Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Birk blev så ulykkelig, at han kastede op, da jeg afleverede ham i vuggestuen

Jeg tør ikke gamble med mine børn og sende dem i institutioner.

Debat

Min ældste søn startede i vuggestue, da han var halvandet år gammel. Og så kunne jeg ellers have lukket øjnene og fortalt mig selv, at alt var fryd og gammen. Jeg kunne have ignoreret den dårlige samvittighed, som meldte sig, hver gang Birk blev så ulykkelig, at han kastede op, når jeg afleverede ham.

Senere da han fik sprog, sagde han det helt klart; »Ikke vuggestue. Mere hjemme, mor«. Det samme gentog sig hver dag i en længere periode. Han græd om morgenen, ville pinedød ikke i flyverdragten.

Folk i omgangskredsen beroligede os; »Sådan er alle børn, de græder, når man går, men fem minutter efter hygger de sig«.

Pædagogerne sagde det samme; Birk stoppede med at græde kort efter, jeg var gået. Men tvivlen og den dårlige samvittighed ville ikke slippe mig. Jeg begyndte at researche på de danske vuggestuer og børnehaver. Jeg fandt en lang række artikler, hvor børnesagkyndige udtalte stor bekymring over forholdene i de danske institutioner.

Da han fik sprog, sagde han det helt klart; »Ikke vuggestue. Mere hjemme, mor«

De påpegede, at børnene er for meget overladt til sig selv, og den manglende voksenkontakt er dybt problematisk. Børnene lukker ned for deres følelser. Deres sproglige, motoriske og sociale færdigheder bliver dårligere. En del af udviklingen i hjernen hæmmes.

Det var grusom læsning, jeg græd undervejs og kunne slet ikke forstå, hvordan vi skulle kunne aflevere vores børn i vuggestuen igen. Men som journalist-studerende ved jeg også godt, at der altid er to sider af samme sag. En forsker kommer frem til noget, en anden kommer frem til det modsatte. Sandheden ligger måske et sted midt i mellem. Jeg gik på jagt efter positive artikler med børnesagkyndige, der fortæller gode ting om vores institutioner. Det var desværre ikke nemt.

MOR

Jeg er en af de kvinder, der valgte at få børn under min uddannelse. Jeg er mor til Birk på 2 år og Magne på 10 måneder. Til sommer er jeg færdiguddannet. Jeg brænder for at komme ud og bruge min uddannelse, men jeg er ikke længere sikker på, at det kommer til at ske.

Jeg er meget bekymret over forholdene i den danske vuggestue. De sidste mange år er en lang historie om nedskæringer og besparelser. Omprioriteringsbidraget betyder endnu en tur med slagterkniven. Det er vores børn, det går ud over.

Danmark har nordisk rekord i pasning udenfor hjemmet. Vi sender vores børn i vuggestue langt før end vores svenske og norske naboer. Generelt er vores holdning, at børn har godt af at komme i vuggestue. Her bliver de socialiseret, stimuleret og udfordret. Vuggestuen er et helt naturligt valg.

Jeg vil faktisk gerne give de hjemmegående mødre en klapsalve. I har taget en modig beslutning

Men vuggestuerne blev ikke skabt for børnenes skyld. De blev skabt, fordi man ønskede, mødrene skulle hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Det har aldrig været barnets behov at tilbringe flere timer dagligt adskilt fra sine forældre.

Alene det at adskille børnene fra forældrene så tidligt, kan ifølge flere børnesagkyndige være dybt problematisk. Men det diskuterer vi ikke. Sådan gør man jo bare.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi tror på, at vi gør det rigtige for vores børn, selvom de færreste af os ved særligt meget om, hvordan børnenes dag i vuggestuen reelt forløber. Det er ikke sikkert, vi ville bryde os om at være med som fluen på væggen.

Jeg siger ikke, det hele er helt sort. Jeg tror på, at der også er en masse positivt at fortælle om institutionerne. Alle pædagogerne, jeg har mødt i Birks vuggestue, fremstår søde, dygtige og engagerede. Men jeg kan også se, at de er pressede, og der er selvsagt grænser for, hvor hurtigt de kan løbe. Og nu står vi overfor besparelser igen.

METTE VIKTORIA PABST OG DITTE GIESE

Det er ikke overraskende, at nogle forældre vælger at passe børnene selv. Det er hovedsagligt kvinder, også veluddannede, der ellers havde en fed karriere kørende. Disse kvinder vægter at give deres børn den bedste start i livet med masser af tryghed, nærvær, kærlighed og omsorg.

Deres valg bliver ikke mødt med klapsalver. For når en veluddannet kvinde vælger karrieren fra for at gå hjemme og passe børn, fremstår det for mange danskere som et tilbageskridt. Hvad blev der af ligestillingen? Hvorfor får de ikke deres mænd til at gå hjemme i stedet? Skulle det nu være nogen bedrift at passe sine egne børn?

Men jeg vil faktisk gerne give de hjemmegående mødre en klapsalve. I har taget en modig beslutning, I har prioriteret jeres børn, I har taget ansvar. Det burde vi andre tage ved lære af. Vi skal tage ansvar for vores børn. Vi skal forholde os kritisk til de valg, vi træffer for dem. De første år af deres liv er så uendeligt essentielle, og de kommer aldrig nogensinde tilbage.

Nu går jeg så og overvejer, hvad der skal ske, når jeg dimitterer til sommer. Det er et svært valg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På den ene side er jeg fuld af gåpåmod og vil bare gerne ud og bruge alt det, jeg har lært.

På den anden side er jeg bekymret over forholdene i institutionerne. Jeg vil så gerne tro det bedste, men jeg tør ikke gamble med mine børn.

Jeg kan ikke aflevere mine børn hver dag med ondt i maven over, hvad det kommer til at koste dem på længere sigt. Jeg vil hjertens gerne arbejde, men ikke på bekostning af børnene. Derfor håber jeg virkelig, Christiansborg pakker slagterkniven væk og begynder at investere i børnenes gode liv og udvikling.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce