Under valgkampen vil Politiken belønne de politikere, som yder en ekstra indsats for den sobre og saglige debat.

Politikens dialogpris vil løfte niveauet for den politiske debat i Danmark

Lyt til artiklen

Borgerne lukker ørerne og bliver ekskluderet, når politikere nedgør modstandere, er polemiske, smider om sig med udokumenterede påstande, taler i munden på hinanden og undlader at vise respekt.

Derfor skal Politikens Dialogpris inspirere politikerne til at vælge en debatform, der engagerer og inkluderer borgerne i folketingsvalget.

Politikens Dialogpris har til formål at styrke en konstruktiv, kritisk og fri politisk debat, der engagerer flest mulige borgere i folketingsvalget.

Özlem Cekic & Christian Jensen udgør juryen, der hver uge hædrer en eller flere politikere med Politikens Dialogpris, fordi de på forbilledlig vis højner debatniveauet under valgkampen.

Politikens Dialogpris gives til politikere, som i løbet af valgkampen:

Lytter
Den lyttende politiker lader først og fremmest sin modstander tale ud, og udviser en reel interesse for de argumenter, som bliver brugt. Når man refererer modargumenterne, man bliver mødt med, skal det gøres med en respekt for, hvad modstanderen rent faktisk har sagt og mener. Den lyttende politiker fordrejer ikke andres standpunkter for at score billige point og optræder som en fair og fordomsfri modstander.

Fokuserer på egne holdninger
Den sobre politiker lægger vægt på sin egen politik i stedet for at betragte valgkampen som en oplagt lejlighed til at pege på, hvad andre har gjort galt. I et land med udbredt politikerlede, er der behov for parlamentarikere, der taler et sprog, der er forståeligt og giver udtryk for nuancer og de svære dilemmaer. Enhver politiker går til valg på en positiv dagsorden: Man har en række mærkesager og positioner, man ønsker at se realiseret. Den opbyggeligt tænkende politiker vælger at fokusere på disse sager frem for at nedgøre modstanderen.

Anerkender enighed
Den samarbejdende politiker baserer sit virke på, at det danske folkestyre er en succes. I store dele af den danske lovgivning står et bredt flertal bag beslutningerne, der regulerer vores samfund. Den enighed kan være vanskelig at få øje på, når politikerne mødes i debatter, men den er vigtig for vores respekt for demokratiet og for opbakningen til de folkevalgte. Derfor vil den samarbejdende politiker huske at anerkende sin modstander, tale vedkommende op og ikke mindst give plads til tvivl og holdningsændringer, når bedre argumenter eller dokumentation har fået en selv eller andre til at skifte standpunkt.

Respekterer uenighed
Den respektfulde politiker ved, at en valgkamp skal og vil bestå af debatter, hvor der bliver gået til stålet, og hvor argumenterne tørner sammen og slår gnister. Det kan sagtens foregå respektfuldt, blandt andet ved at politikerne taler ud fra fælles definitioner og ikke skændes om teknikaliteter, men søger efter et fælles udgangspunkt for den politiske meningsudveksling. Den respektfulde politiker anerkender modsynspunkters validitet og styrke, møder konkrete spørgsmål med konkrete svar og forstår, at begavet debat ikke nødvendigvis handler om at blive enige.Politikens Dialogpris vil også engagere borgerne på sociale medier. Hver uge får de mulighed for at kommentere og argumentere for, hvilke kandidater der bør hædres med prisen på Instagram, Facebook og Twitter under hashtag #PolitikensDialogpris.

Brugernes kommentarer på sociale medier vil indgå i juryens vurdering og motivation for valget af ugens prismodtagere under valgkampen.

Prismodtagerne offentliggøres hver søndag under valgkampen klokken 9.00 på politiken.dk, i søndagens debatsektion og på Instagram, Facebook og Twitter.

Özlem Cekic og Christian Jensen overrækker statuetten ’Laughing Woman’ af Leif Sylvester til prismodtagerne under et debatarrangement i Politikens Valgtelt på Christiansborg Slotsplads.

Mads Zacho Teglskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her