Seksualundervisning har traditionen tro fyldt skemaet på landets skoler i denne uge – ’Uge Sex’.
Det er en oplagt anledning til igen at sætte en tyk streg under, at børn og unge dagligt oplever digitale sexkrænkelser og får overtrådt deres inderste grænser på nettet. Det må og skal høre op nu.
Retssystemet skal styrkes, så dommere og politi uddannes og efteruddannes i at forstå digitale krænkelsers alvor, og hvordan man møder ofrene og deres forældre
For et år siden sigtede politiet over 1.000 unge for deling af børnepornografisk materiale under operation Umbrella. Umbrella-sagen har lært os, at det ikke bare er ukammeratligt at dele billeder af hinanden. Det er ulovligt, og ulovlig deling af et billede af en kammerat kan forfølge og spænde ben for de unge mange år fremover. Højesterets dom om betinget fængsel og erstatning til ofrene er et klart signal om, at unge under 18 år har ret til beskyttelse mod ufrivilligt at blive krænket på internettet.
For et år siden var sagen et chok for mange børn og forældre – området havde ikke nok opmærksomhed før da, og reelt kunne mange andre børn og unge være endt i samme situation som de 1.000, der blev anmeldt. Heldigvis har noget rykket sig det seneste år.
Politiet har fået nye retningslinjer, når det gælder sager om digital krænkelse, og vi har i Red Barnet fået midler til at hjælpe de unge gennem rådgivningstjenesten SletDet. Vi er dog langtfra i mål. Der er brug for mere, så vi fortsat sikrer børns og unges ret til at blive beskyttet og ruster dem med det rette kompas til at begå sig i en digital verden, der konstant forandrer sig.
Der er behov for en helhedsorienteret indsats, så skoler og undervisningsinstitutioner arbejder fokuseret med at forebygge. De skal uddannes og have en beredskabsplan, så de er klædt på til at håndtere digitale krænkelser og tale med eleverne. Børn skal kende deres rettigheder og grænser og opdrages i moral og etik, så de er i stand til at beskytte sig selv og deres kammerater.
Forældre skal vide, hvordan de støtter og beskytter deres børn. Retssystemet skal styrkes, så dommere og politi uddannes og efteruddannes i at forstå digitale krænkelsers alvor, og hvordan man møder ofrene og deres forældre.
Derfor forventer vi, at temaet får en fremtrædende plads op til og efter folketingsvalget. At vi ser politikere, der forpligter sig på og sikrer systematiske tiltag, der beskytter og styrker alle børn. Vi har alle et ansvar, men politikerne har det overordnede, og der er i den grad brug for en styrket systematisk indsats.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar