I Tyskland er det – for os – lidt fremmede begreb ’erindringskultur’ af gode grunde alt andet end vemodige minder. Erindringskultur er et kritisk beredskab. Det må enhver nation trække på, hvis den ikke skal indhentes af selvtilfreds magelighed og traditionens dødvægt, en daglig trussel.

Havde USA gjort op med den racistiske diskrimination, landet forsøgte at befri sig fra i 1960’erne, 100 år efter slaveriets ophævelse, var Donald Trump næppe valgt til præsident i 2016. Og hvis ikke Frankrig i tide og utide finpudsede den glorie, der fik velvoksne ridser i lakken efter nederlaget i Algeriet i 1962 og 68-oprøret, altså 100 år efter det franske kejserdømmes fald i 1870, ville menneske- og borgerrettighedernes fædreland næppe overveje at vælge en Marine Le Pen til præsident næste år.