Landets virksomheder skal betale deres skat, ikke snyde, og skabe arbejdspladser. Til gengæld kan virksomhederne så forvente, at samfundet leverer uddannet arbejdskraft, får deres ansatte frem med offentlig transport og holder dem sunde og raske med en velfungerende sundhedssektor. Og desuden sørger for, at de kan få passet deres børn, så vi ikke kun har en halv arbejdsstyrke til rådighed.
Sådan fremlægger Tue Mantoni samfundskontrakten mellem den offentlige og private sektor, som han netop har udgivet en bog om – som ganske ligefremt hedder ’Samfundskontrakten’. Han er tidligere direktør i Bang og Olufsen og sidder i dag i flere bestyrelser bl.a. hos Lakrids by Bülow, Joe & The Juice og Vækstfonden.

