Det er ikke kun gymnasielærernes medbestemmelse, der er forsvundet, som Anne Aagaard rigtigt skriver i sit debatindlæg ’Topstyringen er ved at ødelægge gymnasiet’ i Politiken 22.1. Eleverne er i endnu højere grad sat udenfor indflydelse, når beslutninger på skolen skal træffes.
Som elev har man ret til at blive hørt i de anliggender, der vedrører en, hvilket selvsagt er langt de fleste, når beslutningsforumet er en skole. Men man har ingen ret til at blive lyttet til. Det er et demokratisk problem.
På et gymnasium er det i dagligdagen rektor, der bestemmer. Bekendtgørelsen er meget entydig, netop når det kommer til styringsforholdet. Formuleringen »skolens leder bestemmer/skal/fastsætter/træffer beslutningen« optræder således over 150 gange i STX-bekendtgørelsen, og tildeler dermed rektor al den daglige beslutningskompetence foruden en mængde bundne ’skal’-opgaver fra ministeriet.
Jens Philip Yazdani: Opgøret med racisme kommer ikke af sig selvEleverne (og til dels lærerne) har derimod ingen beslutningskompetence, overhovedet. Det eneste vi har er retten til at råbe op, argumenterer for vores sag og overbevise ledelsen om, at de skal bruge deres beslutningsmagt i vores favør. Men de daglige beslutninger træffes i sidste instans på rektors kontor, bag de lukkede døre og uden et nødvendigt nik fra eleverne. Denne magt er ikke kun formel. Den er reel.
Sidste år oplevede vi på vores gymnasium, at ledelsen foreslog et totalforbud mod bøn på skolen. Med en skole hvor størsteparten af eleverne er aktivt troende, og hvor mange har et behov for at bede, var det noget, vi som elevråd selvfølgelig straks reagerede på. Først i det pædagogiske udvalg, hvor det nye regelsæt var til drøftelse: Her indvendte vi, at vi ikke kunne acceptere et forbud mod bøn, da det ville nægte de elever, vi repræsenterede, at praktisere deres religion i ro og mag. Vi indvendte, at det tangerede til at være totalitært at ville bestemme over, hvad vores elever gjorde i deres frikvarter, om det så var at bede eller hinke hinkesten. Vi indvendte og vi indvendte, argumenterede og argumenterede, men forbuddet forblev uændret.
Dernæst til møder mellem rektor og elevrådsbestyrelsen: Her gentog vi den samme kritik – og med samme resultat. Ingen ændring.
Til slut i skolebestyrelsen der skal godkende ledelsens forslag til studie- og ordensregler: Her resulterede vores indvending i følgende: »på elevrepræsentanternes foranledning blev ledelsens indstilling […] ikke fulgt«. Endelig »blev [rektor] anmodet om at foretage enkelte justeringer«; endelig havde vi vundet! Troede vi.
På næste bestyrelsesmøde i juni vedtog vi et delvist forbud mod bøn, der gjorde det muligt at praktisere religion »alene og kun på steder, hvor der ikke færdes andre«. Vi indgik et kompromis; ledelsen fik lov til at forbyde bøn i grupper, men den enkelte elev fik fortsat lov til at bede.
Men da vi mødte efter sommerferien, brugte ledelsen dens magt som daglig ledelse til at gennemtrumfe deres oprindelige ønske; ingen bøn. De udlagde således reglen for alle elever som om, at man ikke måtte bede på steder, hvor der kan færdes elever, som rektor, løst citeret, sagde til et senere dialogmøde: »i løbet af en skoledag, en skoleuge eller et skoleår«. Altså de facto: ingen bøn.
Dette er et eksempel på, hvordan den enevældige ledelse kan bruge sin magt på skolen til at gennemtrumfe en beslutning – uden elevernes samtykke. For ledelsen ønskede A, og fik dernæst modstand af eleverne i PU, til møder, i bestyrelsen, men ledelsen fik stadig A. De 900 eleveres mening betød altså ingenting. De 900 elever havde ingen magt, for den daglige ledelsesret lå og ligger hos ledelsen.
Bjørn Bredal: Når danske Jens ikke er dansk nokDenne kritik fremførte vi i skolebestyrelsen, vores øverste myndighed, og fik blot den nøgterne konstatering: »Bestyrelsen har fuld tillid til ledelsens håndtering af studie- og ordensreglerne«. Og vupti, 900 eleveres dybtfølte frustration over et enormt indskrænkede forbud fejet væk med et vift af hånden fra en bestyrelse.
Der hersker intet af det ’ligeværd og demokrati’, som formålsparagraffen så flot nævner. Der hersker en autokratisk, ulige magtkonstellation, der sætter eleverne og lærerne uden for indflydelse. For bestyrelsen består også primært af såkaldte eksterne aktører – på vores gymnasium: én erhvervsleder, én grundskoleleder, én politik udpeget og to fra de videregående uddannelser. De har tilsammen fem stemmer.
Vi interne aktører – to lærere og to elever – har tilsammen to stemmer. Vores skoles 900 elever har ligeså meget/lidt at skulle have sagt som én tilfældig erhvervsleder, der kun er på skolen, netop når han eller hun er der for at lede.
Vores tæt på 100 lærere har ikke en tøddel mere at skulle have sagt, når de overordnede beslutninger skal træffes i skolens øverste organ. De aktører, der har deres dagligdag på skolen, der har deres virke på skolen, der udgør skolen; de har ikke noget at skulle have sagt.
Hvor er så demokratiet? Tydeligvis ikke på gymnasiet i hvert fald. Det hænder selvfølgelig også, at ledelsen faktisk lytter. Det gør de, når de finder det relevant; når de kan bruge vores input i en sag, hvor de vurderer, at de kan bruge det. Når det er en sag, hvor der hverken er store eller principelle uenigheder. Men ligeså snart uenigheden opstår, så er vi dømt ude.
Elevrådsformand på Langkaer Gymnasium: Det er en dårlig løsning, men det er den mindst dårlige løsningDet betyder, at vores indflydelse er begrænset til og betinget af, at ledelsen ønsker vores indflydelse i en given sag. Altså at al den indflydelse, vi får, er én, de skal give os. Og så er den vel egentlig ikke indflydelse. Så er den en falsk indflydelse, der skal skabe illusionen om indflydelse og medbestemmelse. En proforma indflydelse, ledelsen kan legitimere både sine beslutninger og sin ledelse igennem.
Hvis vi derimod vil have et gymnasium med medbestemmelse, så indebærer det en ændring i beslutningskompetencen. Så indebærer det, at beslutninger fremover ikke skal træffes af ledelsens på vegne af og over elever og lærere. Og det indebærer, at vi som elever og lærere kræver det.
For topstyringen bliver ikke ændret oppefra, det sker derimod nedefra. Det sker fra eleverne og lærerne. Der skal kæmpes for et demokratisk gymnasium. Af den grund har jeg også taget initiativ til på mit gymnasium at oprette en gruppe af elever og lærere, der skal kæmpe for en demokratisering af gymnasiet.
fortsæt med at læse
