Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Autofiktion. Gerda Hyldrup skriver om Gud og mor i #Med mig selv i centrum. (Selfie/selvportræt).

Autofiktion. Gerda Hyldrup skriver om Gud og mor i #Med mig selv i centrum. (Selfie/selvportræt).

autofiktion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da ordet ikke duede, og Gud ikke lyttede

Ord er en skaberkraft, et redskab for handling, forandring, forbedring og fortrøstning.

autofiktion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Endnu før lyden er defineret og lokaliseret, er jeg klar over, at noget er anderledes. Jeg holder vejret og løfter blikket fra bogen. Måske har jeg hørt forkert, lyden kunne jo komme fra naboen, det er bedst ikke at forestille sig noget.

Jeg bøjer mig over bogen igen og læser videre, men lyden insisterer, den er for tæt på, det kan ikke være naboen. Vinduet står åbent, og lyden trænger tydeligt op fra det lille grusbelagte gårdrum. Rivens klirrende lyd gennem gruset, ikke regelmæssig, ujævn og tøvende, men vedholdende.

En underlig uro gennemstrømmer mig, kan det være min mor, der ved egen hjælp er kommet ud i haven, har hentet riven i skuret og nu skubber den gennem gruset. Jeg bliver siddende lidt, følelsen af normalitet – at min mor, som det mest selvfølgelige er på havearbejde ligesom alle de andre mødre på vejen – fylder mig med en glæde, jeg ved kun er til låns for et øjeblik. Jeg ved, at jeg ikke kan blive i øjeblikket, at jeg må ned i haven og have vished.

Min mors ihærdighed og stolthed over sit forehavende slår mig med både glæde og vemod. Jeg ved – som alle de andre gange, når kræfterne er brugt op, og hun må kapitulere og hjælpes ind på sofaen – at intet er anderledes. Jeg ved, at jeg nu igen skal samle mig om, at hun skal trøstes. At jeg skal få hende tilbage på sofaen med forsikring om, at der igen kan komme gode øjeblikke, at hun ikke skal fortvivle, men tro på, at dette gøremål måske er et tegn på bedring.

Og jeg ved, at jeg igen intet kan stille op overfor hendes beklagelser over sin tilstand: Det dumme bentøj, der ikke vil lystre, at hun intet kan udrette, at hun intet er værd, og at vi alle sammen ville være bedre stillede uden hende.

Vi har fået fjernsyn, og jeg har sammen med mine forældre set Tv-teater for første gang i mit liv. Stykket er 'Ordet' af Kaj Munk – et skuespil, som i sit dramatiske og overspændte kristensyn bestemt ikke er for børn. Jeg er stolt over, at mine forældre lader mig se med, jeg tager det som tegn på, at de regner mig for 'moden af sin alder', som klasselæreren engang har udtalt om mig.

LÆS AUTOFIKTION

Jeg sidder musestille, trækker knap nok vejret. Scenen med den døde mor liggende i kisten med mand og børn samlede rundt om er ubærlig. Moderløse børn er for mig det største skrækscenarie, der findes.

Præsten træder ind i dødsværelset, han taler med fast og myndig røst til de levende, og med ordet byder han den døde at stå op. Efter et intenst øjeblik åbner kvinden i kisten sine øjne, løfter hovedet fra puden og taler til de sørgende. Hun er vendt tilbage fra de døde. Et mirakel er sket. Ordet har sejret og vist sin magt. Magt over døden, som kan overvindes, når troen er stærk og uden tvivl.

Tror jeg – eller tvivler jeg? Hvis dette besynderlige skuespil skal give mening, må det vel handle om aldrig at lade tvivlen komme til, at den rene og ubesmittede tro – ved bønnen, ved ordet, kan få mirakler til at ske.

I mit hjem er bordbøn og aftenbøn en del af dagligdagens gentagelser. Remser, som min far fremsiger efter min mors »fold hænder!« Men ved disse remser har jeg sjældent min opmærksomhed rettet mod Gud. Bordbønnen synes jeg er pinlig, når der engang imellem er kammerater med ved aftensmaden, og aftenbønnen i mine forældres soveværelse ved sengetid forstår jeg ikke meget af. Ordene klumper i munden: »Helliget vorde dit navn«, og »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«. Men det er uden betydning i forhold til det egentlige, at troen på, og tilliden til Gud er et grundvilkår, som ikke kan anfægtes.

Hvis jeg nu laver en aftale med Gud – indgår en pagt, symboliseret ved et ord. Nej, ikke et ord, for ord kan misforstås og misfortolkes. Jeg må finde et tegn, et hemmeligt tegn, som ingen kender til. Et symbol, som skal være et vidnesbyrd om, at jeg i min tro vil være uden tvivl – at jeg vil være inderlig og nærværende i bønnerne, ikke lade tankerne fare i alle retninger, men koncentrere mig om ordene, om »ordet«.

Min fars højtlæsning juleaften fra Johannes Evangeliet: »I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud«, kan jeg udenad, men nu giver det pludselig mening. Ord er en skaberkraft, et redskab for handling, forandring, forbedring og fortrøstning.

Jeg vil sætte et tegn hemmelige steder i huset. Jeg vil indhylle hjemmet med min overbevisning om og tro på, at Gud vil – om ikke udøve helbredende mirakler, så dog standse forværringen af min mors sygdom, så hun ikke skal havne i den kørestol, jeg har set i Materialistens vindue, og som har fyldt mig med frygt og sorg, fordi jeg ved, at den inden længe skal blive en del af vores hverdag.

Det er derfor, jeg skal lave et tegn. Et tegn, som kun jeg kender betydningen af. Et kors, som ikke må kunne genkendes, så jeg kamuflerer det ved at tegne en firkant udenom. Én efter én tager jeg mine bøger ud af reolen, og på den første side i hver af dem bliver tegnet omhyggeligt indført.

Og i hulrummene mellem vægge og dørkarme genfinder jeg dette tegn mange år efter, jeg er flyttet hjemmefra.

Der er ingen tvivl om, at min mor i denne forsamling er elsket og værdsat.

For alle har de en klar erindring om den glansperiode i hendes liv, hvor sygdommen endnu kun var spredte udefinerbare symptomer, som kom og gik. Hvor hun med sin smittende energi og uimodståelige charme havde været formand for foreningen.

Nu tager kvinderne imod os med en overvældende hjertelighed og glæde, da jeg med et fast tag i min mor ankommer til byens pæne hotel.

Anledningen er et mor/datter arrangement i Kvindeforeningen. Jeg er langt den yngste af døtrene, og da jeg skæver rundt og sammenligner mig med dem, overvældes jeg af usikkerhed og mindreværd, som de står dér hos deres elegante, parfumeduftende og konverserende mødre.

LÆS AUTOFIKTION

For mig har forberedelserne med at få min mor op fra middagshvilet – i tøjet, friseret og opmuntret, »det skal nok gå, du kan sagtens, du falder ikke, du taber ikke kaffekoppen, jeg kan godt få dig på toilettet, hvis du siger til i god tid« – været nervepirrende, for alt kan gå galt. Det ved jeg, og det ved hun.

Men jeg ved også, at når min mor træder ind på scenen - er gæst eller modtager gæster derhjemme, vil alt være anderledes. I samme øjeblik rougen er pudret på kinderne, og den knaldrøde læbestift skinner, ikke bare på læberne, men lyser hele ansigtet op, skifter hun – som i en metamorfose – karaktér.

Med undren oplever jeg hende som midtpunkt i sprudlende samtaler, hvor det fyger med kække bemærkninger og humoristiske indfald af alskens slags. Selvironien får ekstra turbo, når hun beskriver sin tilstand, og trængslerne nedtones og underkendes i en grad, så de for mig er helt uigenkendelige. Hvad stemmeføringen gennem sygdomsforløbet har mistet i kraft og betoning, bliver til overmål erstattet af gestikulering og udstråling. Ikke sært, at det vækker beundring: »Hvor flot, at kunne bære denne sygdoms åg, hæmninger og begrænsninger med en sådan kraft og viljestyrke! Hvor må familien – trods de hårde betingelser – dog skønne på og være taknemmelig over en sådan tilgang til disse skrækkelige vilkår!«

Jo, det skønner jeg da også på, her skal ikke røbes et eneste ord om de anderledes forhold i mit hjem. Om de dårlige perioder, hvor min mor i sin desperation og afmagt griber til hårde ord, hersen og hundsen, irritation og vrede. Og til den evindelige klagesang over sin tilstand, »du kan sagtens, du kan jo gå«, der optræder som et mantra igen og igen, når jeg beretter om hændelser og oplevelser fra mit skole- og venindeliv.

Om det forhadte aftenritual, hvor hun skal hjælpes af tøjet – om det øjeblik, hvor jeg ikke orker flere af hendes vredesudbrud over ikke at kunne selv, hvor jeg skånselsløst råber ind i hovedet på hende, at denne sygdom ikke er min skyld – at jeg gør det, så godt jeg kan – og, at hun skal tale ordentligt til mig!

Senere denne aften kommer min far ind på mit værelse og på sin stilfærdige måde, gør han det forståeligt for mig, at det alt sammen er sygdom. At denne sygdom ikke kun ødelægger det fysiske, men at den på bestialsk vis også angriber steder i hjernen, hvor den nedbryder og forandrer personligheden. At min mor oprindeligt ikke var sådan, at hun gennem sygdomsforløbet har ændret personlighed og ikke længere er sig selv. At jeg skal fastholde min kærlighed til hende fra tiden, før denne sygdom kom til og ændrede så meget.

At jeg ikke skal ynke mig selv, men være stolt over, at jeg kan bære disse prøvelser og vide, at jeg af modgangen vil styrkes, »ligesom kirkebuen, der bliver stærkere, jo flere sten, der bliver lagt på.« At jeg skal lægge min fortvivlelse, min sorg og mit savn i Guds hænder, »for Gud er god og vil det gode. Det onde, der har ramt din mor, er djævlen, min pige...«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er et uløseligt dilemma.

Hvem er det, jeg vil beskytte, min mor, mine klassekammerater eller mig selv? Og hvad er det, jeg vil beskytte dem – eller mig selv – imod?

Skal min mor i sin hospitalsseng befinde sig i stuen, på terrassen eller i soveværelset? Skal kammeraterne hilse på hende, ønske tillykke med datterens hue og få rakt en vissen og kraftløs hånd? Skal de forsøge at føre en samtale og opdage, at dette ikke er muligt. Og hvor himmelråbende malplaceret vil et »god bedring« ikke forekomme, hvis nogen af høflighed kommer til at fremsætte et sådant?

LÆS AUTOFIKTION

Hvorfor har jeg dog ikke for længst fortalt dem om situationen derhjemme? Hvad er det, der gennem de tre gymnasieår har afholdt mig fra at delagtiggøre dem i min mors sygdom? Hvorfor har jeg ikke slet og ret meldt ud med begrundelserne for, hvorfor jeg som regel fik afleveret mine opgaver i sidste øjeblik, hvorfor jeg igen havde bedt min sidekammerat om lov til at låne de noter, jeg ikke selv fik taget, og hvorfor hovedpine så ofte var min undskyldning for ikke at deltage i idrætstimerne?

Måske havde det været lettere, hvis jeg, som de andre, havde tilbudt, at den fælles lektielæsning også havde været en mulighed i mit hjem. Så kunne de have oplevet, at i dette hjem var sygdom et vilkår, der krævede sit, og hvor det at passe sin skole og lave sine lektier ikke altid havde de bedste betingelser.

Af grunde jeg ikke selv forstår, har jeg afvist enhver opfordring til at mødes hos mig. Måske har jeg ubevidst næret en frygt for at blive opfattet som et offer – en ynkværdig stakkel, der var prisgivet nogle hårde odds. En Snehvide - en Askepot, der med uskyldens renhed og uegennyttige selvopofrelse, tålte og bar en bitter og ond skæbne.

Nu står jeg midt i dilemmaet.

Translokationen med festtaler og sange er overstået. I aulaen hersker en opløftet stemning, forældrene filmer og fotograferer deres børn, der glade og lettede sammenligner eksamensbeviser og laver aftaler for de kommende fester.

Også min far er til stede. Med stolthed har han fotograferet sin datter ved rektors overrækkelse af eksamensbeviset og siden i kammeratflokken, da den bøgegrens pyntede bus kører af sted på den traditionsrige hyldesttur fra hjem til hjem.

I mit hjem er min mors seng kørt ind i soveværelset, hvortil lydene fra de festligheder, der udspiller sig på terrassen, når gennem det åbentstående vindue.

Er dette en lettelse, og for hvem? Er jeg med denne placering en forræder? Har jeg forrådt mine vilkår og værdier? Har jeg fornægtet min mor i et egoistisk og forfængeligt selvbedrag? Og er det udstillingen af forfald og elendighed, jeg har villet beskytte mig imod?

»Kære Gud, lad hende dø i dag! Kære Gud, vil du ikke nok lade min mor dø i dag!«

Men hun døde ikke denne dag, og heller ikke den næste, hvor jeg igen havde tryglet Gud om at lade min mor dø.

På de daglige ture mellem hjemmet og Hospitalet er denne tryglen blevet en besættelse. Hvordan kan det give mening at fratage et menneske alt, og dog lade livet fortsætte? Lade hjertet ufortrødent slå i en krop, der på alle områder er dømt ude af spillet.

Ikke at kunne tale, ikke at kunne se, ikke ved egen hjælp at kunne trække vejret, spise, drikke og synke. Ikke at kunne bevæge sig, vende sig i sengen, flytte en arm, vifte de fluer væk, der altid svirrer omkring munden, hvor slim og spyt samler sig. Hvor de jævnlige sug af luftvejene hver gang må være en pinsel, som personalet opfordrer mig til ikke at overvære, men hvor lyden derfra trænger gennem den lukkede dør ud på gangen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har passeret Lillebæltsbroen og kører nu ad de gammelkendte veje til familiegravstedet på min fars hjemegn. I rustvognen forrest sidder min bror for at lede bedemanden ad de rigtige småveje. Selv sidder jeg sammen med min far i bilen bagved.

Filmisk ruller landskabet forbi. Barndommens frydefulde forventning til besøget hos mine bedsteforældre på gården fremkaldes i en intens sansning. Alt indsuges i overmål, og landevejsridderen, der fra sin grøftekant har rejst sig og strøget huen af hovedet i respekt for det langsomt passerende ligtog, bliver en hyldest til min mor, der før sin sygdom smurte et utal af madpakker og tømte skabene i kælderen for brugbart tøj til hver en forhutlet sjæl, der bankede på døren.

I kirken forlader vi ikke kisten, for – som de andre – at indtage vores pladser på kirkebænkene.

Som et vagtværn bliver vi stående ved dens side under hele ceremonien.

Det er ikke aftalt, det er bare sådan – sådan, som det hele tiden har været.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden