0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kristina Stoltz: Folkelig kunst bør vinde frem, mener DF. Nu er spørgsmålet så bare, hvad det er for en kunst?

DF’s kulturordfører Alex Ahrendtsen mener, at danske kunstnere »bekriger folket«. Men det er faktisk kærlighed til folket, der får kunstnerne til at tale magten – og Ahrendtsen – midt imod.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Asbjørn Sand
Foto: Asbjørn Sand

God kunst bliver skabt af vestlige, mandlige kunstnere, mener Alex Ahrendtsen, der her er fotograferet foran en Robert Jacobsen-skulptur i Odense.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nylig udtalte Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, i et interview til Information et inderligt ønske om, at »kunstnerne igen fatter kærlighed til det folk, de udspringer af, i stedet for at bekrige det«.

Det er Ahrendtsens opfattelse, at dette lands kunstnere siden 1960’erne ikke har bestilt meget andet end at kritisere både Danmark og danskerne. Vi har jo hørt det mange gange før, Dansk Folkepartis kritik, hvis ikke ligefrem lede ved modernismen og alt, hvad der lugter af kulturradikalisme, men hvad er det da for en kunst, Ahrendtsen ønsker sig?

Ahrendtsen taler om en kærlighed mellem folket og kunsten og fremhæver blandt andet den danske forfatter Henrik Pontoppidan som repræsentant for en kunst, der med »mandig følsomhed« bygger sådan en kærlig bro.

Jeg ville nok i højere grad påpege det samfundskritiske i Pontoppidans værker end det nationalromantiske eller folkekærlige. Særligt i hans sidste store roman ’De dødes rige’ beskriver han, hvordan en åndløs grådighed, en gennemgribende råddenskab og et moralsk forfald gennemsyrer hele det danske samfund op mod Første Verdenskrig. Det er ikke et værk, der emmer af kærlighed til de danske bønder, det danske borgerskab eller til kirken for den sags skyld.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter