Orker vi snart flere historier om nødlidende børn, sultkatastrofer og civile, der bliver bombet i stykker langt væk fra Danmark? Skal vi virkelig blive ved med at hoste op, når det ringer på døren, og et fremmed menneske står med indsamlingsbøtten fremme?
Jeg har selv været udsendt som nødhjælpsmedarbejder for Læger uden Grænser flere gange og har næsten altid kunnet mærke folks flakkende blikke, når jeg hjemme igen er begyndt at tale om det, jeg har oplevet. Det bliver jo uvirkeligt, når fortællingerne om enkelte patienter bliver grumme eller blodige.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

