Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

En ny generation af unge er på vej, og de er slet ikke bange for forskellighed

Aldrig har der i mainstreamkulturer, herunder popmusik, film og mode, været et så bredt og markant opgør med stereotype kønsnormer.

Debat

Opfattelser af køn og kønnede udtryk har til alle tider været fortolkninger af det biologiske køn.

De ypperste mandeidealer har svinget fra rokokomodens pyntesyge med flæser, paryk af langt, krøllet hår, høje hæle og pudder i 1700-tallets aristokrati til det moderne Vestens fysisk stærke, handlekraftige James Dean-forsørger-ideal.

De mest rigtige kvindebilleder strækker sig fra den liljefodindbundne overklassekvinde i Kinas forrige århundrede, som var tvunget til ikke at arbejde, til den formelt frigjorte, topløse karrieremor i 1970’ernes Danmark.

Når vi nu kender til den historiske foranderlighed, hvorfor bliver vi så ved med at fokusere så ensidigt og stereotypt på kønnet?

Der skabes stereotype køn, når legetøjsforhandlere kun sælger lyserødt, pynte- og/eller omsorgsorienteret legetøj til piger og lyseblåt actionpræget legetøj til drenge. Samme kønnede ensretning ved vi positivt forekommer i skolen, da viden om køn og diversitet ikke er en del af læreruddannelsen – og at manglende forskningsbaseret viden ofte er lig med en mytebåren og dermed kønsstereotyp praksis.

Det samme sker, når uddannelsesvejledere vejleder unge stereotypt og foreslår traditionelle mandefag til drenge og omvendt. Traditionelle forestillinger er så stor en del af vores historiske fortælling om køn, at vi glemmer at huske, at der kunne sidde en sensationel sygeplejerske blandt drengene eller en fantastisk fysiker blandt pigerne.

Disse forestillinger er ikke kun på spil i hverdagen på det kommercielle marked, i uddannelsessystemet, i privaten, på arbejdsmarkedet og andre steder. Det løber også i blodet på vores institutionelle rammer, altså statens.

Den kønsstereotype (og diskriminerende) blindhed kommer for eksempel til udtryk, når børnepengene automatisk kommer ind på morens bankkonto, når en far ikke er bemyndiget til at skifte sit barns læge, eller som da Københavns Kommune sendte pjækkenotitser til hjemmets mødre. Eksempler på et system, der fastholder fædres manglende engagement og mødres primære ansvarlighed.

Stereotype forestillinger om, at ’sådan er drenge/mænd’ og ’sådan er piger/kvinder’, lever i bedste velgående på alle niveauer i samfundet. De kan komme fra en mand såvel som en kvinde, fra hetero til homo til trans og endda selv fra staten. Vi er alle produkter af vores kultur og historie.

Men vi er blevet klogere. Eller mere præcis: Forskningen er blevet klogere. Og den har endnu ikke kunnet finde belæg for de gamle kønsstereotype myter, men tværtimod kunnet underbygge, at potentiale i udgangspunktet er ukønnet. Med over 40 år på bagen er der efterhånden så stor forskel på viden og myter, og tiden er moden til, at forskningen bliver formidlet bredt og bliver grundlaget for måden, hvorpå vi skaber små mennesker i uddannelsessystemet og reelt indretter vores demokratiske samfund.

Der er mange grunde til, at vi har været inde i en kønsstereotypernes tidsalder, og meget tyder på, at vi har glemt den historisk kønnede diversitet, accepteret strukturelle uligheder i biologismens navn og er blevet ofre for en kønsstereotyp genkomst a la 1950’erne, da man m/k har skullet hugge en hæl og klippe en tå for ikke at gøre sit køn forkert. Og dermed være ... forkert.

At vi alle i udgangspunktet skal have lige muligheder i alle livets forhold, betyder ikke, at vi alle skal være ens. Tværtimod, lighed skal skabe rum for forskellighed. Men meget tyder på, at kønsstereotype idealer stadig står i vejen for den enkeltes lyst og potentialer, herunder fædres mulighed for barsel med deres børn og kvinders mulighed for ledelse i deres arbejdsliv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har historisk været vant til, at kvinder gjorde noget, og mænd noget andet, og vi er præget af denne historik i vores kulturelt legitime behov og handlinger, afhængigt af om vi er født som mand eller kvinde.

Disse stereotype forestillinger sætter sig igennem og giver nogle mennesker privilegier, mens de sætter barrierer op for andre. Det gælder den førnævnte lettere adgang til barsel for kvinder og overrepræsentationen af mænd i toppen af erhvervslivet. Begge parter er usynligt kvoteret til jobbet, men i virkelighedens verden kunne man måske have fundet en mere engageret og kvalificeret kandidat, hvis adgangen reelt havde mindre med køn at gøre.

Med andre ord er stereotyper root cause til den ulighed, vi oplever på egne kroppe, og som vi registrerer i undersøgelser. For ja, man kan formelt komme til magten som kvinde – man kan som bekendt blive statsminister – og man kan formelt tage barsel med sit barn som far. Men reelt eksisterer gamle, tunge stereotyper både i top og i bund af samfundet, i private hjem og på arbejdsmarkedet. Stereotyperne gør det upassende, illegitimt, ja i nogle tilfælde direkte forkert at gøre, hvad man drømmer om og/eller har potentiale til.

Men face it! Tiden er inde. En ny generation af unge er på vej, og de er slet ikke bange for forskellighed, men ser det tværtimod som en styrke. Deres individualitet er deres stærkeste kort.

Aldrig har der i mainstreamkulturer, herunder popmusik, film og mode, været et så bredt og markant opgør med stereotype kønsnormer. Det mindst progressive i tiden er et kønsstereotypt og heteroseksuelt udtryk.

Mainstreamkultur sætter sig igennem på en eller anden måde i vores alles liv, hvad enten vi vil det eller ej. Du kan lade det forblive en lille urovækker – eller du kan vælge at gribe chancen og åbne dit blik for den kønnede diversitet i dig selv og hos din næste.

Måske kan de nye generationer minde os om, at vores køn ikke udgør vores identitet, og at vi er skabt af et hav af individuelle faktorer, der netop gør os individuelle. Når de fleste af os trods alt føler os anderledes end normen, er det ikke, fordi vi er forkerte – men fordi normen er en by i Rusland, og at virkeligheden er rig og mangfoldig. Det er værd at glæde sig over.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kønsdebatten bliver til tider – og med god grund – meget ordrig. Men indimellem skal der ikke kun ord til. Nogle ting har vi brug for at erfare, mærke, sanse, føle. Kunst kan stille spørgsmål uden ord, og det kan være virkningsfuldt i sammenhænge med komplekse kategorier som køn. Kunst kan røre og oprøre, og møde alvor med humor og humor med alvor. Kunst kan åbne for måder at se køn på.

Jeg har spurgt 30 kunstnere om at bidrage med værker, der udfordrer almindelige forestillinger om køn. Det er der kommet en kunstmalebog ud af, som er lige så mangfoldig i sit udtryk og indhold som de mange kønnede udtryk.

Det er ikke hverdagskost, hverken malebogens tematik eller det faktum, at du her må male på kunstværker. Mediet opfordrer til ro og refleksion, og ideen er, at du kan tilføre farve til værkerne – og ikke mindst til dine forestillinger om køn og diversitet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden