Da vor nyudråbte konge stod frem for al folket med sit valgsprog – hvor sprogforbistret forbandet det så end måtte lyde i alment dannede øren – vakte det en del forargelse hos den kirkeligt orienterede del af befolkningen, herunder selvsagt kleresiets talspersonager. For hvor var Gud og kristendommen? Ærligt talt?

Monarken er forpligtet – fik De den, kære læser – til at være en del af den danske statskirkes lutheranske fællesskab. Det er en del af jobbet, så at sige. For Danmark er et kristent land. Vi er et kristent folk, der fejrer Jesu fødsel med både rødkål og risalamande, og tidligere tilbad vi også Herren i fællig med varmt kardemommeduftende hvedebrød, indtil det blev for omfattende en demonstration af offentlig dovenskab for den herskende protestantisme og kapitalismens allestedsnærværende ånd.