Vi burde fluks lave en fucking pop up grædemur, så vi kunne mødes i helingen af alt det kvinder, mænd og andre kønsminoriteter har oplevet i musikbranchen. Der er jo så intenst, hvor mange der stadig ikke har fået luft og har vendt det destruktivt indad.
Vi har været i gang siden 2017, og alligevel har jeg den sidste uge hørt historier til 100 dokumentarfilm. Og ja, der er også pladser ved denne mur til dem, der vil græde over alt det lort, de har udsat andre for eller passivt har bevidnet. Jeg ved, at jeg personligt kommer til at græde alle slags tårer.
