Normalt er jeg tilbageholdende med hensyn til at foreslå fyring af ledere. Man skal ikke fyre, blot fordi der er et eller andet at kritisere. Det har man en tilbøjelighed til at gøre inden for fodboldens verden, hvor der nogle steder hersker så bizarre ledelsesforhold, at man må undres.
Ja, noget af det, vi ser i fodboldens verden, er direkte latterligt. Sådan skal det ikke være, hverken i den offentlige eller i den private sektor. Men det modsatte skal heller ikke gælde, at man næsten kan gøre hvad som helst, uden at det får konsekvenser. Det vil jeg vende tilbage til.
Når det handler om det private erhvervsliv og den offentlige sektor, spørger jeg, om vi ikke har lært det af 2018, at man bliver nødt til at være mere konsekvent og mere klare i mælet, med hensyn til hvad der kan og skal accepteres, og hvad der ikke bare skal kritiseres, men føre til fyringer?
Vi ser for ofte, at ledere – efter at stærkt kritisable forhold eller fænomener er blevet afsløret og dokumenteret – står frem og siger, at de naturligvis påtager sig det fulde ansvar for det skete. Hvorefter intet sker. Lederne bliver bare siddende. Er det i orden?
Vi har i årets løb f.eks. set Danske Bank lade en topleder blive siddende på sin post, på trods af at næsten ubeskriveligt fatale og kritisable forhold blev rullet ud for offentligheden hen over flere år. Intet skete.
Bestyrelsen holdt hånden over den administrerende direktør. Ingen greb ind, på trods af at der var tale om ekstremt alvorlige forhold og dispositioner. Det handler ikke nødvendigvis kun om ulovligheder i juridisk forstand. Det gør det selvfølgelig også, men det handler også om moralsk og etisk uacceptable forhold.
Én ting er jura, og juraen skal respekteres, men der er noget, der måske er endnu vigtigere: moral og etik. Det skal også respekteres, men bliver det ikke altid. I virkeligheden handler det mere om ordentlighed i ledelse, end det handler om juridiske formuleringer.
Jeg er i den sammenhæng ligeglad med, om den pågældende direktør kan stilles for eller bliver stillet for retten eller ej. Det er ikke det afgørende.
Det afgørende er, om den pågældende leder bliver siddende på sin post efter så alvorlige fejltrin. En fyring eller en frivillig tilbagetræden er et klart signal til alle om, at den slags adfærd under ingen omstændigheder kan accepteres. I en videre forstand handler det om kultur. Det, man gør eller ikke gør, påvirker kulturen. Den praktiserede og accepterede lederadfærd er et udtryk for kulturen i virksomheden, og det er derfor dybest set kulturen, man skal interessere sig for.
Man kunne gå videre og spørge: Hvordan står det til i forsvaret og i Forsvarsministeriets top? Hvis vi ser tilbage på, hvad offentligheden fik indblik i, når det handler om Forsvarsministeriet og relationen mellem Forsvarsministeriet, forsvaret og Statsministeriet, ikke på lave niveauer, men på højeste niveau, departementschefniveau og øverste niveau i forsvaret, hvad så vi så?
Vi har været vidner til begivenheder, fænomener og historier, hvorom man skulle tro, at de havde fundet sted i elevråd, lokale fagforenings- eller vejforeningsbestyrelser og ikke i toppen af et ministerium (undskyld, elev-, fag- og vejforeninger): hemmelige kærester, bonusser, aftaler og lønforhøjelser, uretmæssig optagelse på uddannelsesforløb m.m. Ja, man tror, det er løgn! Men det er det åbenbart ikke.
Se bare på Forsvaret
Så vi ikke her topledere træffe beslutninger og dispositioner, som ethvert medlem af et elevråd ved er noget, man bare ikke gør?
Så vi ikke en departementschef begå klare fejl, udvise en så stor mangel på dømmekraft og en så kritisabel adfærd, at det er fuldstændig uden for skiven? Skulle der ikke have været grebet ind?
Er det acceptabelt, at der i administrationens absolutte top, der, hvor ordentlig, respektabel og værdig administration og ledelse burde være en selvfølge og et særkende, sidder mennesker, der åbenlyst har demonstreret, at de agerer stik imod, hvad der er god skik og brug og almindelig sund fornuft? Eller bare: ordentligt? Kan det accepteres? Kan man lade det passere?
Svaret er nej. Det kan man selvfølgelig ikke, og der bør klart og resolut skrides ind, når den slags sker. Det er fuldstændig undergravende for borgernes og de ansattes tillid til og respekt for, hvad der foregår både i private virksomheder og i den offentlige sektor.
Vi har set, hvordan de pågældende topledere har betalt tæt på en halv million kroner til Kammeradvokaten for et ekspresnotat om sagen. Læser man i medierne, har Kammeradvokaten erklæret, at der er foretaget kritisable dispositioner, men ikke noget, der bør give anledning til retlige efterspil.
Jeg anerkender, at det er Kammeradvokatens vurdering. Men det ændrer intet ved min holdning: Det er fuldstændig uacceptabelt, at en departementschef handler og disponerer sådan, og det bør have konsekvenser. Alene den omstændighed, at man har så travlt med at fremskaffe en udtalelse fra Kammeradvokaten, siger jo en hel del om sagens karakter og alvor – og den dårlige samvittighed.
Når noget ikke er ordentligt, bliver det jo ikke ordentligt af, at et advokatkontor i København erklærer, at det ikke er en sag eller et forløb, der bør give anledning til et retligt efterspil. Hvor er etikken og den sunde fornuft blevet af i hele dette cirkus?
Må en topleder da aldrig begå fejl? Jo, selvfølgelig, men det skal være, hvad jeg vil kalde kvalificerede fejl. De fejl eller forsømmelser, som dette handler om, er fejl, der må begås af yngste fuldmægtig inden for de første uger – og herefter bør yngste fuldmægtig vide, at det er noget, der ikke skal gentage sig.
Jeg respekterer den juridiske vurdering, men jeg tillægger den en begrænset betydning. Det finder sted i en verden, hvor der er en uheldig, for ikke at sige en syg, tradition for, at det altid er juraen og juridiske tolkninger, der ikke bare er vigtige, men eneafgørende for sagers forløb, og ikke etikken.
Og så er jeg tilbage ved fodboldverdenen og de mange trænerfyringer. Fyringer løser ikke alle problemer i en organisation, ligesom det er problematisk at undgå fyringer.
Vi bliver nødt til at ændre holdning, når det handler om at fyre chefer, der har handlet etisk uacceptabelt. I en avisartikel her ved årsskiftet hed det, at 2019 bliver etikkens år i dansk erhvervsliv.
Det er jeg enig i, hvis man udvider det til også at gælde den offentlige sektor og dens mange virksomheder, styrelser og ledelser: etikkens år i ledelse.
fortsæt med at læse
