Indledningsvis, et tankeeksperiment:
Luk øjnene, og tænk på tre bøger.
Jeg mener det.
Læs ikke videre, før dette er gjort.
Tak.
Prøv nu med tre film.
Teksten venter.
Godt, sådan.
Forsøg herefter med tre anmeldelser.
Okay, klar?
Anmeldere ser dellen over de stramme pigejeans, men ikke egen ølvomHvis den sidste del af forsøget forekom sværere og mere diffus end de to første, er det måske værd at læse videre. Og ellers ses vi bare i anmeldelserne. Påstanden, som jeg vil hævde i denne tekst, er, at selv ikke den bedste anmeldelse når det mest umulige værk til sokkeholderne. Det vil altid være mere givende at se en film, læse en bog, høre en koncert end at bruge tid på hundredvis af anmeldelser af selvsamme. Og alligevel har anmelderen måske en større magt end kunstneren i dag.
»Hvad skal der dog ske i en persons liv, for at vedkommende bliver anmelder?«, er et spørgsmål, der bliver stillet i filmen ’Birdman’. Hovedkarakteren, en teaterskuespiller spillet af Michael Keaton, støder ind i en berygtet teateranmelder på en bar. De går helt spektakulært fejl af hinanden. Skuespilleren spidder anmelderen: »Intet af dette koster dig noget som helst. Du risikerer ingenting. Ingenting, ingenting, ingenting! Jeg er skuespiller, for helvede. Dette stykke koster mig alt«.
En lignende svada finder man hos den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline: »Folks meninger tæller ikke! afhandlinger! pavebreve! ludergesjæft! … føj! … kun tingen i sig selv tæller! genstanden! er De med? Genstanden!«.
Samme indstilling finder man også hos en mand som Ingemar Stenmark. Den ordknappe, alpine skiløber vandt for fyrre år siden en ufattelig række slalomløb i træk. Da svenskeren på et tidspunkt ikke vandt, men kørte galt, overfusede journalisterne ham med spørgsmål om, hvordan det dog kunne ske, at han ikke sejrede i vanlig stil. »Åk själv«, svarede han tørt – kør selv.
Jeg tror, hverken Stenmark, Céline eller Keatons karakter ville imponeres over, hvordan tingene ser ud i dag. Hobbyanmeldere vokser i antal dag for dag – og hersker nu i en skinger støj af nethad og udskamning. Muligvis kan anmeldelser af overnatninger, madsteder og toiletbesøg tjene forbrugervenlige funktioner. Jeg anser det imidlertid for højst tvivlsomt, hvorvidt det bibringer noget som helst konstruktivt at udsætte et kunstværk for forbrugeranmeldelser.Jeg drømmer om en verden, hvor ethvert menneske, der skriver en anmeldelse, selv må prøve at skabe et eget værk. Åk själv.
Der findes velskrivende, belæste og klarttænkende anmeldere i dagens anmelderstand. Men jeg mener ikke, at anmeldelser kan bære den store opmærksomhed, publikum i dag tillægger dem. Den bevågenhed kan kun værket bære. Der løber en masse hjerteblod mellem siderne på selv den tyndeste bog. Hvis bogen efterfølgende får gode eller dårlige anmeldelse er blot en bagatel, det må man som læser prøve at huske.
Anmelderdebat: Er Politiken tilfreds med at være forbrugerguide?Jeg indser, at jeg med disse ord bevæger mig ud i et, om ikke komplet suicidalt, så i al fald tæt mineret land, da jeg selv må leve med og af, at de ting, jeg foretager mig, bliver anmeldt. Både pænt og mindre pænt, skal det siges. Men man må ikke glemme, hvem der har noget på spil, både når man skriver og læser en anmeldelse.
Hvor den gode kunstner altid kan fanges i en flirt med den totale katastrofe, kan selv den bedste repræsentant af anmelderstanden højst risikere at blive snuppet i en flirt med en redaktionssekretær til en julefrokost. Jeg ønsker gennem dette angreb at stjæle kunsten tilbage til dem, der bruger og nyder den – og dem, der skaber den. Magten er kun anmeldernes, så længe vi alle finder os i det.
Uden kunstnerens arbejde ville verden miste et unikt blik på tilværelsen, uden anmeldelsen af samme blik ville vi ikke mærke forskel. Læs derfor færre anmeldelser, er mit oplagte og oprigtige råd, færre anmeldelser og flere bøger. Man kan tænke på det som et kup. En bankrøver spørger jo heller ikke bankpersonalet, hvad pengetanken indeholder, før kuppet bliver begået.
En anmelders eneste funktion er at lyse med en lygte ind i det ukendte land, hvortil publikum ellers ikke ville finde vej. Det er en hæderværdig opgave. Men jeg drømmer om en verden, hvor anmeldelser slet ikke er afgørende, hvor publikum ikke er bange for mørket. Anmelderne kan ikke ændre på den sag, de vil begribeligvis forsvare deres position efter bedste evne, men man kunne også vandre lige ud i det ukendte, gå ind i biografmørket uden at ane, hvad der møder én.
Mødet mellem afsender og modtager kan blive renere og større uden mellemmænd, der fortæller én, hvordan man skal møde hinanden. Hvis man kun lader sine valg diktere af anmeldere, skal man samtidig vide, at det ofte er en klar svækkelse af værkets iboende forførelseskraft, at man som modtager på forhånd har en forventning om, hvad man vil blive mødt af.
Som publikum løber man en stor risiko ved at læse anmeldelser. Dels ved at spolere sit eget førsthåndsindtryk af værket, men først og fremmest fordi hvert et øjeblik brugt på en anmeldelse bliver taget fra tiden, hvor man kunne have fordybet sig i et værk. Man ender i værste fald med at have spildt sit eneste liv på at surfe oven på en bred, flad bølge af almenviden i stedet for at dykke ned i de store oceaner, der rumler lige under overfladen.
På samme måde som nyhedsstof og kulturartikler af enhver art i dag bliver pebret med nedslag i fuldstændigt arbitrære sociale medieprofiler, sorterer meget anmelderi i dag under noget, der ligner ren forbrugerservice. Der anmeldes i høj grad, for at man som forbruger skal finde det relevant. Dermed bliver værket ikke noget i sig selv, men underordnes en dagsorden, som primært er en redaktionel linje.
Adam Price: Madanmeldelser er ikke et forsigtigpeterfagMan kan med rette stille høje krav til professionelle kunstnere, der bruger alle døgnets vågne timer på at dygtiggøre sig inden for et felt. Men der ligger en ubalance i det faktum, at anmeldere enten er folk, der arbejder 9-16 på en redaktion eller er fuldblods amatører, der anmelder i fritiden, dette absurde begreb. Man må spørge sig selv, hvorfor vi, både publikum og kunstnere, tolererer det. At ukvalificerede kræfter sættes til at bedømme værker, svarer til, at vi sætter møl til at beskrive himmelrummet.
Hvorfor eksempelvis bruge tid på en dårlig koncertanmeldelse? Koncerten har fundet sted, fiasko eller ej, momentet er forbi. Jeg kan ikke se, hvorfor en dårlig koncertanmeldelse overhovedet skal bringes. Publikum kan alligevel ikke udeblive fra den koncert, der så eftertrykkeligt bliver slagtet. Anmelder og kunstner misforstod måske hinanden – og hvad så? Det er kun misundelse eller skadefryd, der får anmeldere og læsere til at benytte deres tid på den slags helt hjernedøde beskæftigelser.
Hvis en kunstner mislykkes, er det vel i grunden ikke særlig interessant. Det sker hver dag, tro mig. Desto mere spændende er det, at nogen trods elendige udsigter alligevel gør forsøget. I særlig grad, da det af og til lykkes at skabe smukke og vedkommende værker. I min verden er der kun plads til positive omtaler, men de skal til gengæld på forsiden. Livet er for kort til dårlige anmeldelser.
»Hvis du ikke får noget til at ske, kan du ikke brokke dig, når andre forsøger at gøre det(…) Hvis du vil se forandringer, må du skabe dem selv«. Således talte Brian Cookson, den meget udskældte præsident for det professionelle cykelforbund UCI. For hver beslutning han træffer, sidder der en hær af klar til omkostningsfri nedsabling. Det er så let at skrive dårligt om noget eller nogen – og det forbliver så evigt ligegyldigt, så længe det bliver ved snakken, kun tingen i sig selv tæller! genstanden! er De med? Genstanden!
fortsæt med at læse
