Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hensyn. Det er ikke altid motionsløbere og cyklister viser fuld respekt for hinanden når de mødes ved søerne. (arkivfoto)
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Hensyn. Det er ikke altid motionsløbere og cyklister viser fuld respekt for hinanden når de mødes ved søerne. (arkivfoto)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Tillykke med at du ødelagde min dag

Hvordan kan motionsløberes træning være vigtigere end færdslen og andre mennesker?

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ja, det er dig, jeg taler til. Dig, som i lørdags slog mig i fuldt dagslys på cykelstien ved Peblinge Sø. Måske slog du også andre end mig den dag, så for en sikkerheds skyld vil jeg opfriske din hukommelse.

Jeg kom cyklende på cykelstien iført rød jakke og hvid cykelhjelm. Imod mig kom du og en anden cyklist. Du kom løbende i min bane – ude i siden, bevares!

Men som du sikkert selv har lagt mærke til, er cykelstien ret smal. Hvis jeg skulle have kørt uden om dig, var jeg kørt frontalt ind i den modkørende cyklist.

Derfor holdt jeg min bane, men det kunne du selvfølgelig ikke vide, for du orienterede dig slet ikke. I stedet valgte du at slå mig så hårdt på min højre skulder, at den her tre dage efter stadig er øm.

Du fandt det også på sin plads at fyre en stribe skældsord af efter mig. Du vendte dig ikke om, da du løb videre, selv om jeg standsede op og ja, undskyld mit franske, råbte: »Hvad fanden laver du?«. Stadig med ryggen til og i fortsat løb slyngede du blot flere skældsord ud.

Efterfølgende var jeg rystet, frustreret og vred. Et par venlige mennesker spurgte, hvad der dog var sket. »Han slog mig«, svarede jeg med vantro i stemmen. Den ene sagde: »Der er ikke noget at gøre. Nogle af dem, som løber her ved Søerne, er syge i hovedet«, og illustrerende drejede hun sin finger mod tindingen.

Jeg cyklede videre for at nå en film, jeg skulle se i biografen. Da jeg bad om min billet, løb tårerne ned ad mine kinder. Fyren i billetlugen spurgte, hvad der dog var sket. Jeg forklarede, og han sagde: »Jamen, det må man da ikke. Det er jo vold«.

Vold! Ja, det var faktisk lige, hvad det var. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at jeg ved højlys dag skulle udsættes for vold af en motionsløber ved Søerne i København.

Hvordan kunne det dog gå til? Jeg gjorde faktisk ikke noget forkert. Jeg cyklede lige præcis på den cykelsti, som er tiltænkt cykler, og jeg kørte endda i den rigtige retning.

Siden har jeg haft lyst til at stille dig disse spørgsmål: Hvordan kan din træning blive så vigtig, at du synes, at den hæver dig over helt almindelige færdselsregler?

Hvordan kan din træning blive så vigtig, at du føler dig berettiget til at slå et menneske, du ikke engang kender?

Næste gang du har gennemført et eller andet løb, vil du så tænke, at det var volden værd?

Var jeg blot dråben, der fik bægeret til at flyde over? Var jeg nummer 100 den dag, som irriterede dig?

Hvad med de mennesker, du holder af? Vil det være o.k. med dig, at en anden løber giver dem et tilsvarende slag, hvis de kommer i vejen for ham?

Du er desværre ikke den eneste, som har forulempet mig ved Søerne i København. Første gang blev jeg dog kun truet ad og råbt efter, fordi en anden overtrænet, forsvedt mand i løbetøj med hvidt skum i mundvigene åbenbart også mente, jeg burde have valgt det frontale sammenstød med en modkørende frem for at holde min bane og tvinge ham ud i bevoksningen.

Jeg fik ikke anmeldt dig for vold, for den modkørende cyklist, som kunne have vidnet, var cyklet videre.

Du var også løbet, og hvis jeg var fulgt efter dig og havde konfronteret dig, var jeg vel i bedste fald blevet overdynget med flere skældsord og i værste fald med flere slag.

Det, der frustrerer mig mest, er ikke, at du slog mig. Det er, at du fik lov til at slippe af sted med det.

Jeg håber, at den næste, du forulemper, er en, som kan hamle op med dig. Så kan du få en straf for din vold, men forhåbentlig kan du også få noget hjælp til at lære at styre dit temperament og få redskaber til at dyrke din sport i sameksistens med dine medmennesker, uden at du behøver at gribe til vold.

Ja, du ødelagde min dag. Det skal jeg nok komme over, men jeg er bekymret for dig og de mennesker, du møder på din vej, og jeg er bekymret for den aggression der tilsyneladende er et stigende problem mellem mennesker i det offentlige rum.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden