Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På min sidste dag ville jeg alligevel ikke dø

Det var på et hængende hår, at livet fortsatte og ikke blev slukket af alkoholens overmagt. Tag med på den sidste dag med ødelæggende druk. #Autofiktion i Kroniken #Med med SELV i centrum

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

JEG VÅGNER på den sidste dag. Udmattet.

Med diffuse smerter. Solen skinner over Vesterbro. Hver morgen skal jeg komme i tanker om det forfra: Det er ikke tømmermænd.

Jeg er misbruger nu. Dybt alkoholiseret.

Fra alt til intet på mindre end to år. Nogle tror, at det tager længere tid at gå i hundene, men det er udelukkende et spørgsmål om, hvor meget man drikker.

»Godmorgen«, siger hun til mig. For sidste gang.

»Har du sovet godt?« Også for sidste gang.

DET ER af gammel vane. Jeg sover ikke længere. Det ved hun godt. Hun sover trods alt lige ved siden af mig, som ikke sover. Jeg har ikke sovet dybt og med drømme i over et halvt år. Dertil er mine nervetråde i hjernen alt for ødelagte.

Vi snakker om, hvor dejligt det er, at hun har sommerferie senere i dag. Jeg ved, det er godt. Jeg kan se alle de billeder, der hører med til ordet sommerferie.

De lange lyse nætter. Vandet. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til nu, som jeg ligger her i sengen: omtåget, udmattet og i et fast greb af smerter. Jeg ved til gengæld, at hvis jeg siger det til hende, så bliver hun ked af det. Og sådan forvandler vi hele tiden vores absurde virkelighed til ordinære hverdagsbilleder. Nok, fordi det trøster os.

På samme måde kysser jeg både hende og børnene farvel og ønsker dem en god dag med al min energi mobiliseret mod at fremkalde et smil og et ansigtsudtryk, der kan forsikre dem om, at det bliver en god dag.

Men det bliver det selvfølgelig ikke. Det er lang tid siden, mine dage har været gode, og det er endnu længere tid siden, jeg vidste noget om, hvordan jeg selv kunne være med til at gøre dem bedre. Således kommer denne dag, den sidste, til at forløbe meget tæt på den skabelon, der har ligget ned over alle mine dage de sidste par år.

JEG INDTAGER dagens første, som også er det sidste måltid: en halv nektarin, fire tyrkiske pebre, som jeg knaser - alle på en gang - så de eksploderer og svagt påvirker mine ødelagte smagsløg. Dertil svælger jeg en kvart flaske vodka. Direkte fra flasken. Smagen er fuldstændig uden for rækkevidde. Lidt lim, lidt lak. Det smager kun af det, det er: gift. Ikke som noget, den menneskelige organisme skal udsættes for.

Jeg har hærdet min hårdt. Så hårdt, at den ikke længere kan undvære det kemiske chok. Alligevel er der mere stædige dele af min krop, der ikke bare overgiver sig. Min mave vil ikke tage imod. Straks efter vodkaen rammer mavesækken, springer sveden frem på min krop, mens kramper forsøger at støde indholdet af maven op igen.

Sådan går det til, at jeg morgen efter morgen starter dagen med at stå foroverbøjet over vasken, mens jeg kaster ingenting op og konstaterer at anstrengelserne har resulteret i næseblod, der nu blander sig med slimet i vasken. Det røde blod og den gule galde.

Jeg genkender ikke meget af det, jeg ser i spejlet. De blodsprængte øjne, som jeg ellers var begyndt at vænne mig til, har fået et meget tydeligt gult skær over sig de sidste par uger. Det samme har min hud. Solgul er ikke længere en glad farve. Men nu udelukkende billedet på syge organer, der har givet op og pulser gift rundt i min krop. Jeg har ikke reageret på det. Jeg ved jo, at det er min egen skyld. At man ikke slipper levende fra det, jeg har gjort. Og det er jeg kommet overens med.

DYBEST SET tænker jeg, at folk som mig ikke fortjener hjælp. Det er jo ikke, fordi der ikke er mange, der har rakt hånden ud. Jeg har bare altid undskyldt mig med, at de ikke lige gjorde det på den rigtige måde eller på det rigtige tidspunkt. En krukket misbruger.

I virkeligheden har jeg arbejdet både flittigt og målrettet frem mod min egen undergang, og det skammer jeg mig over nu. Over, at jeg ikke er levedygtig. Så i dag som alle de andre dage i denne sommer, der indtil videre er nået til 6. juli, gemmer jeg mig fra alle de blikke, der udmærket godt kan regne ud, hvad jeg er for en. En ussel egoistisk nar, der gerne ville have én fra hver hylde, ikke kunne modstå presset og tog et ualmindeligt langt frikvarter med vodka som den eneste kammerat.

Så er der tårerne fra den sentimentale og selvmedlidende gråd, der ikke har kraft nok til at slippe mine tørre læber.

Endeløsheden, der blandes med magtesløsheden.

Bagefter kommer overvindelsen.

Alkoholikerens eneste våben. Beslutsomheden.

Stoffet, der skal indtages med nøjagtige intervaller uanset smerten og ubehaget.

JEG TVINGER mere vodka i mig, for det er nødt til at være der. Inden i mig. Ellers kan jeg ikke engang overleve, til de kommer hjem igen. Jeg døser hen til lyden af gaden med hovedet fuld af tanker om alt det, jeg skal, når jeg får energien tilbage.

Et kort lykkeligt øjeblik lige op til sommerferien.

Det forløber, som det skal. Jeg magter i en kort stund at være til stede sammen med mine børn. Der er ' Disney Sjov' og fredagsslik. Der er så absurde realiteter blandet op med kærlighed.

Der er sofahjørner, vi putter os dybt ind i, varme pander, der bliver kysset let, mens smil blandes over de små hoveder.

Jeg tror, at hvis man kiggede på os fra lejligheden på den anden side af gaden et kort øjeblik mellem to blink, så ville man ikke kunne se forskellen på os og en hvilken som helst anden familie. Selv ikke på den sidste aften.

Natten er lang og besværlig og måske alligevel knap nok gået i gang, da jeg rækker ud efter vandflasken på natbordet.

Jeg griber. Og griber. Sigter og griber. Forgæves.

»Skat?«, famler mine ord ud i mørket, som aldrig er mørkt, fordi vi bor i byen, men føles mørkt lige nu.

»Jeg kan ikke få fat i vandflasken!« »Hvad mener du?« »Der er et eller andet galt, jeg kan ikke få fat i vandflasken«. Hun tænder lyset med et let irriteret suk.

»Der er ingen vandflaske!« Min bevidsthed forsvinder kort. Jeg vågner ved mit eget skrig. Noget trækker imig. Noget trækker mig langt væk fra det liv, jeg kender.

»Jeg er bange!« JEG VÆKKER hende igen og endelig, efter flere ugers forgæves forsøg får hun lov at reagere på de gule øjne, de mange smerter, den svage bevidsthed og appetitløsheden.

Endelig får hun lov til at ringe til lægen. I et alt for sent forsøg på at redde mig selv, har jeg overgivet mig. Her på min sidste dag, viser det sig, at jeg alligevel ikke har lyst til at dø.

Når jeg i løbet af de sidste par uger er blevet konfronteret med, at hun meget gerne ville have mig til lægen, så har mit eneste svar været: »Hvis du ringer til lægen, så stikker jeg af, og så ser du mig aldrig igen«.

ENDELIG ER JEG ude af hendes hænder, og hun kan se på mig med andet end afmagt.

Hun kan se på mig med kærlighed.

I sidste øjeblik.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg fornemmer børnene blive båret sovende ud af lejligheden, stadig med deres dyner og over de tunge sommervarme kroppe. Jeg ser dem uden at se dem. For sidste gang.

Vagtlægen kigger på mig fra et hjørne i lejligheden. På min hudfarve, på min slaphed kan han se, at der kun er en vej for mig. Han behøver ikke at komme tættere på.

Bagefter lægger hun sig ved siden af mig i sengen, hun hvisker stille til mig, mens hun stryger mig over håret. Hun elsker mig. Jeg fatter ikke hvorfor. Jeg undskylder det med sommerferien. At det bliver sådan en rodet start på den. Det var virkelig ikke meningen. Nej, selvfølgelig var det ikke meningen. Ikke noget af det.

Det skete bare. Fordi jeg havde svært ved at skille tingene ad og sove om natten. Jeg fandt en løsning, og løsningen blev også slutningen.

Jeg ville ønske, at hun kunne holde om mig, holde mig oppe, holde mig fast. Men mine nervetråde er jo gået i stykker. Hver berøring, ligegyldig hvor let og følsomt afstemt, tænder små bål og brænder sig dybt ind i mit kød. Så jeg må bare ligge her. Uafgrænset, i frit fald, i opløsning og den absolutte ensomhed og håbe på, at jeg rammer bunden nænsomt.

Vi venter bare nu. Og imens vi gør det, smører hun en madpakke. Og jeg tænker kort, at sådan en skal man vel også bruge i evigheden. Der virker som meget lang tid.

DE FÅR MIG på benene. Mine fødder flytter sig. Ned ad svalegangen. Sidste gang.

Mine bukser bliver ved med at falde ned, jeg ser mit eget forfald rammet passende ind af indre Vesterbros beskidte sten og perverse budskaber. Og på denne uendelige rejse hen til ambulancen fortryder jeg det hele.

Hvert eneste af de foregående skridt, jeg har taget, fra jeg lærte at gå og indtil nu. De var forkerte. I bedste fald nyttesløse, i sidste ende fatale. Fortrydelsen kommer en lille smule sent, kan man måske mene.

Jeg husker ikke mit personnummer, jeg er ikke sikker på, at jeg har et. Mine børns alder? Det kunne være hvilke som helst tal i rækken. Så spørger de, om jeg ved, hvor jeg er, og jeg gætter på Costa Rica.

Men med det tiltagende kaos af kanyler, tuber, der skal ned i min hals for at kvæle det sidste liv ud af mig, fortryder jeg, at jeg ikke gættede på Helvede.

Hjernen er fyldt med væske. Lungerne belagt med betændelse, der gør det umuligt for dem at gennemføre en vejrtrækning.

Lyset er skarpt. De flår i mine lemmer, som om de forsøger at trække dem fra min krop. Jeg kalder hele tiden på hende, selv om hun sidder lige ved siden af.

Virkeligheden bider sig for alvor fast her på kanten til det, som ingen af os ved, hvad er, før vi står der. Mit hjerte hamrer panisk i et sidste forsøg på at få mit liv, det, jeg allerede har levet, til at give mening.

Jeg kan høre børnene. Jeg ser dem som på fotografier, jeg selv har taget for mindre end en uge side. De er her for at sige farvel, men det ved jeg ikke. Min elskede siger til mig: »Når vi kommer hjem herfra, så skal vi giftes«. Jeg svarer hende ikke, for jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvem hun er, eller om hun egentlig vil mig noget godt. Jeg er alene nu.

»Du må ikke forlade mig. Ikke endnu.

Det er dig, der ved det hele. Du lovede mig, at vi skulle være sammen altid.« Jeg har altid været dum til at love alt for meget og har altid trukket et spor af skuffelse efter mig. Dette er det dybeste.

Og det sidste.

Jeg tænker hele tiden på at tage hjem igen. På at bede dem om at udskrive mig.

Jeg tænker, at hvis jeg ikke havde rakt ud efter den vandflaske og var blevet så forskrækket, så kunne vi måske bare have sovet det sidste af en lidt besværlig fredag væk og være vågnet op til en lidt bedre lørdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Leveren er holdt op med at virke. Nyrerne er stoppet. 36 år holdt de. Mine lunger hiver vedholdende efter ingenting.

Ingenting at holde fast i, og så stopper de.

Og så stopper jeg.

14 DAGE gik der, før jeg igen trak mit vejr selv, åbnede øjnene og genså de mennesker, der havde våget ved min seng, imens de stille og roligt havde forberedt sig på både begravelse og hjernedød.

Yderligere 4 uger gik der, før jeg blev rullet ud af hospitalet, stadig ude af stand til at gå på mine egne ben, men i sikker forvisning om, at det nok skulle vende tilbage sammen med alle de andre evner, jeg havde mistet, i takt med at mit misbrug var blevet tungere. Min nye virkelighed var et liv uden filter. Aldrig igen måtte jeg drikke noget stærkere end æblejuice. For lægernes budskab til mig var meget tydeligt: Du har været heldig. Du har fået en chance til, men den kan nemt smides væk.

Indimellem er det en time til timekamp at bevare den så svært opnåelige sindsro, andre dage er det nemt for mig at glæde mig over den utrolige frihed, det giver, at kunne planlægge dagen uden at skulle medregne de nødvendige shots.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden