Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi piger er altså ikke de små skrøbelige væsner, som vi hele tiden bliver gjort til

Hvorfor har vi i så høj grad behov for at påpege pigernes psykiske problemer?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi har et problem. Det hedder 12-tals pigerne, og de knækker sammen på stribe. For når deres omhyggeligt opbyggede facade af perfekthed krakelerer, falder de sammen og lander med et stort brag i angstens og depressionens dybe afgrund, og en psykolog må kaldes hid for at samle dem op og stykke dem sammen.

På nettet kan du finde artikler som ’Seks råd til forældre med 12-tals piger’ og ’Når de perfekte piger krakelerer’. Ligesom dokumentaren ’De perfekte piger’ sendes i primetime, hvor den neglebidende spænding bygges op om det uundgåelige sammenbrud, som de tre piger, dokumentaren følger, selvfølgelig snart må opleve.

Men hvis vi lige trykker på pauseknappen engang, kan du så også se det?

Den strukturelle og traditionelle kønsstereotypisering?

For hvorfor handler det her kun om piger?

Vi forventer piger som de her små, skrøbelige væsner, der endelig ikke må fylde for meget, og som skal behandles nænsomt, hvis ikke vi skal gå i stykker

I medierne bliver drenge med høje gennemsnit omtalt som superstudenter, mens pigerne omtales som 12-tals piger eller perfekte piger og dette med en slet skjult sarkasme. For budskabet er jo, at det er vi netop ikke. Vi er overambitiøse stille eksistenser, der prøver at dække over et kæmpe hul i vores selvværd.

Piger med høje gennemsnit kædes sammen med lavt selvværd, spiseforstyrrelser, stress, depression og angst. Vi patologiseres og stemples som stakler, der skal hjælpes. Vores høje gennemsnit afspejler ikke nysgerrighed eller generel interesse for verden og de fag, vi har; det må selvfølgelig skyldes, at vi kæmper med noget i os selv. Som et af rådene til forældre med 12-tals piger lyder: Spørg din datter om, hvorfor det er så vigtigt for hende at få gode karakterer.

Men hvorfor er problematikken kun møntet på piger? Kunne det ikke tænkes, at øget forventningspres og konkurrence internt blandt eleverne grundet høje karakterkrav på videregående uddannelser og eksternt mellem landene grundet globaliseringen har betydning for alle elever og altså både piger og drenge?

LÆS DEBAT

En SFI-rapport fra 2014 konkluderer, at børn og unges mentale helbred i disse år bliver dårligere og dårligere. Men som Politiken selv skriver (12.1.), vælger piger og drenge forskellige veje i forhold til at takle problemerne: Typisk vælger langt de fleste piger med psykiske problemer at gå til psykolog, mens rigtig mange drenge ryger hash for at tage toppen af en problemfyldt hverdag.

Så måske er det på tide, vi spørger os selv, hvorfor vi i så høj grad har behov for at påpege pigernes psykiske problemer? Og om det kunne tænkes, at det er mindre legitimt for drenge at gå til psykolog, således at de i stedet tyr til hash?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en sætning, jeg ofte hører: ’De stille piger og de vilde drenge’. Vi forventer piger som de her små, skrøbelige væsner, der endelig ikke må fylde for meget, og som skal behandles nænsomt, hvis ikke vi skal gå i stykker. Klarer vi os virkelig godt, må der være noget galt; det må være, fordi vi prøver at kompensere for noget. Fyre derimod forventes at være de her vilde, modige og nysgerrige typer. Når de klarer sig godt, er det bare selvfølgeligt, og skulle de ikke klare sig, må det skyldes, at deres vildskab ikke kan tæmmes i den feminiserede skole.

LÆS PER MICHAEL JESPERSEN

Måske får vi netop, hvad vi forventer; måske er det en selvopfyldende profeti.

For jeg var en af de ambitiøse piger, og jeg har aldrig følt mig syg eller på sammenbruddets rand. Men hold op, hvor jeg følte netop de ting, da jeg sad ved bordet hos studievejlederen sammen med fem andre ambitiøse piger og skulle lave øvelser, som om jeg var klient hos en psykolog. Hvorfor var det kun de ambitiøse piger i min gymnasieklasse, der skulle til studievejleder? Hvorfor ikke også de ambitiøse drenge? Hvorfor ikke bare de ambitiøse elever?

Lad os nu droppe tanken om, at psykiske problemer grundet forventningspres er kønsbestemt.

Vi piger er altså ikke de små skrøbelige væsner, som vi hele tiden bliver gjort til. Ligesom fyre ikke nødvendigvis altid er store og stærke; de har også nogle gange brug for hjælp.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden