»Du er da så fuld af lort. Du er hjernedød. Håber du falder og brækker halsen. Eller bliver voldtaget af de sorte svin«. Det er to år siden, at denne og andre lignende kommentarer landede i min postkasse på Facebook. Jeg var lige kommet hjem fra nogle ekstremt travle uger på Middelhavet for Læger uden Grænser. To uger med redningsaktioner fra morgen til aften, hvor hundredvis af mennesker blev reddet fra at drukne. Jeg var med til at behandle børn ned til seks år, som havde kemiske forbrændinger over hele kroppen, fordi benzin fra deres forulykkede gummibåd havde blandet sig med det havvand, som de havde ligget i. De skreg af smerte. En gravid kvinde fik hjertestop og døde i hænderne på mig. Jeg husker særligt et skrig. En mor havde siddet på kanten af en gummibåd med sine to børn, da gummibåden knækkede sammen og begyndte at synke. I et kort øjeblik vendte hun sig væk fra sine egne børn for at redde en anden dreng, som var faldet i vandet i mørket. Men da hun igen ville holde om sine egne børn, var de væk. Børnene var kun fire og fem år. Jeg er selv mor til to børn, så jeg kunne tydeligt mærke, hvor forfærdeligt hun måtte have det. Den her mor var kommet så langt for at give sine børn en ny fremtid med et godt liv. Men prisen blev, at børnene omkom undervejs. Hver gang jeg gik forbi hende på skibet, blev jeg ramt af hendes smerte.

Orker vi snart flere historier om nødlidende børn, sultkatastrofer og civile, der bliver bombet i stykker langt væk fra Danmark?