Regeringen vil nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Det efterlader endnu flere spørgsmål: Hvorfor skal den lukkes? Skal jeg som veteran blive ved med at svare på folks krigsteorier, eller vil politikerne hjælpe? Er politikerne bange eller ligeglade?
Det forarger især venstrefløjen, at mikrofonerne nu ser ud til aldrig at blive tændt i afhøringslokalet i Søborg, fordi kommissionen skal nedlægges. Imens føler de borgerlige, at de har sagt, hvad der skal siges: Den nye Venstre-regering finder »at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen (...) er tilstrækkeligt belyst«, står der i regeringsgrundlaget.
Vi får dermed heller ikke svar på, om Danmark overholdt de folkeretlige forpligtelser, når personer blev tilbageholdt i Irak og Afghanistan – og de andre spørgsmål, der var lagt op til.
Jeg var udsendt til Helmand som kampsoldat i 2008, og de sidste fire år har jeg som journalist beskæftiget mig med Danmarks krige. Jeg hører så mange konspirationsteorier, når jeg rejser rundt og holder foredrag om de udsendte soldaters oplevelser. Og jeg har af og til brugt argumentet: Men der er jo nedsat en kommission, alle sten bliver vendt. Hvad skal jeg nu sige til dem?
Der er mange fantasier i spil om Irak og Afghanistan. Det gør nyheden om, at regeringen vil nedlægge kommissionen, endnu besværligere at håndtere for mig.
For uanset hvilke svar juristerne havde kunnet trække ud af politikerne, vil der altid være en kløft mellem forventningerne til det, vi har lavet i krigene, og de krav, der kan stilles. Det er besværligt at reflektere over situationer, hvor alle beslutninger blev taget på få sekunder.
LÆS DEBAT
Tag spørgsmålet om tilbageholdte personer i Irak og Afghanistan, som kommissionen skulle granske i.
Selv om jeg har venner, der har været i Irak, forstår jeg sjældent, hvad de har oplevet. Jeg har været i Afghanistan, ikke Irak. Det var en helt anden krig, og hvis ikke man har været der, skal man være varsom med at dømme en soldat på hans fuldskæg.
Her er et eksempel: I 2007 var danske soldater udsat for et baghold i byen Al Hartha, Irak. De blev omringet af 100-150 oprørere. Alt var kaos.
De, der skulle redde dem ud af huset – en anden deling danske kampsoldater – kørte på en vejsidebombe, som rev en pansret mandskabsvogn i stykker, sprængte benene af to danske soldater og forbrændte en tolk i ansigtet. Soldaterne i huset hørte braget. De vidste med det samme, at nu var hjælpen langt væk.
Espeholt sad inde i huset ved siden af sin gode ven Nøbbe og forsøgte at holde ham vågen. Nøbbe var blevet skudt ved kravebenet, og den 21-årige mand åndede ud på et gulv en lille time efter. Nøbbes sidste sætning var: »Nu dør jeg«.
Var det ikke netop demokratiet og retten til at være et frit menneske uden terrorfrygt og dæmoniske ledere, vi kæmpede for?
Jimmy Solgaard
Pludselig kom en iraker ind i huset til danskerne. Mirakuløst holdt ildkampen op. Han havde et tilbud til danskerne, sagde han, for han kendte oprørerne, der skød. Irakeren ville gerne give danskerne 1.000 meters ingenmandsland med våbenhvile. Så kunne de komme ud, væk, hjem. Men aftalen var, at danskerne aldrig måtte vise sig i Al Hartha igen.
Danskerne tilbageholdt irakeren i huset, og på den måde skaffede de sig tid nok til, at de britiske kampvogne kunne skyde sig vej gennem slumbyen og hente danskerne ud – både de levende, sårede og den døde.
Skriv kommentar