Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi ofrer værdien af øjeblikket, vi veksler trygheden i sikkerhed til trygheden i fremdrift, og vi risikerer en total form for ansvarsindividualisering, hvor vi er i stand til at lave alting om. Lad os sige stop. Kilde: politiken.tv / Tilrettelæggelse: Johannes Skov Andersen / Producer: Henrik Haupt

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi har glemt glæden ved det uforanderlige

Forandringsfascinationen skyller ind over os og stiller krav om, at vi hele tiden er i bevægelse mod nye mål. Imens glemmer vi, at nuet og trygheden har værdi i sig selv.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Min far og mor har været gift i mere end 30 år. De bor i et rækkehus, hvor jeg havde mit værelse i de første 20 år af mit liv, og hvor jeg endnu overnatter, når jeg af og til kommer på besøg.

Far er for nylig gået på pension, men arbejdede indtil da på den institution for udviklingshæmmede, hvor han startede som elev i efteråret 1973. Han udgør stadig en tredjedel af en lille tipsklub, hvor han sammen med to klassekammerater fra folkeskoletiden spiller et system med 108 rækker hver lørdag.

Min mor er lærer på den folkeskole, hvor jeg også selv gik i 10 år.

De nøgne fakta peger på en mentalitet, som jeg i løbet af min barndom og ungdom lærte at holde af, og som jeg endnu bærer i mig: Ideen om, at stabilitet, tryghed og langsigtethed er med til at skabe fundamentet for et godt liv.

Der er ingen dyb fjendtlighed over for forandringer i livet gemt heri – snarere en forestilling om, at livets løbende foranderlighed må udfolde sig omkring nogle mindre foranderlige strukturer. At der så at sige må være nogle uforanderlige forudsætninger for livets foranderlighed.

Det er imidlertid en mentalitet, som er på stærk kollisionskurs med det, der ser ud til at være tidsånden. Skilsmisseraten er fortsat støt stigende, arbejdslivet præges af stadig hyppigere jobskift, venskaber er flydende og kan indgås og ophæves med enkelte klik på de sociale medier, og tidens videst citerede sociologiske samtidsdiagnoser viser nogenlunde samstemmende, hvordan tidligere tiders idealer om stabilitet og tryghed i dag har måttet vige pladsen for samtidens hyldede plusord om fleksibilitet, omstillingsparathed og aldrig sluttende selvudvikling.

Ideen om, at stabilitet, tryghed og langsigtethed er med til at skabe fundamentet for et godt liv

Vi er trådt ind i det, den tyske sociolog Hartmut Rosa rammende beskriver som højhastighedssamfundet. Her er stabilitet og tryghed yt, foranderlighed og fremdrift er in.

I overgangen fra ung til voksen har jeg ikke så sjældent oplevet en omverden, der har reageret på mit iboende behov for noget uforanderligt med psykoterapeutens bekymrede omsorg: Det betragtes som et belastende behov, for det uforanderlige er som jernkugler hægtet om anklen, der slæber sig efter dig, binder dig til din comfort zone og hindrer din videre færd fremad.

Det er imidlertid relevant at reflektere over, hvad der egentlig går tabt, når bølger af forandringsfascination skyller ind over os. Herfra hvor jeg står, kan jeg især få øje på tre ofre.

Det første offer er værdien af nuet, forstået som det at være i noget, fordi det har værdi i sig selv. Når foranderlighed og fremdrift er den højere målsætning, må det, man gør lige nu, konstant retfærdiggøres instrumentelt – ikke som noget, der har en værdi i sig selv, men som noget, der er værdifuldt, fordi det som et instrument åbner døre og hjælper dig fremad.

Studerende støder konstant på denne logik: Et godt studiejob er ikke et job, man er glad for, men ét, der udvider netværket og udvikler relevante kompetencer, som man kan endorses for på LinkedIn. Frivilligt arbejde, gerne hos en ngo, er godt, fordi det ser godt ud på cv’et, hvor det viser, at du gør noget for andre uden nogen forventning om at få noget igen(!). Gode karakterer er mindre et selvværdsstyrkende tegn på faglig integritet og mere et adgangspas til udvalgte veje frem.

Og så fremdeles.

Det næste offer for forandringsfascinationen er trygheden. Det er et centralt særkende for samtiden, at forandringer ikke udbydes som et supplement til, men snarere som en substitut for trygheden. Eller måske rettere: Tryghed, som engang var forbundet med garantien for at vide, at man kunne blive, hvor man er, er i dag transformeret og genopstået som en garanti for, at man altid kan komme videre.

Når foranderlighed og fremdrift er den højere målsætning, må det, man gør lige nu, konstant retfærdiggøres instrumentelt

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som det hedder i den nyeste statslige personalepolitik, ligger »tryghed i livslang kompetenceudvikling, ikke i livslang ansættelse«. Rettigheder, der garanterer status quo, udskiftes med garantier for fremdrift. Det kommer til udtryk i et stærkt symptomatisk reklamespot for KriFa, der som fagforening arbejder for at sikre medarbejderes rettigheder.

I reklamespottet, som lige nu kører på diverse radiokanaler, giver en kvinde gode råd til karrierelivet: »Allerede fra vores første job skal der fart på, og vi skal være klar til nye udfordringer«, fortæller hun og forsætter: »Det betyder, at vi må holde os i gang for at bevare arbejdsglæden og konstant udvikle vores kompetencer«.

Næppe noget sted er denne udskiftning, hvor sikkerhed byttes ud for fremdrift, udtrykt klarere end i de senere årtiers omfattende reformering af velfærdsstaten. Denne stat, som engang tilbød borgerne sikkerhed, tilbyder nu i højere og højere grad – helt i tråd med tidens ånd – aktivitet og fremdrift.

Kontanthjælpsmodtagere aktiveres, dagpengemodtagere kompetenceudvikles, studerende gennes fremad, og ældre mennesker rehabiliteres. I denne proces beskæres velfærdsstatens sikkerhedsnet ét for ét for at sikre den fremdrift, som vi alle antages at stræbe efter: Sikkerheden ofres, fordi den kan optræde som hindringer for den konstante fremdrift.

Det tredje og sidste offer for forandringsfascinationen er det, jeg vil kalde for de strukturelle forklaringer på det levede liv.

I den tidligere verden gav det muligvis mening at forklare sit levede liv ved at henvise til dets uforanderlige rammer: Jeg er arbejdsløs, fordi der lige nu ikke er brug for nogen af min slags; jeg arbejder som lærer, fordi jeg er uddannet lærer; vi er sammen og bliver sammen, fordi vi er gift og har børn.

Men i denne verden, hvor selv det mest uforanderlige synes til evig genforhandling, skubbes det fulde ansvar for det levede liv naturligt nedad imod det enkelte menneske, som må ligge vågen om natten for at inspicere alle kroge af det levede liv: Hvis der ikke er brug for sådan nogen som mig, må jeg jo omforme og udvikle mig selv; hvis jeg er i en ærgerlig stilling eller en ærgerlig branche, så må jeg finde videre til noget nyt; hvis jeg er i et parforhold, som er dårligt, må jeg jo bryde ud og komme videre til noget nyt.

Sikkerheden ofres, fordi den kan optræde som hindringer for den konstante fremdrift

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forstå mig ret, der er for så vidt ikke noget galt med forandringsfascination i sig selv. Men forandringsfascinationens bål har brug for brændsel, og vi risikerer at ofre værdien af nuet, af trygheden og af strukturens forklarende kraft på dette blussende bål.

Her – i denne verden – tager jeg mig selv i mere end noget andet at ønske, at jeg også om 25 år har et stærkt venskab med mine bekendte fra barndomsårene, at jeg stadig er kæreste med den pige, jeg elsker, og at jeg også til den tid kan overnatte på mit gamle værelse, når jeg kommer på besøg hos far og mor i mit barndomshjem.

Det lyder måske som trivielle ønsker. Men jeg møder i dag en klar modstand i denne insisteren på værdien af de uforanderlige forudsætninger for vores foranderlige liv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden