Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sandhed. Jeg har brug for fakta, ikke rygter og teorier, skriver tidl. overkonstabel Jimmy Solgaard i forbindelse med regeringens ønske om at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Arkivfoto. Basra, Irak.
Foto: PETER HOVE OLESEN

Sandhed. Jeg har brug for fakta, ikke rygter og teorier, skriver tidl. overkonstabel Jimmy Solgaard i forbindelse med regeringens ønske om at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Arkivfoto. Basra, Irak.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Magteliten snyder os for sandheden om krigen

Signalet i at vende hver en sten i Irak- og Afghanistankommissionen er vigtigt for os, der var udsendt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Regeringen vil nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Det efterlader endnu flere spørgsmål: Hvorfor skal den lukkes? Skal jeg som veteran blive ved med at svare på folks krigsteorier, eller vil politikerne hjælpe? Er politikerne bange eller ligeglade?

Det forarger især venstrefløjen, at mikrofonerne nu ser ud til aldrig at blive tændt i afhøringslokalet i Søborg, fordi kommissionen skal nedlægges. Imens føler de borgerlige, at de har sagt, hvad der skal siges: Den nye Venstre-regering finder »at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen (...) er tilstrækkeligt belyst«, står der i regeringsgrundlaget.

Vi får dermed heller ikke svar på, om Danmark overholdt de folkeretlige forpligtelser, når personer blev tilbageholdt i Irak og Afghanistan – og de andre spørgsmål, der var lagt op til.

Jeg var udsendt til Helmand som kampsoldat i 2008, og de sidste fire år har jeg som journalist beskæftiget mig med Danmarks krige. Jeg hører så mange konspirationsteorier, når jeg rejser rundt og holder foredrag om de udsendte soldaters oplevelser. Og jeg har af og til brugt argumentet: Men der er jo nedsat en kommission, alle sten bliver vendt. Hvad skal jeg nu sige til dem?

Der er mange fantasier i spil om Irak og Afghanistan. Det gør nyheden om, at regeringen vil nedlægge kommissionen, endnu besværligere at håndtere for mig.

For uanset hvilke svar juristerne havde kunnet trække ud af politikerne, vil der altid være en kløft mellem forventningerne til det, vi har lavet i krigene, og de krav, der kan stilles. Det er besværligt at reflektere over situationer, hvor alle beslutninger blev taget på få sekunder.

LÆS DEBAT

Tag spørgsmålet om tilbageholdte personer i Irak og Afghanistan, som kommissionen skulle granske i.

Selv om jeg har venner, der har været i Irak, forstår jeg sjældent, hvad de har oplevet. Jeg har været i Afghanistan, ikke Irak. Det var en helt anden krig, og hvis ikke man har været der, skal man være varsom med at dømme en soldat på hans fuldskæg.

Her er et eksempel: I 2007 var danske soldater udsat for et baghold i byen Al Hartha, Irak. De blev omringet af 100-150 oprørere. Alt var kaos.

De, der skulle redde dem ud af huset – en anden deling danske kampsoldater – kørte på en vejsidebombe, som rev en pansret mandskabsvogn i stykker, sprængte benene af to danske soldater og forbrændte en tolk i ansigtet. Soldaterne i huset hørte braget. De vidste med det samme, at nu var hjælpen langt væk.

Espeholt sad inde i huset ved siden af sin gode ven Nøbbe og forsøgte at holde ham vågen. Nøbbe var blevet skudt ved kravebenet, og den 21-årige mand åndede ud på et gulv en lille time efter. Nøbbes sidste sætning var: »Nu dør jeg«.

Var det ikke netop demokratiet og retten til at være et frit menneske uden terrorfrygt og dæmoniske ledere, vi kæmpede for?

Pludselig kom en iraker ind i huset til danskerne. Mirakuløst holdt ildkampen op. Han havde et tilbud til danskerne, sagde han, for han kendte oprørerne, der skød. Irakeren ville gerne give danskerne 1.000 meters ingenmandsland med våbenhvile. Så kunne de komme ud, væk, hjem. Men aftalen var, at danskerne aldrig måtte vise sig i Al Hartha igen.

Danskerne tilbageholdt irakeren i huset, og på den måde skaffede de sig tid nok til, at de britiske kampvogne kunne skyde sig vej gennem slumbyen og hente danskerne ud – både de levende, sårede og den døde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske ville jurister i en kommission ikke have evnerne til at vurdere, om den iraker blev tilbageholdt efter reglerne i 2007. Men jeg så kommissionen som en kærkommen mulighed for at blive ved med at snakke om Irak og Afghanistan.

Det kan godt være, at det er symbolpolitik at holde kommissionen åben. Det kan godt være, at den ikke ville finde frem til noget væsentligt. Men den slags røgsignaler er rigtig mange penge værd, synes jeg. Var det ikke netop demokratiet og retten til at være et frit menneske uden terrorfrygt og dæmoniske ledere, vi kæmpede for? »Et liv i frihed, fred og fremgang«, sagde Anders Fogh Rasmussen, da han var statsminister.

Vi forsøgte at slå en døren ind til et rum, hvor flere mennesker kunne få mulighed for at skælde offentligt ud på politikerne uden frygt for blodige konsekvenser. Præcis som jeg gør nu. Men nu lukker magteliten så den samme dør. Det sætter ild til venstrefløjens fikse ideer om, at de to krige aldrig handlede om Irak og Afghanistan, men om penge, magt, olie og et job i Nato.

Nu er det kun veteranerne, der siger den slags teorier imod. Hvis vi orker og stadig tror på noget andet.

Vi skal nok tage vagten, indtil politikerne får nølet sig ud på den rigtige side af demokratiet. Jeg har brug for fakta, ikke rygter og teorier

I går kom det frem på forsiden af denne avis, at Anders Fogh Rasmussen drøftede en invasion af Irak med den amerikanske regering et år før krigen. Betyder det, at Fogh var ligeglad med fårene i Folketinget? Eller betyder det, at han afstemte forventninger med en politisk allieret om Danmarks rolle i en eventuel krig? Det første er problematisk. Det andet er vel almindelig politik. Hvad skal et dansk statsoverhoved ellers i Washington?

Men vi har fået et plaster, vi veteraner. Sammen med nedlæggelsen af kommissionen fortæller regeringen, at den vil bruge pengene på veteranerne, de syge og sårede. Det klinger hult i mit hoved.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Siden 2012 har Irak- og Afghanistankommissionen brugt 14.367.579 kroner. Hvad er der så egentlig tilbage til de veteraner, der tumler med skavanker? For man kan jo ikke bruge pengene to gange, har jeg engang hørt Lars Løkke sige.

Men jeg kender lokalerne, hvor kommissionen skulle have afhørt alle de vigtige personer. Den ligger på Fremtidsvej i Søborg. Der er et tekøkken, døren kan låses, og de har sågar træer i nærheden. Jeg kender også et par veteraner, der kæmper med at betale husleje, og hvis det er sådan, at kommissionen har betalt for lokalerne, men nu ikke skal bruge dem, så kunne man med en hurtig ordre godt lade et par plagede krigere sove under advokaternes tomme borde. Vi skal nok tage vagten, indtil politikerne får nølet sig ud på den rigtige side af demokratiet.

Jeg har brug for fakta, ikke rygter og teorier.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden