Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er yderst problematisk, at vi går og bilder hinanden ind, at alle har talent

Myten om, at man kan få succes, hvis bare man er tilstrækkeligt dedikeret, har slået rod i samfundet. Men ingen slipper ud af gennemsnitlighedens spændetrøje gennem dedikation alene.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er talent medfødt eller noget, man kan udvikle inden for et bestemt felt, hvis bare man øver sig længe nok? Jeg vil nødig ødelægge den gode stemning, som et arsenal af storsmilende motivationscoaches spreder omkring sig i det ganske land.

Jeg vil heller ikke punktere nogens drømme, men hvis sandheden skal frem – og det skal den nogle gange, selv om den er en øretæveindbydende stodder – så er det mere korrekt at sige, at talent er medfødt snarere end noget, der manifesterer sig gennem en viljesakt.

Jeg er med på, at talent skal plejes, hvis det skal bære frugt, og jeg er på ingen måde imod talentudvikling, men jeg køber ikke det glade budskab om, at talent er hvermands eje, og jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at canadieren Malcolm Gladwell, som tages til indtægt for påstanden om, at man kan nå op på eliteniveau i en bestemt disciplin, hvis bare man øver sig i 10.000 timer, føler sig misforstået.

Han siger: »Der er meget forvirring omkring 10.000-timers reglen, som jeg taler om i ’Outliers’. Den gælder ikke i sport. Og øvelse baner ikke i sig selv vejen til succes. Jeg kunne spille skak i 100 år uden at blive stormester. Pointen er, at medfødte dispositioner kræver en stor investering af tid for at træde frem«.

Forventningsknappen er skruet op på maks. i vores talentfikserede samfund

Dertil kan føjes, at David Epstein i bogen ’The SportsGene’ fra 2013 konkluderer, at gener i vid udstrækning bestemmer, om man har muligheden for at opnå succes i en bestemt sportsgren, og noget lignende kan observeres inden for musikkens verden, hvor flere studier viser, at graden af musikalitet har en stærk genetisk komponent.

OPINIONSREDAKTØR

Jeg mener, at det er yderst problematisk, at vi går og bilder hinanden ind, at alle har talent . Som vi har kunnet bevidne i ’X Factor’ på DR 1 og ’Danmark har talent’ på TV 2 gennem de seneste mange uger, er det de færreste, som har talent.

Homo sapiens består mestendels af talentforladte individer, og jo før vi indser det, jo før vi accepterer det, desto bedre. Selv om det går imod almen visdom, måske endda imod den menneskelige natur, synes jeg, at man skal give sig selv lov til at være gennemsnitlig. Slip forestillingen om, at du bliver til noget stort. Vedkend dig din eklatante talentløshed.

Elsk dig selv, som den du er, ikke som den du forestiller dig, du kan blive. Som jeg ser det, udspringer ideen om, at alle kan opnå succes, af den voldsomme individualisme, som præger det senmoderne samfund. Vi er blevet vores egen paparazzo, og bevæbnet med glinsende smartphones stalker vi os selv både i hjemmet og i det offentlige rum for at få knipset nogle billeder af vores superfantastiske person, som vi kan dele med vores venner og følgere på de sociale medier.

Slip forestillingen om, at du bliver til noget stort. Vedkend dig din eklatante talentløshed

Jeg morer mig altid over de tosser, som har behov for at tage billeder af sig selv i bussen, og jeg forfærdes over mig selv, når jeg går i selfie-mode i træningscenteret og knipser billeder af en 40-årig tosse, som tydeligvis tror, at han er 25.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

FORFATTER

Det moderne menneske er sit eget idol, og myten om, at alle kan opnå succes, er som skræddersyet til denne karaktertype. Vi er ikke herre over vores egen skæbne, sådan som en række motivationscoaches påstår. Gener, miljø og tilfældigheder har en kolossalt stor betydning for udformningen af vores livsbane, og det ville være på sin plads med lidt eksistentiel ydmyghed, især hvis man er født uden et iøjnespringende talent.

»Ved jorden at blive, det tjener os bedst«, kunne man sige med et anakronistisk udtryk. Nej, det er ikke N.F.S. Grundtvig, jeg vil have fat i. Det er Thomas Helmig. I en dokumentarudsendelse blev Helmig spurgt, om han havde oplevet mange skuffelser i løbet af sin karriere. Nej, svarede han, og begrundede det med, at han aldrig havde haft særlig høje forventninger, og der slog det mig, at popdrengen kunne lære mig, kunne lære os, noget.

Forventningsknappen er skruet op på maks. i vores talentfikserede samfund, og jeg tror, at mange ville få et mere tilfredsstillende liv, hvis de skruede ned for den.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden