Sammen med geologen Minik Rosing har kunstneren Olafur Eliasson skabt et værk bestående af isblokke foran Tate Modern i London, som skoleklasser og alle andre kan få lov at røre ved. Foto: Ice Watch/PR

Sammen med geologen Minik Rosing har kunstneren Olafur Eliasson skabt et værk bestående af isblokke foran Tate Modern i London, som skoleklasser og alle andre kan få lov at røre ved. Foto: Ice Watch/PR

Debat

Olafur Eliasson: Vores bekymringer skal vendes til positiv energi

I det centrale London fortæller 30 isblokke fra Arktis historien om, at verden smelter.

Debat

Hvis du i disse dage går en tur i det centrale London, kan du støde på 30 blokke gletsjeris, der er tusinder af år gamle. Nogle af dem er gennemsigtige, andre er matte. Deres farver er toner af blå og hvid. Spor fra en fjern fortid i form af jord og andre naturmaterialer er indkapslet i disse tilsyneladende urokkelige former.

Læg hånden på isen, og mærk den kolde glatte overflade mod din hud. Læg øret til isen, og lyt til de knasende lyde, den frembringer, mens den smelter. Kig på den, og se de økologiske forandringer, som vores verden undergår.

Blokkene har været på en lang rejse. Da de brækkede af den grønlandske indlandsis, flød de til havs og blev samlet op i det kolde vand ud for Nuuk. I containere, der normalt bruges til transport af frossen fisk fra Arktis til middagsborde i hele verden, rejste de videre til Bankside ved Tate Modern og over til City of London, foran Bloombergs europæiske hovedkvarter. De ser fremmedartede ud, men er åbne for kontakt og vil gerne have dig til at lytte nøje til det, de har at sige. Disse isblokke fra Arktis fortæller deres egen historie – en historie, der også er vores. De er udtryk for, at verden smelter.

Isblokkene udgør ’Ice Watch’, et offentligt kunstværk, som jeg har skabt sammen med geologen Minik Rosing.

’Ice Watch’ skærper bevidstheden om klimaforandringer og udforsker, hvordan oplevelsen af afstand og frakobling, af nærhed og relevans holder os tilbage eller får os til at engagere os.

Før vi bragte projektet til London, hvor det har fået sit hidtil mest omfattende udtryk, har vi præsenteret ’Ice Watch’ to gange. I 2014 blev værket placeret foran Københavns Rådhus i forbindelse med offentliggørelsen af den femte rapport fra FN’s Klimapanel, IPCC. Isen gav fysisk form til tallene i rapporten.

I 2015 materialiserede isen sig på Place du Panthéon i Paris i anledning af COP21, der gav os Paris-aftalen. I tiden, der er gået siden da, er spørgsmålet om klimaforandringer omsider begyndt at dominere dagsordenen. I oktober offentliggjorde IPCC sine seneste vurderinger og udsendte en advarsel: Vi har kun 12 år til at afbøde klimaforandringernes konsekvenser.

Hvad skal vi gøre? Fakta har stadig værdi for de fleste mennesker, og de fakta, vi her har med at gøre, fortæller en skræmmende historie. Men kendsgerninger er ikke i sig selv nok til virkelig at engagere og motivere mennesker. Nogle gange kan de ligefrem have den modsatte virkning og få folk til at tage afstand og føle apati.

Forskere har undersøgt de psykiske mekanismer, der indgår i individuel og kollektiv beslutningstagning. Jeg selv er inspireret af Elke Webers forskning. Hun er professor i psykologi og offentlig forvaltning ved Princeton University og har tidligere samarbejdet med mit atelier. Hun stiller grundlæggende spørgsmål som: Hvornår engagerer vi os? Hvornår ignorerer vi noget eller bliver følelsesløse? Hun har fremlagt en række slående resultater, som jeg bliver ved med at vende tilbage til.

Der er en tydelig status quo-tendens i folks valg for eller imod en mere bæredygtig adfærd. Vi har en tendens til at holde os til det, vi kender og plejer at gøre. Det, vi har her og nu, er lokalt, umiddelbart og velkendt, hvorimod de langsigtede konsekvenser af ikke at gøre noget er abstrakte, usikre, lette at ignorere og tilsyneladende uden forbindelse til vores individuelle liv.

Enkelthandlingstendensen er en anden af de psykiske mekanismer, der er i spil. Det er nemmere at tage et enkelt skridt for at løse et problem end at tage flere. Det ene skridt kan have symbolsk værdi, hvis man er politiker – det kan tilfredsstille vælgerne, baglandet – mens en varig indsats er vanskeligere og kræver politisk mod, fordi værdien af den er sværere at formidle og præsentere som en nyhed.

Den måske vigtigste erkendelse, når det drejer sig om at tilskynde folk til bæredygtig adfærd, er, at frygt tilsyneladende ikke er en effektiv strategi. Som Weber skriver, kan frygt måske få folk til at handle nu og her, men til gengæld kan man ikke leve i en permanent choktilstand. Klimahandlinger skal udføres konsekvent over tid, de skal være en del af vores liv, og derfor bliver vi nødt til at fokusere på positive fortællinger og positive resultater, der kan inspirere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er netop det, ’Ice Watch’ handler om. Jeg har håb – håb om, at vi kan skabe indre forvandling og presse på for systemiske forandringer. Til det formål er vi nødt til at bruge alle til rådighed værende redskaber. Kunst og kultur er nogle af redskaberne.

Tag for eksempel status quo-tendensen. Kunsten fremmaner alternative fremtidsscenarier, giver dem form og liv. Uanset om de findes i en roman, et kunstværk, et skuespil eller en film, kan den slags fremtidsscenarier konkretisere og tydeliggøre ting, det ellers er vanskeligt at fatte. De kan flytte os over enorme afstande, så vi kan være sammen med og mærke mennesker og steder, der er langt væk. Sådan kan kunsten påvirke vores reaktioner på spørgsmål som for eksempel klimaforandringer og handling.

Vi er nødt til at benytte os af alle disse midler, der forbinder os med fremtiden og det fjerne og giver os mulighed for at erkende, at vi er en del af det store uregerlige netværk, der hedder Jorden. Vores CO2-aftryk på Jorden er virkeligt. Konsekvenserne er virkelige, og folk mærker dem allerede.

Mary Robinson, Irlands tidligere præsident, giver i sin nye bog, ’Climate Justice’, disse klimaofre en stemme. Hun formidler den hårdførhed, som så mange udviser, og det lederskab, de demonstrerer i deres egne liv og lokalsamfund. Vi er nødt til at lytte – til dem, der allerede er berørt, til os selv, til verden. Og der er noget, vi kan gøre:

På det systemiske nationale niveau kan vi organisere indsatsen for at lægge pres på politikere og regeringer, eksempelvis for at få dem til at indføre ambitiøse CO2-afgifter og samtidig sikre en retfærdig overgang fra vores CO2-baserede økonomier. Vi kan slutte os til andre, der opfordrer virksomheder til at skille sig af med deres investeringer i fossilt brændsel og i stedet investere i bæredygtig energi og innovation. Fossile brændstoffer skal blive i jorden.

På ngo-niveau kan vi støtte organisationer, der arbejder for uddannelse til piger og kvinder. Kvinder spiller en hovedrolle i indsatsen for at begrænse klimaforandringerne.

I vores eget liv kan vi flyve mindre og tjekke vores køleskabe, frysere og aircondition-anlæg. Hvis de bruger de kølemidler, der kaldes HFC (hydrofluorcarbongasser), er de stærkt skadelige for klimaet. Vi kan vælge bæredygtigt forbrug, reducere madspild, spise vegetarisk og købe produkter, der ikke belaster planeten så meget. Hvis virksomhederne ser, at det er her, pengene er på vej hen, skal de nok følge efter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vores bekymringer vil blive til positiv energi, i takt med at vi begynder at føle os som en del af den voksende gruppe, der faktisk gør noget – som opbygger en hårdt tiltrængt og dynamisk klimakoalition, der går på tværs af landegrænser, kulturforskelle og generationskløfter.

Oversættelse: Tonny Pedersen

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce