I et træshelter ved Roskilde Fjord lå jeg i en for kort sovepose og rystede af kulde, alt imens jeg kiggede på min telefons ur, i håb om at natten snart var omme. Vinden susede i træerne omkring mig, og bålstedet var helt og aldeles gråt og slukket. Stjernerne på himlen lyste klart, og telefonen viste, at klokken desværre stadig kun var 2.30. Der var lang tid til kaffe og solopgang, og temperaturen var kun 1 plusgrad – den koldeste majnat i 25 år.

Jeg frøs helt ind i mit storbyblod og mine nørrebroknogler og kunne intet andet end at grine højlydt af mig selv, så resten af Boserup Skov kunne høre det. Endnu et desperat forsøg på at genopfinde eksistensen under lockdown kunne krydses af på Jordens mest triste bucket list.