Jeg er så meget et barn af byen, at jeg altid har haft svært ved at falde i søvn uden et brusende lydtæppe af trafik, stemmer i gaderne og gerne lidt sirener i det fjerne. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at trives i en forstad.

Men skik følge eller land fly, og som hovedparten af den amerikanske befolkning har jeg tilbragt det seneste halvandet år i et søvndyssende amerikansk boligkvarter med ensartede enfamiliehuse i fire-fem nuancer af sandfarve med små firkantede baghaver, basketkurve i indkørslerne, naboer i fornuftigt spadseretøj og absolut intet liv efter solnedgang.