For nylig udtalte Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, i et interview til Information et inderligt ønske om, at »kunstnerne igen fatter kærlighed til det folk, de udspringer af, i stedet for at bekrige det«.
Det er Ahrendtsens opfattelse, at dette lands kunstnere siden 1960’erne ikke har bestilt meget andet end at kritisere både Danmark og danskerne. Vi har jo hørt det mange gange før, Dansk Folkepartis kritik, hvis ikke ligefrem lede ved modernismen og alt, hvad der lugter af kulturradikalisme, men hvad er det da for en kunst, Ahrendtsen ønsker sig?
Ahrendtsen taler om en kærlighed mellem folket og kunsten og fremhæver blandt andet den danske forfatter Henrik Pontoppidan som repræsentant for en kunst, der med »mandig følsomhed« bygger sådan en kærlig bro.
Jeg ville nok i højere grad påpege det samfundskritiske i Pontoppidans værker end det nationalromantiske eller folkekærlige. Særligt i hans sidste store roman ’De dødes rige’ beskriver han, hvordan en åndløs grådighed, en gennemgribende råddenskab og et moralsk forfald gennemsyrer hele det danske samfund op mod Første Verdenskrig. Det er ikke et værk, der emmer af kærlighed til de danske bønder, det danske borgerskab eller til kirken for den sags skyld.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar