Tonen er hård fra kritikere af udviklingsbistand. Men faktisk er vi enige med vores mest indædte kritikere om en hel del.

Danmarks Indsamling: Mere uddannelse giver færre barnebrude

Arkivtegning: Mette Dreyer
Arkivtegning: Mette Dreyer
Lyt til artiklen

»Lær dem om prævention i stedet for at give dem udviklingsbistand«. »Vi kan altså ikke redde hele verden. Der er nok til alle, hvis bare de ikke ynglede som rotter!!!«.

Kommentarerne ovenfor stammer fra en af vores facebookprofiler. Danmarks Indsamling rejser nemlig i år penge til piger i verdens fattige lande, og den målgruppe kan få netdebatten til at koge.

For børn fødes af kvinder, og for flere facebookdebattører er pigers trivsel lig med babyboom i bunden af den globale pyramide. Derfor møder vi som humanitære organisationer indimellem modstand mod at bidrage til, at verdens mest udsatte piger overlever og udvikler sig.

Ikke overraskende er vi hverken tilhængere af tonen eller argumentationen. Men det er sikkert overraskende, at vi og vores indædte kritikere faktisk kan blive enige om en hel del.

F.eks. at adgang til prævention er en god idé. Tal fra FN’s Befolkningsfond viser, at mere end 200 millioner kvinder i udviklingslandene, der ikke ønsker at blive gravide, fortsat er uden adgang til prævention. Samtidig har mange ringe viden om, hvordan man beskytter sig mod graviditet. Derfor får alt for mange piger og kvinder flere børn, end de selv ønsker. Det problem skal løses.

Uenigheden mellem os og de kritiske røster bliver til gengæld til at få øje på, når udviklingsstøtte til verdens udsatte piger gøres til fjenden. For når man som organisationerne bag Danmarks Indsamling bl.a. rejser penge til, at flere piger kommer i skole, og færre piger skal opleve voldelige seksuelle overgreb, giver det ikke alene den enkelte pige og hendes samfund bedre muligheder, det bidrager også til løsningen af de kritiske røsters hovedbekymring: Det dæmper fødselstallet.

Lad os se på mekanismerne bag.

Red Barnet om 10 millioner barnebrude: Børn skal ikke giftes, de skal gå i skole

Studier fra Verdensbanken viser, at kvinder med uddannelse på et niveau, der cirka svarer til folkeskolen, i langt højere grad vinder fodfæste på arbejdsmarkedet. Og for hvert år en pige bliver på skolebænken, øges hendes indkomst med 10 procent.

Desværre når størstedelen af pigerne i lavindkomstlandene ikke ret langt i skolen, og det har enorme økonomiske konsekvenser. Ifølge Verdensbanken koster begrænsede uddannelsesmuligheder pigernes hjemlande 15-30.000.000.000.000 (15-30 billioner) dollars i tabt livstidsindkomst- og produktivitet.

Og de positive effekter af uddannelse stopper ikke her. Alle undersøgelser viser, at når piger bliver på skolebænken, falder risikoen for, at de ender som barnebrude – en skæbne, der rammer 12 millioner piger om året. Og så er vi igen tilbage ved emnet prævention. For når pigerne går i skole i stedet for at blive gift, får de færre børn end dem, der bliver gift tidligere. Uddannelse er med andre ord særdeles effektiv prævention.

Hvis alle piger fik uddannelse på et niveau, der cirka svarer til folkeskolen, ville det i mange udviklingslande reducere fertilitetsraten med en tredjedel. Så hvis man taler imod støtte til bedre udviklingsmuligheder for verdens udsatte piger, fordi man er bange for befolkningsudviklingen, vender man fakta på hovedet.

Skolegang betyder, at pigerne bliver bedre rustet til at træffe beslutninger, der vedrører deres liv – også når det gælder ønsket om ikke at få flere børn. 14-årige Ashadia siger det meget tydeligt fra Rohingya-flygtningelejren Cox’s Bazar: »Med en god uddannelse kan vi udfordre alt det, mænd går og bilder os ind«. Se, det er kvindefrigørelse, der batter.

I skolen bliver pigerne bevidste om, hvordan man undgår at få børn. Vi ved fra lande som Sierra Leone, at mange unge f.eks. tror, at det er umuligt at blive gravid ved første samleje. Det er en af flere grunde til, at næsten hver anden pige i Sierra Leone har født et barn, når hun er 18 år.

Ud over at begrænse antallet af børnegraviditeter betyder de senere ægteskaber også, at pigerne generelt er mindre udsat for vold, at deres børn er sundere, samt at de og deres børn sjældnere ender i fattigdom. Det kan man naturligvis synes om, hvad man vil.

Vi synes, det er fantastisk, og det er der heldigvis mange danskere, der også gør. Det er derfor, de støtter Danmarks Indsamling.

Af formand for Danmarks Indsamlings styregruppe Mulle Juul Korsholm og generalsekretær Christian Friis Bach, Dansk Flygtningehjælp; adm. direktør Mads Klæstrup Kristensen, SOS Børnebyerne; generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen, Folkekirkens Nødhjælp; generalsekretær Rasmus Stuhr Jakobsen, Care; generalsekretær Anders Ladekarl, Røde Kors; adm. direktør Gwen Wisti, PlanBørnefonden; kommende generalsekretær Kristian Weise, Oxfam Ibis; generalsekretær Tim Whyte, Mellemfolkeligt Samvirke; generalsekretær Steen M. Andersen, Unicef; direktør Jesper H. Brix, Læger uden Grænser; generalsekretær Klaus Nørlem, Dansk Folkehjælp; fung. generalsekretær Thomas Reidar Andersen, Red Barnet

12 generalsekretærer

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her