogensinde har fået smidt min vej. Det eskalerede på få minutter, og da vi nåede DR Byen, var jeg smurt ind i verbalt lort.

Teenageren gjorde ikke mine til at rejse sig, og hans venner forblev i dvale, mens han lænede sig frem mod mig og spyttede seksuelle udladninger ud. Jeg kunne ikke flytte mig, for så ville cyklen vælte, og jeg begyndte at svede. Famlede efter min iPhone i tasken, pludselig var den væk, mit Visa-kort faldt ud og landede på gulvet, så jeg var nødt til at bøje mig ned, samtidig med at jeg holdt cyklen i skak med strakt arm. Den positur fik idioten alt muligt ud af.

Det hele foregik på få minutter i strålende solskin – med en lysegrøn, sprød fælled bredt ud under os – men da jeg endelig kunne stå af, føltes det, som om der var gået en time i isolationscelle med en tidligt skadet hashpsykose.

Jeg baksede cyklen ud af metroen, og så skete det værste.

Jeg fik øje på mine andre medpassagerer i vognen. Fire fyre i starten af 30’erne med klirrende poser fra Irma og lækre solbriller, rockskæg, caps, american coleminer-outfit. De grinede åbenlyst – der sad 120 års sammenkogt manpower og morede sig, som om de så en hyggelig lille video på YouTube.

Det gik op for mig, at de havde siddet der hele tiden, og den lavmælte gnæggen i skægget slog mig fuldstændig ud. Jeg blev så hysterisk rasende. Jeg ved, at mange derude vil sige, at det er livsfarligt for mænd at blande sig i sådan et optrin. At de 30-årige risikerede en kniv i milten. Men det undskylder ikke deres grinen. De kunne sagtens have støttet mig moralsk. Bare have sendt mig et sigende, alvorligt blik på vej ud, så jeg i det mindste kunne få følelsen af at have normale mennesker i nærheden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stedet forlod jeg metroen med opfattelsen af at have befundet mig i en parallelverden, hvor jeg var usynlig og ikke kunne forvente nogen form for reaktion fra såkaldt ligesindede. Teenageren blev sekundær, han er jo et åbent sår, der bare ikke kan læges, og han mødte, ligesom mig, muren af ligegyldighed. De fire mænd signalerede til ham, at han var en torsdagsgimmick, en omgang slapstick, der gav ekstra krydderi på deres i forvejen ret fede dag.

Efterfølgende, når jeg har fortalt om episoden, har mange opfattet den som et bevis på overfladisk københavnerkultur – jf. ’hipsterne’, som ikke hjalp mig. Det er misforstået. Jeg beskriver, hvordan de så ud, for at vise, at de har deres på det tørre. De tilhører en generation, som er privilegeret, men vissen i rygraden, og den type findes i hele landet.

Jeg er selv en del af den gruppe. Vi er alle, kvinder som mænd, del af én stor, afvæbnende massesuggesion og er flasket op med, at du ikke træder frem i bussen – og du risikerer ikke en del af dig selv for andres skyld.

Nej, det er heller ikke janteloven! Det er et andet kulturelt viskelæder, som har fjernet de negative følelsesudbrud, det tordnende nej, der burde skriges ud i svovldampe, når noget forkert foregår for øjnene af dig. De fire mænd i metroen har fra barnsben lært, at der skal parlamenteres om alt, demokratiseres, synkroniseres, før man taler med store bogstaver, og når tv-værten Hans Pilgaard flegner over to piger, der behandler en hjemløs dårligt på Hovedbanegården, ses han som en sjælden fugl. Pilgaard får ros, men der smiles også lidt af hans, lad os bare sige det, sydlandske opførsel.

De flegmatiske, lade danskere er i mine øjne efterkommere af dem, der blev fornærmede i Dybbøl i 1864 og lukkede sig om sig selv. Preusserne huggede en ordentlig luns af vores underkrop, og i 150 år har vi nu krabbet os frem, først af trods, siden af den selvtilfredshed, der følger af velfærd i et lille land. Generation efter generation er opdraget til at holde igen og være påholdende med følelser. I det ’perfekte’ demokrati må du ikke fare frem og skrige som besat, vent en postgang. Ingen kan lurepasse som en dansker.

Det er hér, min frustration opstår – i 2014. Vi er dårlige til at passe på hinanden, fordi der ikke har været farlige rovdyr efter os siden tyskerne. Groft sagt. Vi aner ikke, hvad det vil sige at være forfulgte og rædselsslagne, så vi reagerer med … ingenting, når dyret pludselig snerrer af os og vores medmennesker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I græsk oldtidsfilosofi – og senere 1800-tallets lægevidenskab – blev flegmatikeren forbundet med kropsvæsker som slim og vand, og det var lige præcis de elementer, jeg følte mig omsluttet af, da en teenagedreng kaldte mig møgluder i metroen. Det hele foregik under vand, i en langsom drømmesekvens, hvor ingen bevægede sig ud af stedet. Jeg så de fire mænds ansigter som blævrende og udviskede. Ligeglade. Deres små, skæve smil sårede mig dybt, og jeg blev rigtig bange for første gang i mange år. Bange for krøllerne i mundvigene, ironien og morskaben på min bekostning.

Teenageren har jeg til gengæld glemt for længst. Så hvem er egentlig dyret her?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden