Jeg skal love for, at Manden i disse år må stå for skud. Patriarken, den gamle pater familias, enerådig og brovtende, er for længst død og borte, men Manden er stadig et problem at dømme efter mange stemmer i ligestillings- og samfundsdebatten. Det er angiveligt ham, der undertrykker og udbytter, ham, som igen og igen får krige til at bryde ud og klimaet til at løbe løbsk. Mænd er farlige, hvad enten de skal på Roskilde-festival eller til topmøde i Davos. Kun verdenslitteraturen og Stieg Larssons arvinger har haft gavn af deres svigt og angivelige had til kvinder. Hvad ville ’Brødrene Karamazov’ have været uden deres elendige far?
Sådan kunne man blive ved, men jeg stopper, for tiden er kommet til at tale helt anderledes om mænd og fædre. Den gode nyhed er, at unge mænd er i gang med en dybtgående kulturrevolution, og at den netop handler om faderrollen.
