Forsigtigt fisker jeg den sorte vinylskive ud af coveret til The Au Pairs’ debut fra 1981, lægger den på pladespilleren med B-siden op, kører børsten over den og løfter pickup-nålen hen på den. ​​

Altså, kønt lyder det ikke, når Lesley Woods og hendes bandkammerater fra Birmingham spiller ’Come Again’ og andre feministiske sange. Tværtimod. Det er vred, primitiv, postpunket guitarrock, der kommer ud af mine gulvhøjtalere, så længe stort set glemte Au Pairs fylder dem med lyd. Der bliver vrænget med vokalerne, revet i strengene og jappet på trommerne på måder, som vil stresse de fleste, men ikke desto mindre dengang i 1980’erne inspirerede andre.Skulle jeg være omstillingsparat? Aldrig i livet!