Det er aldrig til at vide, om jeg vågner og har energi som Tigerdyret eller Æslet. Aldrig til at vide, om det er klogt at følge min overvældende lyst til sex, shopping, rejser og nye projekter. Ikke at kunne sove eller at sove hele tiden. Ikke at kunne bremse, når alt kører med 1.000 km i timen. Eller ikke at kunne accelerere, når alt foregår i slowmotion. At prøve forgæves på at få de gode stabile perioder til at vare evigt.
Ifølge Depressionsforeningen har 2-3 procent af befolkningen bipolar lidelse, af mange bedre kendt som maniodepressiv sygdom. Jeg er en af dem.
Min lidelse kan kræve indlæggelser, men til daglig, med den rigtige behandling og hjælp fra universitetet, træneren, vennerne, familien og kæresten, kan jeg fungere ganske normalt og i perioder i princippet være psykisk rask. Men de hurtige skift mellem at flyve, være stabil og falde i et dybt hul igen kan være så ulidelige, at selvmord virker som den eneste gode løsning – også for at aflaste mine pårørende.
Ny analyse: 250.000 danskeres depressions­medicin virker ikke - i gennemsnitDet er vigtigt at vide, at man hverken som pårørende eller syg er alene. Ligesom ved så mange andre psykiske sygdomme kan anerkendelse og forståelse fra omgivelserne hjælpe meget på sygdomsforløbet. I denne uge offentliggjorde Kristeligt Dagblad en undersøgelse fra Det Centrale Handicapråd, der viser, at knap hver femte helst ikke eller slet ikke vil arbejde sammen med personer med et psykisk handikap som sindslidelser eller autisme. Jeg tror personligt, det handler om angsten for det ukendte.
At være bipolar er tabubelagt. Folk har en tendens til at tro, at jeg er syg hele tiden, f.eks. ved at spørge ind til, om jeg må arbejde med børn, betvivle, hvorvidt jeg kan gennemføre en uddannelse, eller at bagatellisere sygdommen, når jeg fungerer normalt udadtil. Så tit er det nemmere ikke at snakke om den. Men vi er nødt til at turde være åbne og stille spørgsmål. Og folk skal forstå, at de ikke altid kan se, hvad der gemmer sig bag facaden.
»Men man kan jo ikke mærke på dig, du er syg, så hvorfor skal du have støtte«, spørger folk mig tit. De forstår ikke, at der hver dag skal planlægges og tages hensyn. Jeg drikker ikke, dyrker sport og har bestemte sovetider, som helst også skal overholdes i weekenden – så jeg må tage lidt tidligere hjem fra festen. Men jeg har det godt. Jeg danser, fjoller, griner og er social, så nej, I ser det ikke, I ser ikke det bipolare.
Dansk Psykolog Forening advarer: Sparerunde efterlader alvorligt syge børn med kun én psykolog - og nu ryger den sidsteNår hele verden alligevel falder sammen omkring mig, og jeg, trods det hårde arbejde og planlægningen, ikke kan fokusere, ikke kan sove, får angst og falder igen, så er mine pårørende der endnu en gang. Et »jeg er her, jeg lytter, og jeg dømmer ikke dig og dine tanker – du må bare ikke forlade mig nu« fra dem, der holder af mig, har reddet mig mange gange.
Men selv om jeg er meget privilegeret, sidder jeg stadig med frygten for at gå glip af muligheder. Ikke på grund af min kunnen, men på grund af andres fordomme. Det kan ikke være rigtigt, at fordomme skal kunne stoppe mine drømme.
fortsæt med at læse
