’Bare en forsmået spejderpige’, og ’Hold nu op, hun var 17’, er nogle af de kommentarer, vi har set på Facebook de seneste dage.
De kommer, efter at artikler i Politiken har beskrevet en spejderleders krænkende forhold til en 17-årig spejderpige.
Som spejderledere i gruppen, hvor det seksuelle forhold stod på, har vi fulgt begivenhederne på nært hold. For os at se er der brug for at få sat et par ting på plads.
Det Danske Spejderkorps: Man er uskyldig, indtil andet er bevistI Det Danske Spejderkorps er der mere end 30.000 spejdere og formentlig et par tusind ledere. Af kommentarerne på de sociale medier ses det tydeligt, at mange ikke kender straffelovens paragraf 223, ifølge hvilken det er ulovligt for trænere, spejderledere og lignende at »forføre« eller have seksuelt samvær med personer under 18 år, som de er ansvarlige for. Den mandlige spejderleder i vores gruppe kendte desværre heller ikke paragraf 223.
Han levede i hvert fald ikke op til lovens ord. For uanset hvad er et forhold til en mindreårig ulovligt.
Vi er vrede, frustrerede og kede af, at det skete i vores spejdergruppe, og vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at det ikke sker for andre spejderbørn.
Vi ville gerne stå frem med vores fulde navne, men vi er anonyme af hensyn til spejderpigen, spejderlederen og vores spejdergruppe.
For os er der ingen tvivl om, at der har fundet et overgreb sted. Vi tror på, at han – som den unge pige efterfølgende har forklaret – nedbrød hendes grænser igennem flere år. Han groomede hende og endte med at forføre hende, da hun var 17 år gammel.
Det, vi anser som et ulovligt forhold, varede omkring halvandet år og sluttede først, da pigen fik en kæreste for at få en undskyldning for at bryde med spejderlederen.
Da vi i spejdergruppen blev gjort bekendt med, at der var foregået noget upassende og måske ulovligt med i hvert fald to mindreårige piger, smed vi lederen ud.
Herefter ledte vi forgæves efter retningslinjer for, hvordan vi som gruppe skulle agere i sådan en alvorlig og trist situation. Derfor rakte vi ud til Det Danske Spejderkorps (DDS). Vi havde brug for hjælp til at håndtere sagen, til at ekskludere lederen fra DDS og om nødvendigt til at politianmelde ham.
I forbindelse med korpsets involvering i sagen havde korpset samtaler med de to spejderpiger.
Men korpset ønskede hverken at ekskludere eller politianmelde spejderlederen. Vi kan kun gisne om, hvorvidt politiet havde valgt at efterforske sagen, hvis anklagen var kommet direkte fra DDS og ikke, som det endte med, fra den 17-årige pige selv.
Da spejderpigen første gang tog kontakt til politiet via telefonen, blev hun bedt om at drikke en kop te med en veninde og tænke over det en ekstra gang. Kun fordi hendes forældre kender en i politiet, lykkedes det at få en afhøring sat i stand. Det var på baggrund af dette ene interview, at politiet 7-8 uger senere valgte at standse efterforskningen.
Men politiet har hverken i efterforskningen eller i afslaget forholdt sig til leder-spejder-relationen. Heller ikke, da vores spejdergruppe på baggrund af afslaget indgav en klage til Statsadvokaten, hvor vi gjorde opmærksom på, at det seksuelle forhold var mellem en spejderleder og en spejderpige, skete der noget.
Klagen blev afvist og efterforskningen ikke genoptaget.
Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt politi og retsvæsen er gearet til at forstå, hvad der er på færde blandt de unge. Det er komplekse sager, og langt de fleste befinder sig i en gråzone.
Med kendskab til, hvor svært det er for politiet at håndtere denne type sager, er det helt forkert at deponere afgørelsen hos dem, som det er sket i denne sag.
Signalværdien i, at korpset kun tager overgreb alvorligt, hvis politiet vurderer, at der er grundlag for at rejse tiltale, er rigtig uheldig for en børne- og ungdomsorganisation.
Vi mener ikke, at det virker særlig overbevisende eller tillidvækkende at gemme sig bag, at der ikke er faldet juridisk dom.
Organisationer kritiserer spejderkorps: Vil ikke droppe leder, der havde forhold til spejderpigeFor det betyder, at spejderlederen ufortrødent kan fortsætte sin adfærd over for andre unge piger uden konsekvenser.
Vi håber ikke, det er den officielle holdning, at så længe man ikke er dømt for noget, er man egnet som spejderleder. Hvem er det, korpset beskytter ved at fokusere på, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist?
Korpsets manglende anerkendelse bidrager blot til det mørketal, der dækker over, at mange unge aldrig anmelder noget, ikke tør, fordi de føler, at det er dem, der er forkert på den, og ikke lederen.
Vi synes, at Det Danske Spejderkorps i stedet for at lade, som om intet er sket, burde gå i front og rejse debatten omkring overgreb på børn og unge.
De sker alle steder, og de sker også hos spejdere. Det er vigtigt at anerkende problemet, oplyse vores børn og unge og bryde tabuet. Det er første skridt på vejen.
I Politiken-interviewet ’Man er uskyldig, indtil andet er bevist’ lægger generalsekretæren i DDS op til, at vi i spejdergruppen kan henstille til en ekskludering af lederen – ikke kun fra gruppen, men også fra DDS. En sådan henstilling vil korpset modtage snarest fra vores gruppe.
Nanna og Gittes rigtige navne er redaktionen bekendt, og Det Danske Spejderkorps kender ligeledes deres identitet. De ønsker at være anonyme af hensyn til de implicerede parter.
fortsæt med at læse
