»Jeg anser visse indvandrerkvinders situation som det altoverskyggende ligestillingsproblem i Danmark«.
»Hvis #MeToo fuldstændig ignorer det patriarkat, de muslimske kvinder lever under, så er det svært at tage den helt alvorligt«.
»Kampen for den hvide, privilegerede og frigjorte middelklassekvinde er åbenbart vigtigere end kampen mod social kontrol og undertrykkelse i parallelsamfund«.
Ordene kommer fra henholdsvis integrationsminister Inger Støjberg, chefredaktør for Weekendavisen Martin Krasnik og Berlingskes kultur- og debatredaktør, Anne Sophia Hermansen.
Cafémedarbejder til Sara Omar: Tak for at fortælle om vold mod muslimske kvinder. Det sker også for os kristne kvinderDer går ikke en uge, uden at minoritetskvinder således får en opsang af politikere og meningsdannere om det danske frigjorte kvindeideal, mens de etnisk danske kvinder til gengæld får proppet deres minoritetsmedsøstres elendighed ned i halsen.
Det er, som om Støjberg, Krasnik og Hermansen tror, at når først de etnisk danske ’overprivilegerede’ kvinder har forstået, hvilke umenneskelige forhold minoritetskvinder lever under med social kontrol, vold og undertrykkelse, så kan det være, at de lærer at holde igen med forkælede krav om bestyrelsesposter, øremærket barsel, ligeløn og ligebehandling.
Jeg har et ben i både kurdisk og dansk kultur og vil gerne frabede mig en ligestillingskamp, som i stigende grad italesættes som noget, der kun vedrører minoritetskvinder.
Min danske og kurdiske baggrund har gjort det lettere for mig at se, at ligestillingskampen kæmpes af kvinder i alle farver, i alle lande, i alle sociale lag og i alle kulturer. Nok også derfor reagerer jeg så kraftigt, når minoritetskvinder bliver hevet frem i debatten i Danmark for at lukke munden på de etnisk danske medsøstre, når de insisterer på lige rettigheder, der fordeler ansvaret og pengene. Men også når de siger fra, når de bliver udsat for seksuelle overgreb. Det er et udtryk for misbrug af udsatte minoritetskvinders situation og en grundlæggende manglende solidaritet og forståelse for etnisk danske søstres ligestillingskamp.
Muslimske miljøer bliver ikke beskyttet ved at fornægte kvinder som Sara Omar i at blive hørtLigestillingskampener ikke en konkurrence mellem kvinder, som blandt andre Martin Krasnik er med til at gøre det til. Emma Holten bliver ikke mindre krænket af, at hendes nøgenbilleder florerer på nettet, fordi Geeti Amari har haft en forfærdelig barndom med vold og social kontrol.
Begge historier er frygtelige, og begge historier kræver handling og solidaritet. Ligestillingskampen består heller ikke kun af bekæmpelse af social kontrol i udsatte boligområder, men også af bekæmpelse af sexchikane på michelinrestauranter. Kampen er den samme, og den må udkæmpes på alle fronter.
Ayse og Anne er lige undertrykte, og løsningerne er lige så mangfoldige, som problemerne er. Tallene for ligeløn og lige pension viser et helt andet billede end det heppekor, der mener, at undertrykkelsen kun rammer minoritetskvinder.
Lad mig lige slå fast, inden jeg får skudt det modsatte i skoene, at jeg selvfølgelig anerkender de massive problemer, der er i nogle minoritetsmiljøer i Danmark, og de massive ligestillingsproblemer i Mellemøsten.
Den nydanske kvindekamp: »Hvordan kan det være, man kun er optaget af kvindens jomfruelighed, og at man kun laver jomfrutjek af kvinder«Jeg har både som brobygger, børnebogsforfatter og debattør, og da jeg var medlem af Folketinget, arbejdet for at komme den manglende ligestilling i minoritetsmiljøer til livs. Der er heldigvis mange kvinder, der råber op.
Senest den danskkurdiske forfatter Sara Omar med romanen ’Dødevaskeren’ og millioner af kvinder i Mellemøsten med #MeToo-bevægelsen.
Jeg har selv brugt de sidste 10 år på at få minoritetsmiljøer til at lytte til opråbene og er kommet med løsningsforslag, der kunne bidrage til holdningsændring. Men jeg køber ikke den lyserøde fortælling om, at det går fantastisk godt med de etnisk danske søstres ligestilling, og at det kun er Ayses ligestillingskamp, der er væsentlig.
Jeg er ikke en af dem, der jubler over, at Danmark fik en kvindelig statsminister senere end Tyrkiet. Godt nok fældede jeg en tåre, da den første kvinde satte sig i formandsstolen i Folketinget, men hvis udviklingen fortsætter som hidtil, er der for alvor god grund til at tude.
Vi nydanske kvinder må gøre op med rygtesamfundetAlle prognoserne viser, at der vil gå mindst 100 år mere, før vi kan tale om lige adgang til magten. Ikke kun i Folketinget, men også i kommunerne, hvor det igen blev mændene, der løb med borgmesterkæderne og de magtfulde udvalgstaburetter ved det seneste kommunalvalg.
Jeg åbner ikke en flaske champagne af begejstring, når Danmark bliver overhalet af lande som Rwanda, Filippinerne og Sydafrika og ender på en 19.-plads på en international rangliste over ligestillingen.
En ægte feminist vil mene, at fraværet af kvinder i toppen af det private erhvervsliv, i universitetsverdenen og i spaltepladsen i medierne er lige så stort et problem, som at etniske minoritetskvinder alene på grund af religiøse og kulturelle dogmer bliver nægtet adgang til frit at vælge deres kærester, deltage i fester og træffe selvstændige beslutninger.
Når alt kommer til alt, opleves undertrykkelsen, diskriminationen, volden og overgrebene på samme måde, uanset om du hedder Anne eller Ayse. Anne bliver ikke mere frigjort af, at Ayse er undertrykt.
Ligestillingskampen er således ikke en kamp mellem kvinder, som Anne Sophie Hermansen, Martin Krasnik og Inger Støjberg ellers så ihærdigt forsøger at gøre den til.
Derfor er min opfordring: Køb ikke præmissen om, at Ayses og Annes ligestillingskamp er hinandens modsætninger. Vi skal kæmpe sammen – om så vel retten til kvindesvømning i Gellerup som til amning på cafeer i Gentofte!
Og vi skal sige fra; både når voldtægten foregår i Kurdistan, og når det sker på Roskilde Festival.
fortsæt med at læse
