Kriser har det med at fungere som forstørrelsesglas på samfund og menneskets natur, og det, man ser, er ikke altid lige kønt. I et helt år med coronakrise har verdens lande lukket sig om sig selv, er blevet bange for hinanden og har desuden kastet sig ud i et gigantisk slagsmål om de sparsomme vacciner i en grad, så de fattigste lande – hvilket er de fleste – er blevet taberne.
Den situation er måske ikke særlig overraskende, men den er forstemmende. De fattige lande er blevet svigtet af de rige, og var det ikke for Kinas og Ruslands vacciner, havde de været ilde stedt. Kald det bare vaccinediplomati. De fattige lande er ligeglade med, hvad de rige hånligt kalder de to stormagters effektivitet. Ligesom vi andre vil de bare gerne have de to stik i armen.
