Hvorfor valgte du dog dansk? Det er ofte det første spørgsmål, jeg får, når folk finder ud af, at jeg kommer fra Rusland og har læst dansk på Moskvas Statsuniversitet. Svaret er som regel: Det ved jeg ikke.
Og det er ganske rigtigt – jeg havde ikke noget særligt kendskab til hverken Danmark eller det danske sprog, da jeg i 2006 skulle vælge hovedsprog på den videregående filologiske uddannelse, jeg var blevet optaget på. Jeg så bare dansk på listen over muligheder og tænkte, at det da lød meget sjovt.