Jeg har altid haft en fantasi om, hvordan min mor, far og jeg døde. Vi dør samtidigt, men ikke sammen, for så er der ingen af os, der opdager, at de andre er døde – og så er der ingen af os, der skal bære på den ubærlige sorg ved at have mistet hinanden. Heldigvis gik det ikke sådan.
Det er i sofaen alene om aftenen, når tankerne får frit spil, at sorgen kaster sig over mig som en tung kåbe, der klamrer sig til mig og først slipper, når jeg har hulket godt og grundigt igennem.
