Da jeg var lille, og min mor var på hospitalet, sagde lægen, at fra nu af skulle min mor behandles ambulant – med antabus, som om det var en gave fra Vorherre.
Jeg skreg: »Nej, nej, ikke antabus« og vidste allerede dengang, at nu var det kassetænkningens lov, der afgjorde min mors skæbne, hvad det også blev. Terapi og den slags var på kommunens regning, hvorimod ambulatorier var på statens.
Også dengang førtes krigen om at flytte udgifterne væk fra eget bord, og så blev det antabus og mange andre farvede piller, der blev behandlingen og dermed også det endelige resultat for min mor.
At det overhovedet kan finde sted – at se antabus som behandling eller se anden psykofarmaka som løsningen på menneskelige kriser – virker absurd på mig. Jeg synes, at det vidner om et forkert syn på mennesker og om en fejlagtig tillid til, at hvis man stopper med et såkaldt misbrug, er årsagen også ordnet; ’hold op med at slå, så er vreden også pist væk!’.
Patienten drikker ikke længere, så er den bagvedliggende trang til at drikke eller dope sig altså også pist væk.
At fokusere på ’misbruget’, at ville stoppe det uden at gøre noget ved årsagen, ved trangen, svarer sådan nogenlunde til at afhjælpe en udsat virksomheds finansielle situation ved at give dem et nyt logo.
Sådan blev det da også for min mor, men ikke for hende alene, slet ikke. For rigtig mange tager det ene receptpligtige stof det andet (hvilket ikke bliver kaldt misbrug, men behandling), og sådan gik min mor i graven, og ligesom hende dør mange tidligt, fyldt af psykofarmaka, men uhjulpet med livet.
Skuespiller: Vi har forladt kroppen. De fleste af os er døde fra halsen og nedFind mig bare ét menneske, for hvem det er ’misbruget’, der er problemet og ikke tidligere overgreb, forladthed, mobning, depression eller posttraumatisk stress, der som taktfaste hjerteslag skaber trangen til brug af stoffer, dem, man drikker, sniffer eller indtager intravenøst.
Der er noget indeni, der skal dulmes, slås ned, skubbes væk. Tankemylder, stress, ubehag, sorg, selvlede. Alt det, der skaber trang.
Hvad nu, hvis vor tids vanvittige selvmordere, der flyver fly ind i De Østrigske Alper eller kører lastbiler ind i folkemængder i Berlin, også er ubehandlede brugere med trang – ikke misbrugere af coke eller alkohol, men af lastbiler og andres død? Hvad nu, hvis der under deres rædselsfulde handlinger lå en dybere årsag; noget, som gør så ondt, at det kan få et menneske til at blive umenneskeligt?
Hvad nu, hvis de fører en smerte, der findes indeni, over i noget, der er fysisk mærkbart, som når man skærer i sig selv, udøver cutting, hvor den indre smerte flyttes over i noget ydre og mere håndgribeligt, som når man udfris af sin smerte og bliver skudt af politiet i Milano eller på Svanevej på Nørrebro.
Min far var kvartalsalkoholiker. Problemet var bare, at der blev kortere og kortere mellem hvert kvartalEn såkaldt misbruger selvbehandler sig for noget, som ingen har øje for eller ønsker at italesætte, da det vil være behandlingskrævende og gøre et større indhug i kommunekassen. Lettere er symptombehandlingen: Se, min ven, her er din antabus.
Men alkoholikeren reagerer bare, narkomanen reagerer bare, på livssorg, tilskikkelser, ulykkelig familiebaggrund, ensomhed, tab, afviste relationer, og smerten bliver dulmet med det, der er inden for rækkevidde: coke, øl, vodka, lim eller lastbiler.
Hold op med at kalde nogen misbrugere. Kald dem i stedet brugere af selvmedicinerings-substitutter, fordi vi som samfund ikke har evnet at hjælpe dem noget før med livet.
Der findes ikke misbrug. Kun brudte relationer.
fortsæt med at læse
