Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Julemandens endeligt – adventskalender #2

Året er 2055. Kim er taget til det velhavende og topmoderne Grønland for at afskaffe julemanden. I andet afsnit af Kronikens adventskalender møder vi blandt andre Grønlands første præsident. Ho ho ho ...

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En uge er gået. Det, der skulle have været et kort ophold på nogle få dage, tegner nu til at blive af længere varighed. Først skulle minibaren tømmes, men hver gang den blev tømt, kom værelsespigen og fyldte den op igen. Dette sisyfosarbejde gik der nogle dage med.

Så vovede jeg mig udenfor.

Mennesket er muligvis begyndt at kolonisere planeterne i vores solsystem, men en paraply, der kan holde til det grønlandske klima, har man endnu ikke kunnet finde ud af at konstruere. Man bliver våd, når man går udenfor i Nuuk i julemåneden. Men det skyllede nogle af slaggerne fra minibaren væk og friskede mig lidt op.

Jeg ringede og skrev til Sørine Lyberth, Grønlands sidste landsstyreformand og første præsident, til hendes sekretariat, til hendes fanside, men uden resultat.

NUUK ER LIGE så meget en tilstand som et geografisk sted. Og denne tilstand er snarere fastmonteret i den tilrejsende end i stedet i sig selv. Man bringer stedet med sig, når man rejser dertil, eller forestillingen om stedet, minderne, ofte forvrænget af tiden, forventningerne, forhåbningerne, fordommene, skyldfølelsen.

Det er rejsens evige problem; man kan ikke rejse væk, for når man rejser, ankommer man til det, man forlod. Nissen rejser altid med, siger man jo. Men når man rejser til Grønland, rejser nissen ikke med. Han tager såmænd et tidligere fly og står og venter i lufthavnen. Og nissen er en kedsommelig fyr med verdens dårligste humor. Han fortæller de samme vittigheder, han har fortalt de sidste trehundrede år. Og når det er mig, der er hovedpersonen i hans vittigheder, er det ærligt talt svært at finde grinet frem.

Nogle dage efter min ankomst gik jeg altså ud i byen for at tage byen i besigtigelse og se, om jeg kunne finde noget, der havde været der, sidst jeg var i byen for fyrre år siden. Og sandelig! Herrnhuterstationen lå stadig på det såkaldte Tyskernæs ned til fjorden, en rødmalet træbygning, der ligner en gammel skolestue, hvilket også var en af bygningens funktioner, dengang herrnhuterne, med betydelig succes, missionerede i landet. I dag huser bygningen den grønlandske forsoningskommissions kontor. Jeg noterede mig, at jeg skulle forsøge at få et interview med den nuværende formand, Jørgen Fleischer.

JEG DVÆLEDE nogle minutter ved stranden, hvor store isklumper var skyllet op på stenene. Der er trods alt stadig is i Grønland, og hvor forgængelig is end er, ligner den stadig is for halvtreds år siden, og tusind år siden, da nordboerne levede i landet. Og hvis jeg ignorerede skoven af kommunikationsmaster ude i skærgården, de kæmpestore katamaranskibe, der ligesom svævede ind og ud af fjorden, og køen af tykmavede passagerfly, der lå som perler på en snor i indflyvningslinjen til lufthavnen, kunne jeg føle mig hensat til mine unge år i landet, eller endda drømme mig tilbage til kolonitiden.

Natur er trods alt natur, øer, hav, klipper er stort set uforanderlige, og menneskenes aktiviteter er ikke andet end skimmelsvamp, der skummer op og trækker sig tilbage i sekvenser, der, set med det store geologiske ur, kun er for minutter at regne.

Vejret var fugtigt, en våd havgus slog ind fra fjorden.

I det samme syntes jeg, at jeg så et glimt at noget ud af øjenkrogen, en rødklædt, langskækket skikkelse, der løb hen over fjeldkammen og forsvandt. Var det ikke? Jeg fulgte efter skikkelsen, og da jeg kom op på toppen, fik jeg øje på den nede i den næste dal. Jeg råbte efter ham: »Halløj der!«. Men manden vendte sig ikke om. Jeg gik tilbage mod centrum.

NOGLE AF højhusene i Nuuks centrum er overgroet af, nærmest pakket ind i, slyngplanter og ligner med den fugtige tåge drivende mellem facaderne en subtropisk regnskov. Dette planteliv er en følge af klimaforandringer, men de skaber også i sig selv en klimazone, en mild og ikke ubehagelig fugtighed, der folder sig om én, og som straks fordamper i svingdørenes effektive varmesluser, når man går ind i en bygning.

Trafikken er som alle andre steder i verden næsten lydløs. Førerløse biler hvisler af sted. Ved de store udfartsveje løftes de op af magnetiske skinnegange i to eller tre ottetalsformede etager over hinanden og krænger accelererende gennem kurverne mod de fire hovedveje ud af byen med hastigheder på op til to hundrede kilometer i timen. Set oppefra må det tage sig ud som en myretue på speed, men nede på gadeplan er der forunderligt stille.

Det var jo jul, og jeg valgte at tage et kig på det store indkøbscenter midt i byen, en slags paddehat med tyk ' stilk', hvor ' hatten' udgøres af en glaskuppel i ti etagers højde, hvis indre består af mere end hundrede forretninger, elevatorer, rulletrapper og et kolossalt atrium i midten, hvor man kan indtage sin frokost, mens man slipper børnene løs på legepladsen.

Oppe under kuplen udspillede der sig et krybbespil, som jeg måtte bøje nakken tilbage for at studere; stalden med Jesusbarnet, Maria, Josef, de tre vise mænd, fantastisk livagtigt og detaljeret, men selvfølgelig en illusion fremkaldt af virtuel teknologi. Jeg bestilte en portion suaasat, en ret bestående af sælkød, løg og ris, der er kogt sammen til en legeret suppe, Grønlands nationalret. Nogle ting forandrer sig aldrig.

FOR MIG VAR den grønlandske jul en frihed fra det danske juleræs. Man købte de gaver, der nu engang var på hylderne i butikken, pakkede dem ind, støvede plastikjuletræet af og lagde gaverne under det. Det var meget enkelt.

Nutidens grønlændere synes at have fået et lige så stresset forhold til julen som alle andre i den vestlige verden, i takt med at udbuddet af varer er blevet så meget større og informationsniveauet eksploderet, så afstanden til resten af verden stort set er elimineret. Man vil åbenbart have alt i Nuuk, og man kan også få alt i Nuuk, faktisk var udvalget større her end de fleste steder i Danmark, noterede jeg mig. Og de høje priser så ikke ud til at hæmme købelysten.

Jeg så børnefamilier komme slæbende med hele lastvognsladninger med monstrøse gaver. Mødre, der så udmattede ud, fædre, der så ud, som om de tænkte på det samme som mig, en drink, børn, der så hektiske og målrettede ud, på nippet til at briste i gråd. Jeg kan ikke sige, at det var et opløftende syn. Og har det så været det værd, tænkte jeg. Var det ikke trods alt bedre, dengang pengene var færre, men glæden større?

MENS JEG SAD og skrabede de sidste udkogte riskorn op fra bunden af min tallerken suaasat og nød den tunge mæthed fra måltidet, bippede min håndlog. Det var Lyberths sekretær. Søndag, skrev hun. Klokken tolv. Kom til tiden. Igen noget, der er vendt op og ned, tænkte jeg. En grønlænder, der beder en dansker om at overholde tiden. Så fik jeg et stik af skyldfølelse over at have tænkt tanken. Det måtte være alle de miniflasker. Jeg mindede mig selv om, at den slags vittigheder nok ikke ville være velkomne hos landets første grønlandske præsident.

- Hvordan er dit forhold til de af dine gamle modstandere i det danske Folketing, der stadig er i live, spørger jeg Sørine Lyberth.

Vi sidder på toppen af Hotel Arons høje, mørke søjle på femogfyrre etager, hvorfra der er udsigt over hele byen, og hvis tag er en af de utallige grønne haver, der udgør toppen af Nuuks slyngplantebegroede skyskrabere. Disse ' arktiske haver' udnytter overskudsvarmen fra huset under sig og er nogle steder udformet som små køkkenhaver, andre steder som hele botaniske haver og parker med vandrestier, der slynger sig mellem de eksotiske planter.

Nuuks glasoverbyggede tagterrasser er blevet verdensberømte og udgør en rekreativ zone for Nuuks indbyggere, der har fri adgang til dem fra gaden via udvendige elevatorer, hvis oscillerende opad-og nedadstigen især nu i mørketiden giver byen en drømmeagtig stemning.

Jeg sidder med fru Lyberth under en stor bregne, der synes at være importeret direkte fra for mange tusind år siden, da Grønlands klima var tempereret som Mellemeuropa i dag. Den tidligere landsstyreformand og præsident, der ikke lægger skjul på, at hun nærmer sig de halvfems, har status som en af den unge nations grundlæggere. Til trods for sin høje alder er hun dog på ingen måde svækket, og de inuitiske træk giver hende, sammen med en naturlig autoritet, en værdighed og særpræget skønhed, som mange europæiske kvinder i pensionsalderen nok misunder hende.

- Mit forhold til mine danske venner er udmærket, svarer fru Lyberth og smiler.

- Ikke noget gammelt nag? Hun ler.

- Danskerne er jo ikke et folkefærd, der går og bærer rundt på gammelt nag. Der ligner de os grønlændere. Vi har heller ingen lang hukommelse, hvad angår uenigheder. På den måde er vi de perfekte venner. Jeg mødtes faktisk med Helle (Thorning, dansk statsminister 2011-15, red.) for et par uger siden, og vi fik os en hyggelig sludder.

- Om gamle dage? - Nej, de gamle dage har vi slet ikke tid til at beskæftige os med. Det er nutiden, der gør krav på vores opmærksomhed, nu som før.

- Det må have været en fantastisk tid at leve i, dramaet med erklæringen af selvstændighed, al den ravage, det skabte internationalt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kan du fortælle lidt om det?

- Ja, der var meget rejseri og megen snakken i telefon, du ved, disse klodsede apparater, man havde dengang før håndloggens tid, der hele tiden skulle lades op via elnettet. Jeg kan huske, at jeg var nødt til at have tre telefoner tændt samtidig, så der i det mindste var én, der ikke var løbet tom for strøm. Og der var mange møder, både scheduled, hvad hedder det nu, planlagte, og uofficielle. Mens hele landet dansede og festede, sad jeg for det meste i et tomt mødelokale i FN-bygningen og snakkede i telefon, mens en sanitetsperson støvsugede rundt om mig.

- Danskerne var ikke glade, kan jeg forestille mig? - Nej, siger hun og ler en trillende latter.

Det kan man ikke ligefrem sige. Men de blev jo gode igen. Danskerne bliver altid gode igen.

- Jeg har hørt, at du ligefrem måtte ansætte en dørvagt for at holde danske politikere og embedsfolk på afstand? - Det husker jeg ikke noget om, siger fru Lyberth og smiler.

- Dødstrusler? - Åh, det er jo, hvad der følger med jobbet. Hvis man får dødstrusler, ved man, at man har fat i noget rigtigt.

- Men tilbage i Nuuk, hvor du havde godkendelsen af Grønland som selvstændig nation med i kufferten, blev du vel modtaget som en helt? - Ja, der var et par flag, mindes Lyberth beskedent.

- Danske eller grønlandske? - Begge dele faktisk.

- Du ser stadig danskerne som dine venner? - Absolut. Måske mere end nogensinde.

- Men skilsmissen var jo brutal, ikke? - Jo, men der er nu også noget forfriskende ved skilsmisser, siger Sørine Lyberth og ler. Jeg kender til flere fraskilte par, der er blevet bedstevenner med deres eksægtefæller.

- Men retorikken var hård, kan man se, når man læser de danske aviser fra dengang.

Og forsoningskommissionen, der jo blev nedsat kort før selvstændighedsdeklarationen, satte mange stærke følelser i gang omkring kolonitiden. Jeg har læst, at der endda var en dansk historiker, der hævdede, at der slet ikke havde været nogen kolonitid; det var et historisk falsum.

Det må have udløst både vrede og bitterhed, denne manglende anerkendelse af de historiske overgreb? - Hvilke overgreb, spørger fru Lyberth og smiler. Jo, sandt nok, dengang var der mange stærke følelser i omløb, og vi var faktisk bange for, at der skulle opstå voldelige optøjer mod danskerne, hvilket jo heldigvis ikke skete. Men det er alt sammen fortid nu.

- Ingen hard feelings? - No hard feelings, siger fru Lyberth og ler igen. Vi fik jo det, vi ville, vores selvstændighed.

NÅR MAN TÆNKER på, hvilket ry hun i sin tid fik for at være kompromisløs, manipulerende og benhård, nærmest den onde selv, af danske medier for fire årtier siden, da konflikten var på sit højeste, er Sørine Lyberth et overraskende blidt og humoristisk bekendtskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg fortæller hende, at jeg har svært ved helt at tro, at der slet ingen bitterhed er imod danskerne. - Måske ikke hos dig personligt, siger jeg, men hvad med grønlænderne generelt? - Jeg tror, du skal tage en snak med Jørgen Fleischer, siger hun. Den nuværende formand for forsoningskommissionen.

Han kan måske forklare dig noget om, hvad der er sket siden dengang.

- Men hvor er denne Fleishcer, spørger jeg. Jeg har ikke kunnet finde ham.

- Åh, du finder ham nok, siger hun gådefuldt.

Og hvis ikke, så finder han dig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden