Vi begynder med et paradoks. Gennem det seneste halve århundrede er samfundets viden om kost, kalorier og vægttab eksploderet, og tusindvis af mennesker har spist sig igennem alle mulige slankekure, der påstår, at følger man lige netop deres opskrift, vil kiloene drysse af som frø fra en mælkebøtte. Alligevel er befolkningens vægt gået i vejret.
Ifølge tal fra Den Nationale Sundhedsprofil, som Sundhedsstyrelsen udgav i marts sidste år, er det nu mere normalt at være overvægtig end normalvægtig, hvis man bor i Danmark. Og zoomer vi ind på dem, der er svært overvægtige og dermed læner sig op ad alvorlige helbredsproblemer, peger pilen kun i en retning. På syv år er andelen af danskere i denne gruppe steget med 23 procent, så hver sjette nu lider af fedme. Samtidig kæmper flere med spiseforstyrrelser eller er på anden vis psykisk belastede af tanker om mad og vægt.


